Nyhed

Trailerpark Festival offentliggør 10 nye navne

Lust for Youth og Karl William er blandt de kunstnere, festivalen lækker i dag

Den inkarnerede københavnerfestival Trailerpark har netop røbet 10 til af de kunstnere, der i år gæster Copenhagen Skatepark. Fra torsdag d. 30 juli til lørdag d. 1 august løber over 40 koncerter af stablen på festivalområdet, som er dekoreret med kunstværker fra danske og internationale samtidskunstnere. Kunstnerkollektivet ArtRebels, som arrangerer festivalen, har tidligere spottet upcoming kunstnere som Vinnie Who, Oh Land og Quadron. Også i år disker de op med en række interessante koncertoplevelser. Her er de ti friske navne:

Lust for Youth (S & DK): Den sofistikerede elektropop-trio bestående af svenske Hannes Norrvides og danske Loke Rahbek fra War/Vår samt Malte Fischer fra Oh No Ono udgav i 2014 det velproducerede og dansable album "International", som de glæder sig til at spille op under publikum med.

Kwamie Liv (DK): Kwamie Liv debuterede på Pitchfork Festival i Paris og er sidenhen blevet et stort navn. En af Danmarks nye, spændende kunstnere.


Karl William (DK): Den succesfulde Karl William har allerede høstet gode anmeldelser for sin første mini-lp "Døende" fra 2014. Nu har han udgivet singlen "Placebo", en forsmag på den næste lp, som man kan opleve på Trailerpark.

Rangleklods (DK): Den elektroniske duo Rangleklods er kendt for deres vilde liveoptrædener og har siden 2011 spillet på festivaler over hele Europa. I 2013 spillede de en rost koncert på Trailerpark, og måske gentager de succesen i år.

Anya (DK): Anya har vagt opsigt med sin elektroniske r&b og er netop blevet nomineret til Politikens IByen-pris i kategorien "Årets Upcoming".


ELOQ (DK): Den danske producer, som blandt andet har produceret for MØ og Kidd, har gang i utallige projekter og spiller i år både en solokoncert på Trailerpark samt optræder med trioen Av Av Av.

Total Heels (US & DK): Der er også guf til punkerne i år. Den københavnsk/amerikanske kvartet Total Heels spiller fængende punkrock, og forsanger Jason Orlovich er kendt for at være en fantastisk live-performer.

Waitress (S & DK): Den dansk-svenske trio spiller iørefaldende guitarpop og har netop udgivet deres debut-ep.


Shadow Age (DK): Den danske producer har i vinteren 2014 arbejdet på sin nye lyd: Vi kan forvente mørke, elektroniske rytmer af bedste skuffe.

Whyte (IS & DK): Den dansk/isandske soul-pop-producer-duo debuterede i 2014 med singlen "LDN", der allerede har fået massiv opmærksomhed.

Se det fulde program her.

ANNONCE