Muse-interview del 2 af 3 – Teknologi har gjort os til dræbermaskiner

NB: Lyt til DR P6 Beat's "P6 Beat elsker Muse" lørdag den 6. juni klokken 10-16, hvor Anders Bøtter og GAFFAs anmelder og Muse-ekspert Kristian Bach Petersen fortæller indgående om Muse før og nu

Læs første del af interviewet her

Fra finanskrise til hjernevask

Omkring 2nd law, var det primært finanskrisen, du adresserede. Denne gang hedder pladen Drones, og interessant nok ender pladen på en art kristen vokal kirkemusik, en slags salme. Skal det ses i forhold til de enorme konflikter, verden oplever i religionens navn i dag. Islamisk stat, kristne ekstremister. Er det sådan, du ser kernen i den globale udvikling over de seneste tre år, illustreret ved at gå fra The2nd Law 2012 til Drones 2015.

– Jeg vil sige, at når mennesker er udsat for forskellige former for traumer, bliver de meget modtagelige over for mange ting. Og det er et grundlæggende tema på pladen. Det er en overhængende fare for, at andre tager kontrol over dit liv, i takt med at du selv mister den. Her kommer hjernevask ind i billedet. Det kan være regeringspropaganda, det kan være religion. Jeg mener, vi lever i en tidsalder, hvor folk taber sig selv, taber sig selv til noget andet eller til andres ideologi. Det kan ses fra et religiøst synspunkt, eller et virksomhedsmæssigt, militærstrategisk eller via tv-propaganda.

Hvad er dit budskab så?

– I denne sammenhæng er det vigtigheden af at fastholde kontrollen over dit eget liv, styrke uafhængig tænkning, det er utrolig vigtigt i dag, da der er så mange forskellige instanser, som målrettet forsøger at tage kontrollen over dig.

Hvem dræber hvem – og hvorfor?

Hvis du ser på islamister og andre religiøse fanatikere, og den måde de bruger religion på i dag. Hvilken fare ser du, de udgør globalt?

– Det skræmmende er, at du her i Vesten for eksempel har amerikanske marinesoldater, hvor deres hjerner og sind fra en meget tidlig alder er trænet til at dræbe for en sag, de ikke nødvendigvis forstår. Og det samme sker med religiøse fanatikere. Her er unge mænd indfanget på et tidligt tidspunkt, hvor de er meget nemme at påvirke. Begge parter bliver fyldt med information om, hvordan de dræber hinanden, og trænet til samme. Og det gør de så. 

Hvad kan man så gøre?

– Der er grundlæggende to måder. Du kan enten forsøge at bekæmpe regeringer og religiøse ledere, eller du kan forsøge at få folk til at vågne op. Sige til mennesker: "Du behøver ikke at leve på denne måde. Vær sikker på, at det, du gør er af din egen frie vilje, og at det er din egen tankegang."

Så Drones er form for wake up call?

– Ja, ja, helt sikkert, og adresseret til alle mennesker. Det kan være til en som er fanget i Scientology, det kan være en som bundet til en ekstrem religiøs gruppe, eller personer i militæret, som begynder at tvivle på, hvad der sker. Der, hvor revolution eller forandring kan ske i min optik, er steder, hvor folk begynder at gå fra at agere som robotter til at tænke selvstændigt og sige: "det her vil jeg ikke længere".

Aktiv handling

Visse former for kunst har givet navn til begreber, som er blevet nærmest politiske begreber. At noget er "kafkask", indikerer formålsløs bureaukrati, taget fra Franz Kafkas Processen fra 1925, og "Big Brother" fra George Orwels 1984 er blevet et begreb, der nærmest er synonymt med overvågningssamfundet. Meget rockmusik har været stærkt holdningspræget og har opfordret direkte til aktivisme. Men over tid virker det som om at rockmusikere holder sig fra at anvise forslag til ændringer, til aktivisme.

Måske et spøgelse fra 70'erne, hvor meget musik blev så dogmatisk og agiterende, at det var lige før, der lå indmeldelsesblanketter til specifikke politiske partier i pladernes indercovers. Dengang det var let at skelne mellem de gode og onde. Måske af frygt for at ende som den form for anakronisme har tendensen nærmere været, at kunstnerne har anvist et metaforisk billede på en tilstand snarere end at anvise løsninger og handlingsmodeller. Men Matt Bellamy har større ambitioner end "bare" at tegne et billede.

– Jeg har læst en hel del om hjernevaskmetoder, hvordan man øver stærk indflydelse på andre mennesker, og et grundlæggende princip for, at dette skal lykkes, er forbindelsen til menneskers følelser. Hvis du giver folk en masse informationer, er det langtfra sikkert, de tager det til sig, du skal i kontakt med deres følelser. Musik har altid øvet stor indflydelse på mig, fordi det forankrer sig i følelser. Så svaret på dit spørgsmål er ja. Og jeg prøver at gøre det gennem en emotionel rejse, hvor folk føler noget ved rejsens slutning. Jeg håber at bidrage til en form for styrke og uafhængighed og en tanke for individer om, at de kan ændre ting, hvis de vil.

Hvad er i den sammenhæng forskellen på kunst og politik?

– Kunst har en styrke, fordi det kan få dig til at føle noget, og følelsen kan lede dig til at gøre noget. Det er noget andet end en rationelt opbygget politisk dagsorden.

Konceptalbummet før og nu

Der er mange klassiske konceptalbum i rockhistorien, hvor nogle af sværvægterne er The Whos Tommy, Genesis' The Lamb Lies Down On Broadway og Pink Floyds The Wall. Alle fra 70'erne. Et tilbagevendende tema er fremmedgørelse og undertrykkelse. Det samme rumsterer hos Muse i 2015, men hvad er forskellen, hvis man sammenligner Drones med The Wall, der udkom i 1979, i forhold til tidsalderen, konditionerne og udfordringerne. Der er gået 36 år.

– For mig er den primære forskel, at nogle af de mørke kræfter, vi slås mod i dag, stammer direkte fra teknologisk vækst. Teknologien er blevet en form for psykotisk nøgle, der er umulig at kæmpe imod, da der ikke er noget bag den. Tanken om en uafhængig dræbermaskine er blevet meget virkelig.

Droner?

– Ja, droner. Vi er ved at lave en transformation ind til krigsførelse, hvor robotter dræber på baggrund af programmer, ikke menneskelig kontrol. Det kan føre til situationer, hvor vi kan blive dræbt ved uheld, og hvor der er ikke er nogen, vi kan anklage eller beskylde, da det ikke nødvendigvis udspringer af direkte menneskelig handling. De mørke kræfter bag bureaukrati og kontrol bliver forvandlet til teknologi, og det bliver endnu mere skræmmende. Vi kan komme til et punkt, hvor det er umuligt at stoppe. Teknologi er ved at nå et styrkeposition, hvor menneskelig humanisme er blevet udkonkurreret. I denne proces bliver menneskelig empati og føleles udvisket på grund af sin ineffektivitet. Jeg ser dette som en reel fare.

– Vi føler alle, at Nazi-Tysklands umenneskelighed er ubegribelig, når vi læser om det og ser gamle filmklip. Og vi stiller spørgsmålet: "Hvordan kunne så mange mennesker agere uden nogen form for menneskelige følelser?" Jeg oplever, at krigsførelse i dag følger den samme rejse, hvor en lang række mennesker tager imod ordrer. Bag ved denne ordre er der ofte en robot, hvor handlinger kan føre til, at et menneske, en familie, en større gruppe, ved et uheld bliver dræbt. Og dette i situationer hvor ingen tager ansvar, hvor folk siger "jeg fulgte bare mine ordrer".

– Den sondring, "vi følger bare ordrer", var det mest skræmmende ved Nazi-Tyskland, og jeg oplever, at vi er i en tilsvarende periode i dag. Så tilbage til spørgsmålet; forskellen er teknologi. Og at denne teknologi giver mennesker redskaber til at gøre ting, som skader andre enormt. For eksempel på det finansielle marked. Du kan foretage ekstreme bevægelser, som er hurtige, effektive og indflydelsesrige og uden menneskelig interaktion. I mange tilfælde er der ingen form for overvejelser overhovedet fra for eksempel firmaer eller karteller over, hvilke konsekvenser disse handlinger kan have for andre mennesker. Det at mennesker mister deres jobs i tusindtal er blevet normen, det er accepteret.

Empati er systematisk udvisket

Du mener, at teknologisk udvikling grundlæggende har ændret på vores livsbetingelser og interaktionen mellem mennesker. Her taler vi om grundlæggende forandringer. Du taler om, at empatien er under pres, kan du præcisere det?

– Empati er systematisk blevet udvisket i det 20. århundrede. Får du en pistol i hånden, og siger nogen til dig, at du skal dræbe en person, er din natur ikke at gøre det, men finde en anden løsning. Men hvis jeg giver dig en knap at trykke på, som vil udløse en potentielt dødelig effekt på den anden side af verden, er det meget lettere for dig at gøre det. Din empati er blevet fjernet og distanceret gennem robotter. Så teknologi er en måde, der gør det lettere for folk at agere på mere psykotisk vis. Så i dag er det meget let at agere som en psykopat i business, i krig. Du kan gå på internettet og opkøbe aktier, hvis du har penge nok, som vil ødelægge andres liv, og du kan gøre det i krig. På den måde opfordrer teknologi til psykopatisk adfærd, hvor følelser ansporer til en anden adfærd.

Klassiske dyder og toner

Alle disse tanker er illustreret musikalsk. På The Globalist, som nærmest lyder som Muses svar på Bohemian Rhapsody, bliver der eksperimenteret med klassiske variationer. Er det Pomp and Cirumstance du leger lidt med der?

– Du har helt ret – og så alligevel ikke. Det er den samme komponist, Edward Elgar, og det er fra et stykke kaldet Nimrod – Enigma Variations (1898-99, red.) . Mellem dig og mig – nej, det kan jeg ikke rigtigt sige – men oprindeligt ville jeg kalde sangen The British Empire – som symbolet på skabelsen og ødelæggelsen af et kongedømme, en civilisation.

Det er lidt interessant, for kigger du på Elgars musik, bliver den i store dele af verden, som i USA og England, brugt til High School Graduation og lignende. Lidt på samme måde som We Are The Champions bliver spillet, når en sportsklub vinder en pokal. Jeg tænkte, at du måske, bevidst, havde adresseret den til de nyuddannede, altså den næste generation af beslutningstagere, magthavere?

– Ja, noget i den stil, helt sikkert. Jeg valgte den, fordi det britiske kongerige nok har en stor del af skylden for mange af verdens problemer i dag, på grund af den ideologi og det tankegods, der ligger bag den form for imperialisme.

Muse har meget ofte taget livtag med klassisk musik. Hvad er det, den verden kan bidrage med, i forhold til rockmusik i dag?

– Klassisk musik har altid været lidt af en mystisk genre for mig. Jeg har altid haft relativt let ved musik, men mine forældre satte mig aldrig i klassisk træning, så jeg lærte mig musik helt frit. Det første, jeg blev eksponeret for, var blues og rock, men i mine teenageår opdagede jeg klassisk musik, og for mig var det som noget fra en anden verden. Det var noget på et andet niveau af emotionel kapacitet, og rent intellektuelt oplevede jeg det som helt vanvittigt og noget langt ud over min egen rækkevidde. Så det har altid interesseret mig, og da vi startede med Muse, var jeg fascineret af tanken om at inkorporere elementer fra den verden i vores musik.

På samme måde har det filmiske spor fulgt Muse, nu hvor vi er i Los Angeles…

– Filmmusik har også altid inspireret mig, ikke mindst en komponist som Ennio Morricone. Og går jeg længere tilbage, vil jeg fremhæve en klassisk komponist som Franz Liszt og for klaveret Rachmaninov. Det, som vi er mest inspireret af, er overgangen fra det romantiske til det moderne før og efter år 1900. For mig er perioden et peak i den fysiske ende af menneskelig ydeevene. I dag foregår det mere bagved computeren. Jeg er interesseret i den periode, da det var sidste gang, den menneskelige krop var essentiel.

På et personligt plan. Du adresser ekstremt dystre strukturer og problemer i verden, og her sidder vi i de mest luksuriøse omgivelser i L.A. Umiddelbart en kontrast?

– Haha, ja. Men jeg vil gerne adressere måder og muligheder, man kan gøre ting anderledes på. Schweiz er for eksempel imponerende i forhold til at give plads til mere regionalt autonomi og mindre centralisering. Jeg kunne bo der, men L.A. er lidt mere sjov, du ved.

Læs sidste del af interviewet søndag

NB: Lyt til DR P6 Beat's "P6 Beat elsker Muse" lørdag den 6. juni klokken 10-16, hvor Anders Bøtter og GAFFAs anmelder og Muse-ekspert Kristian Bach Petersen fortæller indgående om Muse før og nu