Nyhed

Reportage: Primavera Sound Festival dag 1

Stromae var blandt højdepunkterne på den spanske festival, der på førstedagen næste druknede i regn

Indie-elskerens mekka må siges at være den spanske festival Primavera, der med 120 bookede bands får festivalgæsterne til at løbe forvildet rundt mellem de 11 scener, for at nå at se bands som Arcade Fire, Queens of The Stone Age, Nine Inch Nails, Pixies, Television, Godspeed You! Black Emperor, Kendrick Lamar, St. Vincent, Future Islands, Slowdive og mange, mange, MANGE flere.

Onsdag var dog en undtagelse, for her var det kun scenen ATP, der blev taget i brug til en slags stille opstart, hvor folk uden billet også kunne komme ind og nyde lidt festivalstemning. Catalansk open air, om man vil.

Primavera er ikke en festival, som vi kender fra vores egen Roskilde. Her er der ingen teenagere med vodka i gummistøvlerne, og det trange telt er skiftet ud med byens hostels og hoteller for festivalgængerne. Således begav jeg mig fra midtbyen og ud til Parc del Fórum, hvor festivalens scener er spredt ud på et stort område helt ud til vandet, der betager en med arkitektoniske beton-perler og udsigt over Middelhavet.


Pæn rock i regnskyl

Det første band, jeg får fornøjelsen af at se, er det britiske rockband Temples (billedet), der er blevet spået til at være det bedste nye band i England af Oasis' Noel Gallagher. Forsanger James Edward Bagshaw har en meget behagelig stemme, og sangene fra deres debutalbum "Sun Structures", der udkom i år, går ind og smører øregangen, men ikke mere end det. Bagshaw står med sine store krøller og sølvmakeup om øjnene og ligner en moderne Dylan, mens resten af bandet gør Beatles kunsten efter med langt hår og blødt pandehår.

Efter en fin sommerdag får Barcelona besøg af regnbyger. Parc del Fórum bliver med få minutter omdannet til Roskilde '07, og de fleste festivalgæster trækker mod de få steder, der er dækket til. Bagshaw fortsætter dog ufortrødent med et "fuck the rain" (eller noget i den dur) og færdiggør sættet, selvom halvdelen af beskuerne har fortrukket. En ellers fin koncert med en lidt ærgerlig slutning.


Belgisk charmør starter folkefest

Belgiske Stromae går på med en halv times forsinkelse, hvilket man ikke kan fortænke festivalen i. Regnen er gået fra skyl til dryp, og publikum er, om end våde, i strålende humør. Stromae har åbenbart en kæmpe fanbase, der følger ham trofast, for der blev skrålet med, danset og hoppet til den helt store guldmedalje, da han entrerede scenen.

I matchende knæstrømper og cardigan i grafisk print, og med shorts til over knæene og butterfly, ligner den belgisk-rwandiske sanger og producer med det borgerlige navn Paul van Haver en glad skoledreng. Hans vokal er overraskende stærk, mens han hopper, danser og gør sig til over for både publikum og det medbragte band, der i øvrigt spiller hele sættet live. Kudos.


Jeg kender ikke en eneste sang af de første mange, og snakken foregår også primært på fransk. Men jeg er stadig med til Stromaes fest, og man kan ikke andet end huje og hoppe med, for hans festglæde er simpelthen så smittende. Mod slutningen af sættet får vi "Alors On Dance", som vi kender ham med herhjemme. Det er også hans største hit til dato på den internationale scene, og festen både på og foran scenen eskalerer fuldstændig. Så er aftenen sat i gang, og tak for det, Stromae.

It-pige trodser regnen

Sky Ferreira er en 21-årig amerikansk sanger, sangskriver, model og skuespiller. Eller bare it-girl. Hun voksede op hos sin bedstemor, der var Michael Jacksons stylist gennem 30 år. Det var blandt andet Jackson, der opfordrede bedstemoren til at støtte Ferreiras ønske om at blive sanger, hvorefter hun fik opera-timer. Sidste år udkom hendes debutalbum "Night Time, My Time". Og det var også primært numre fra den plade, Sky Ferreira gav det regnvåde publikum onsdag aften i Barcelona.

Med sortfarvet hår, prikkede strømpebukser og en tung læderjakke ligner Sky Ferreira lidt en opdateret Joan Jett fra Runaways-dagene. Man kan da også høre, at det blandt andet er herfra, hun har fået inspiration til sin musik, der dog ikke er punkrock, men glimmer-glad synth-pop. Og det vækker denne skribents indre teenager.

Lyden er desværre helt forfærdeligt ringe i den første del af koncerten. Bassen er mudret og ustyrlig, og Ferreiras stemme er nærmest gemt væk bag den massive regn. Et stop midt i en sang med et "I won't play this song if I can't hear myself" får lydmanden til at oppe sig gevaldigt, og herefter kan sange som "Heavy Metal Heart" og hittet "I Blame Myself" nydes som de polerede, lækre popskæringer, de er. Men næste gang jeg skal se Sky Ferreira, må lyden gerne være lidt bedre, regnen erstattet med sol, og hovedpersonen mere glad end gnaven.

Holy Ghost! slutter onsdagen af, men her har regnen taget så meget overhånd, så yours truly må kapitulere og søge tilflugt i mere tørre omgivelser. Forhåbentligt byder torsdag på mere sol, så bands som Queens of The Stone Age og Arcade Fire kan yde en optimal indsats. Stay tuned, jeg vender tilbage i morgen.

ANNONCE