Nyhed

Volbeats Kessler-hyldest går guld i USA

Tilbage i 2011 indspillede Volbeat nummeret A Warrior's Call til Danmarks bedste bokser. Nu har det opnået guld-status i USA.

"Fight", "Fight", "Fight", Fight", lyder det i slutningen af hvert omkvæd til sangen "A Warrior's Call" af Volbeat. Nummeret indspillede bandet tilbage i 2009 til Mikkel Kessler – det udkom året efter på album og i 2011 på single – og det er selvfølgelig bokseren selv, der udstøder de krigeriske verbale hooks. Hvordan det gik til, kan du se i den sjove video fra indspilningsprocessen nedenfor.

Nu her tre år senere har sangen opnået ikke mindre end guld-status i USA. Det betyder mere end 500.000 solgte – ikke streamede – eksemplarer, og hermed har heavy metal-bandet opnået deres første guld-certificering for en single på den anden side af dammen. Om det udtaler forsanger og guitarist Mikael Poulsen:

"Vi er utrolig stolte og taknemmelige. Det betyder meget for os at vide, at hvert eneste salg kommer fra de fans, som fylder alle venues, køber vores plader, og støtter rockmusikken. Tusind tak alle sammen! Vi deler dette øjeblik med alle dem, der støtter Volbeat. Rockmusikken lever i bedste velgående."


Bandet har tidligere modtaget guldplader for albummet "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies" i både Canada og Sverige. Og i det hele taget må Volbeat siges at være et band med meget stor succes. Ikke mindst uden for landets grænser.

Tidligere på året modtog de deres første Grammy-nominering i kategorien "Bedste Metal Performance" med sangen "Room 24" og vandt en tysk Echo Award i kategorien "Bedste International Alternative Act.". Desuden er bandets repertoire er nærmest blevet lig med den amerikanske radiokanal Active Rock, hvor de har haft otte Top fem-singler, hvor fem af dem gik nummer et.

I øjeblikket spiller Volbeat arenaer sammen med Five Finger Death Punch i USA. Efter denne turné venter en Englands-tour, som meldes udsolgt.


Se Volbeat i studiet med Mikkel Kessler:

ANNONCE