Nyhed

Det skal du høre på Roskilde – ifølge GAFFAs Kristoffer Veirum

Vores skribenter fortæller, hvad de ser mest frem til på årets festival

Roskilde Festival er lige om hjørnet, og derfor vil en række af vore skribenter i de kommende dage fortælle om, hvad de ser mest frem til på festivalen – forhåbentlig kan det give dig inspiration. Vi begynder med Kristoffer Veirum.

Black Book Lodge (Søndag den 28. juni, klokken 23:00, Rising, billedet)

Nu var jeg så heldig at se Black Book Lodge til årets Spot Festival, og jeg forstår stadig ikke, hvordan kun tre mennesker kan skabe så meget larm og ragnarok. Det er rock med dybde, der stadig går lige i nosserne. De er desuden albumaktuelle med deres andet album, "Entering Another Measure".

THRKNGS (Tirsdag den 30. juni, klokken 18:00, Apollo Countdown)


I juni oplevede jeg THRKNGS (3K) give et dj-sæt på HeadQuarters i Aarhus til en efterfest, og det var sgu fedt. Der var gang i løjerne, så det er jeg sikker på, at der også kan blive foran Apollo denne tirsdag.

Ryan Adams (Torsdag den 2. juli, klokken 17:00, Orange Scene)


Ryan Adams er jeg ganske enkelt nødt til at se, da han er soundtracket til min miserable, hjerteknuste ungdom. Han er typen, der kan synge et menukort eller telefonbogen højt og stadig få det til at virke vedkommende. Og sidste års selvbetitlede album var et stærkt comeback og et af mine top tre-album for 2014.

Muse (Torsdag den 2. juli, klokken 22:30, Orange Scene) 


Nu gider jeg ikke anbefale de mest åbenlyse koncerter på Roskilde Festival – folk har vel selv en … øh, radio? Jeg glæder mig dog til at se det her festivalspektakel live. Det seneste album synes jeg skuffede, så måske de formår at give det nye materiale en anden kant, der er fraværende på studieindspilningerne? 

Spidergawd (Lørdag den 4. juli, klokken 12:00, Avalon)

Norske Spidergawd er sådan lidt fjeldets svar på hardrock a la Queens of the Stone Age og Foo Fighters. I hjemlandet er de allerede en stor succes, og det synes jeg da egentlig også, at de fortjener at være herhjemme. 

ANNONCE