Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Hvad frister mest? Årets vildeste drum'n'bass-lineup? Rusts 25-års fødselsdagsfejring? Mere end 2000 tilmeldte til intens trance i Aarhus?

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


Vild drum'n'bass-lineup på det store gulv
Sidst den hollandske drum'n'bass-trio Noisia spillede i Pumpehuset, var der komplet udsolgt. Forrige gang, samme situation. Nu er de tilbage i anledning af, at deres pladeselskab fylder 10 år, hvilket de fejrer med 10 fester i 10 europæiske byer, hvor de så, fødselsdagsagtigt, inviterer gæster med.

Og herre jemini, i Pumpehuset har de valgt at invitere selveste Ed Rush. Ed Rush har sammen med Optical skabt et af de bedste og mest helstøbte drum'n'bass-albums NOGENSINDE, nemlig det dybsorte techstep-mesterværk "Wormhole" fra 1998, som er så godt, at jeg får frydefulde kuldegysninger bare ved tanken. Og selvom Ed Rush bliver en smule mere ustyrlig og noget mindre elegant i sit udtryk, når Optical ikke er med til at holde i tøjlerne, så er det et brag af en gæst, Noisia har med sig der. BIG UP!

Udover Ed Rush har Noisia også inviteret den tjekkisk-bosattte amerikaner Hybris med (han udgiver på deres pladeselskab). Og oven i hatten byder aftenen også på tre virkeligt garvede drum'n'bass-hoveder fra København: Tim Driver, Klaus B og dj Breakfast. Herfra skal også lyde et stort hurra for at festen foregår i kransalen, altså den store, så der kan blive sparket gang i en ORDENTLIG ravestemning. Og den bliver dekoreret af Hackstage, som er topblærede til det med visuals. 180 kr. plus gebyr lige her.

Hvad: Noisia Invites – med Noisia, Ed Rush og Hybris
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V
Hvornår: Lørdag 28. februar kl. 21 til 04
Hvordan: Facebook-link


Rust bliver virkelig voksen!
Det legendariske spillested Rust fylder 25 år, og det fejres i stor stil med en gigantisk fest fredag, som blandt meget andet byder på natkoncert på mainfloor med Djämes Braun og Mames Babegenush, dj-sets i Basement fra Lars Gregers & Atle, Waqar og Mathias Mesteño, dj T.O.M. og Djuma Soundsystem (en samling erfarne herrer!) og et med garanti yderst tætpakket hus med meget god stemning på alle etager. Og en lidt højere gennemsnitsalder end på en vanlig weekend, vil jeg forsigtigt tillade mig at antage. Jubilæumstid, jo! (Der er så godt som mødepligt til den her, folkens).

Hvad: Rust fylder 25
Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N.
Hvornår: Fredag kl. 23 til 05
Hvordan: Facebook-link


De har revet væggen ned for at få plads til populær fest
Mere Nørrebro. Lørdag er Ydre Nørrebro-klubben Footwork tilbage i Sigurdsgade. Footwork afholdes kun hver tredje måned, men får så til gengæld hele armen. Til åbningsfesten kom der så mange glade mennesker, at der ikke var plads til samtlige fremmødte, selvom absolut alle var velkomne. Dét er der gjort noget ved denne gang. Væggen ind til de tilstødende lokaler er blevet revet ned på Sigurdsgade, så nu er er der endnu mere plads til danse-moves og god stemning. Denne lørdag spiller duoen Kenton Slash Demon 'diskovarm indiehouse' og hårdtpumpende electro, Morten Bruhn spiller alt muligt fra sin bugnende pladesamling, og Mads Schmidt og David Garsét står for en omgang lummer disco og chicago-house. Priserne i baren er venlige, og dansegulvet er endnu venligere. 50 i forsalg, 70 i døren.

Hvad: Footwork #2
Hvor: Sigurdsgade 39, Kbh. N
Hvornår: Lørdag 28. februar kl. 22 til 04
Hvordan: Facebook-link


Mere drum'n'bass
Er Noisia lørdag ikke nok? Så kan bundkasserne blive varmet op allerede torsdag, hvor CART Records inviterer til releasefest for udgivelsen af en remix-opsamling af Black Daniels' Danger-EP. Der er ti remixes på opsamlingen, bl.a. af Beastie Respond, JSL og RA:SKL. Releasefesten kører fra 22 til 03 og har Beastie Respond, Kragen, Tidewarp, dj Shield og C.A.R.T (Christiania Radios Torsdagsredaktion) bag pulten. Og det er ganske gratis.

Hvad: Danger Remix Compilation Release Party
Hvor: Christiania Radio, Bådsmandsstræde 42, Christiania
Hvornår: Torsdag klokken 22 til 03
Hvordan: Facebook-link


Berlinerbarstemning i Aarhus

I Aarhus er der fest i det gamle Ceresbryggeri og fuld knald på berlinerstemningen, når Bar 15 (der med sit navn selvfølgelig sender hilsener til det legendariske berlinerspot Bar 25) har Jeremy Underground fra Paris på visit, suppleret af Chris Cheops og Mathias Okholm.  50 kr. i døren. Husk kontanter til det hele. Alder: 21 og opefter.

Hvad: Bar 15 – Jeremy Underground
Hvor: Kedlen Showroom, Thorvaldsensgade 29, Aarhus C.
Hvornår: Lørdag fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Trancestemning i Aarhus
Okay, Aarhus, så skal der trances igennem. Fredag afholdes den første trancefest nogensinde på Train, og det bliver gjort med maner. Tyske Fabio & Moon, belgiske Digicult (live) og danske Phaxe og O.T.B. er en del af lineuppen, og der bliver helt sikkert hverken sparet på deko, pupilpleasende farver eller energien på dansegulvet. DEt er folk, der ved, hvad de laver, der holder den her fest, nemlig. Der er da også mere end 2000 tilmeldte på Facebook. Afsted!

Hvad: Utopia Events præsenterer Digicult og Fabio & Moon
Hvor: Train Natklub, Toldbodgade 6, Aarhus C.
Hvornår: Fredag kl. 22 til 06
Hvordan: Facebook-link


Tresor-tysker på KB18
På KB18 rykker festarrangørerne fra Dismantle ind med tyske Bill Youngman som hovednavn (et live-set), suppleret af britiske Volte-Face, Kasper Melchior og værterne Soran, Petter Pistol og Darmstadt. Det koster 70 i døren og bliver ved til langt ud på den lyse morgen, som det hører sig til.

Hvad: Dismantle: Bill Youngman
Hvor: KB18. Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Fredag kl. 23.55 til 08
Hvordan: Facebook-link


Har du en god fest, der skal med i guiden? Send info til fester@gaffa.dk.

ANNONCE