Skanderborg-festivalen får ikke en københavnsk aflægger i år
Festivalsæsonen er i fuld gang, og mens NorthSide, Roskilde og Smukfest for længst har kunnet melde om udsolgt af partoutbilletter, er billetsalget gået knap så godt for Smukfests københavnske aflægger Smukfest Copenhagen, og festivalen er nu aflyst. I en pressemeddelelse udtaler formand for Skanderborg Festivalklub Claus Visbye:
"Vi havde glædet os stort til at lukke publikum ind til en endnu bedre udgave af Smukfest Copenhagen i år, men her fem uger før vi skulle åbne, må vi indse, at vores billetsalg er så lavt, at vi ikke kan forsvare at gennemføre arrangementet. Faktum er, at vi kun har solgt en fjerdedel af de billetter, vi havde solgt på samme tidspunkt sidste år - og som udviklingen har været, har vi ingen tro på, at det udvikler sig anderledes."
"Vi lavede en rigtig god første udgave af Smukfest Copenhagen i 2014. Vi betragtede sidste års underskud som en investering i fremtiden for vores nye festival – og var sikre på, at vi med to hele weekenddage, et godt musikprogram og masser af gode oplevelser planlagt på pladsen, også havde det der skulle til for at sælge de nødvendige billetter. Sådan er det desværre ikke gået, og vi vælger derfor at aflyse, frem for at gennemføre et lunkent arrangement."
"Det er enormt ærgerligt, ikke mindst for de kunstnere der stod klar til at give publikum en masse oplevelser. Vi må nu sætte os og evaluere på hele forløbet og få snakket med alle dem, der havde troet på os og på Smukfest Copenhagen. Aflysningen er klart en økonomisk bet for os, ingen tvivl om det. Vi er enormt kede af at måtte aflyse og skuffe både publikum og samarbejdspartnere, men det er det eneste rigtige at gøre.
Herfra en kæmpe stor tak til formænd, medhjælpere og samarbejdspartnere, der virkelig har troet på Smukfest Copenhagen og gjort en kæmpe indsats for at lave en ekstra god festival på Amager."
Smukfest Copenhagen var planlagt til at finde sted på 10-øren og 5-øren den 31. juli og 1. august. Blandt de navne, der skulle have optrådt kan nævnes Lenny Kravitz (billedet), Martin Garrix, Dizzy Mizz Lizzy, De Eneste To, Burhan G, Tove Styrke og The Minds of 99.
Publikum, der har købt billet til Smukfest Copenhagen, vil automatisk få refunderet deres billet igennem Beeptify.
GAFFA har fået en uddybende kommentar fra festivalformand Claus Visbye:
Hvor mange penge kommer I til at tabe på det her?
– Det har vi ikke overblik over endnu, men vi arbejder på højtryk for at få det.
Hvor få billetter havde I solgt?
– En fjerdedel af det, vi havde solgt på det samme tidspunkt sidste år. Jeg vil ikke sige et konkret tal.
Har fremkomsten af den nye festival Tinderbox taget noget af jeres publikum?
– Det kan jeg ikke forestille mig, det er jo et andet geografisk område.
Hvorfor tror du, I ikke har kunnet sælge flere billetter? Er der for mange festivaler i Danmark?
– Det er svært at sige. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er stor både på festivalmarkedet, og når det gælder københavnske koncerter. Vi troede bare, vi havde fundet en niche, og sidste år gik billetsalget pænt, men det gjorde det altså ikke i år. Det kan skyldes mange faktorer, programmet, det dårlige sommervejr, datoen. Der er mange faktorer, som vi nu skal have evalueret.
I har fået lov til at holde to festivaler i Skanderborg næste år. Kommer aflysningen af Smukfest Copenhagen til at spille ind på jeres overvejelser om at holde to festivaler i Skanderborg?
– Nej, det har vi ikke overvejet.
Er idéen om en Smukfest i København død nu?
– Indtil videre er den.