Nyhed

Guide: Her skal du feste, hvis du ikke er på Roskilde

Jo, det kan godt lade sig gøre. Se her hvor.

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


International lineup i Kødbyen
Den tyske duo Superlounge er hovednavnet fredag nat på KB18, hvor houseindianerne fra Tipi rykker ind med endnu en omgang stammedans. Udover Superlounge spiller Martinez, Roustam (RU) og Kanan K7. Meget internationalt.

Hvad: Tipi - Superlounge
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 3. juli fra kl. 23.55
Hvordan: Facebooklink


Langsom magi
Lørdag har Pumpehuset sikret sig en koncert med amerikanske Slow Magic og Giraffage i Byhaven. De to navne skulle egentlig have spillet på den svenske festial Siesta, som netop er gået konkurs, så det var en hurtig finger på bookingaftrækkeren og vupti, indie-electronica under trækronerne. Der er fri entre, hyggelige langborde, øko-øl og iskold rosé i baren.

Hvad: SlowMagic og Giraffage i Byhaven
Hvor: Pumpehusets Byhave, Studiestræde, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag kl. 21. Byhaven er åben fra kl. 14
Hvordan: Facebooklink


Uafhængigheds-house
Udover at være den sidste festaften på Roskilde er lørdag også den 4. juli og dermed Independence Day, og det fejrer dj Kong og Dan M på Boxen med stor lineup på Boxens mainfloor og fuldt fokus på pionererne indenfor amerikansk housemusik fra New York til Chicago og Detroit. God og spændstigt fordelt lineup: Mads Bjerregaard, Alex Papatheodorou, Daniel Savi, Gabriella Vergilov, Morten Wittrock, Anastasia Kristensen, Patrick Steen, Emma Blake, Troels Knudsen og de to værter selv står bag pulten.

Hvad: Jam the Box
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag 4. juli fra kl. 23
Hvordan: Facebooklink

 

Lounget Ibizastemning
Så kom sommeren endelig, og det er da lige passende, at en lille bid tilbagelænet Ibiza-stemning rykker ind på Frederiksberg og holder terrassefest i tre dage . Jep, tre dage; det er jo festivaltid. Jean von Baden er vært for Sole D'Amore, hvor erfarne dj's spiller himmelhøj chillout, triphop og jazzlounge fra 13 til 21, mens der grilles og drikkes sangria og cocktails. Torsdag 2. juli spiller Jean von Baden med Peter & Lillemor (Peter Hyllebear & Deborah Szakolnik). Fredag 3. juli spiller Mashti og Jean von Baden et dj-sæt samt test af nogle af deres nye tracks. Og lørdag er Buda (Lulu Ruge/P6 Beat) på besøg fra Ibiza med et deep lounge og chill-sæt.

Hvad: Sole D'Amore
Hvor: Belis Bar og Restaurant, Smallegade 1, Frederiksberg
Hvornår: Torsdag, fredag og lørdag fra 13 til 21
Hvordan: Facebooklink



Hele weekenden på BlueVelvet
Man kan også blive hjemme fra Roskilde på en anden måde, nemlig ved at feste hele weekenden igennem på BlueVelvet. Fredag spiller Sherman hele natten – fra start til luk. Og lørdag får Buda det maksimale ud af sit københavnervisit fra Ibiza og står bag pulten hele natten med pladetasken fyldt med overraskelser.

Hvad: Sherman og Buda
Hvor: BlueVelvet, Studiestræde 14, kld.
Hvornår: Fredag og lørdag fra klokken 23.55
Hvordan: Facebooklinnk til fredag og lørdag
 


ANNONCE