Nyhed

Volbeat afslører supportnavne til koncerten i Tusindsårsskoven

Hardrockerne får støtte af nogle erfarne og tunge boybands den første august

Lørdag den 1. august vender hårdtslående Volbeat tilbage til andedammen, eller rettere sagt, Tusindårsskoven i Odense, hvor de vil spille for op mod 40.000 tilskuere. Og i dag kan det så afsløres, hvem der skal varme det store publikum op: 

Det bliver de legendariske tyske metalpionerer Accept og det danske dødsmetalband Konkhra, der får fornøjelsen af at komme med Danmarks største rockbands fest i Odense, når de står foran deres, til dato, største publikum i Danmark.  

Accept


Med et katalog af musik, der går helt tilbage til deres selvbetitlede debutalbum i 1979, har Accept formået at imponere det danske publikum flere gange bare inden for de sidste par år. I 2012 spillede de foran et pakket Amager Bio, og det efterfølgende år spillede det tyske band på den succesfulde festival for rock og metal, Copenhell. Sidste år udgav de studiealbummet "Blind Rage" og fik mange anmelderroser med på vejen af anerkendte metalmedier. De spiller enkelte udvalgte koncerter denne sommer i Europa, og 1. august er de klar til at sætte gang i metalfesten.

Varm op med: "Teutonic Terror"


Konkhra 

Aftenen bliver dog åbnet med det københavner-baserede dødsmetalband Konkhra. De startede deres karriere under navnet Vicious Circle i slutningen af 1980'erne, men endte på navnet Konkhra i forbindelse med, at deres første demo blev færdiggjort for cirka 25 år siden. De beviste hurtigt, at de var et af de mest interessante navne i Danmark igennem 1990'erne blandt andet med deres roste udgivelser "Spit or Swallow" og "Weed Out the Weak".

Cirka omkring den tid blev Volbeats forsanger Michael Poulsen, som en ung talentfuld musiker, inviteret til at varme op for Konkhra sammen med resten af Poulsens hedengangne band Dominus, da Konkhra skulle spille i Ringsted-spillestedet Medborgerhuset. Det var første livejob, Donimus spillede, og som tak for at få den chance i musikken gengælder Michael Poulsen nu anerkendelsen, når Konkhra åbner en dag i rockens tegn på Fyn.


Varm op med: "Warmonger"

Koncerten finder sted lørdag den 1. august i Tusindsårsskoven i Odense klokken 18.30 og billetter kan købes købes her

ANNONCE