Nyhed

GAFFA på Tallinn Music Week - del 1

GAFFA rapporterer fra den farverige festival i Estlands hovedstad

Arkivfoto.

Det er efterhånden otte år siden, at Tallinn Music Week løb af stablen for første gang. Festivalen har siden gennemlevet et vokseværk af dimensioner og tilbyder i dag en bred vifte af musik og kultur, hvor du kan snuble over nye oplevelser lige så let, som du kan træde skævt på bystrædernes mange brosten. "Festivalen hylder kreativ frihed, lighed og forskellighed," skriver festivaldirektør, Helen Sildna. Et udsagn med politiske undertoner, hvilket ikke er mærkværdigt, hvis man tager landets historie i betragtning. Deres løsrivelse fra Sovjetunionen skete i halvfemserne og er derfor stadig i frisk erindring.

Historien fortæller, at det estiske folk brugte kormusikken og fællesskabet som våben i kampen om selvstændighed. Om det er en myte vides ikke, men at der bliver sat lighedstegn mellem det spirende kulturliv og kampen for frihed, er der ingen tvivl om. Som sædvanligt bliver alle delegerede indlogeret på det overdådige Nordic Forum Hotel, kun et stenkast fra den gamle bydel. Det er her festivalens konference bliver afholdt. Det er branchens mulighed for at endevende og udtømme relevante problemstillinger med hinanden, og skal man selvfølgelig ikke glemme den gratis kaffe, der får skudt hjernebanerne igang med et tiltrængt koffeinskud efter nattens koncerter. 


Anti-band lægger lyd til startskuddet

Åbningsfesten finder sted på Kultuurikatel, der er en stor industrihal med nøgne mursten og bevarede jernrør, der løber langs væggene. Hallen rummer tre scener, så det skorter ikke på musik. Stedet er pakket med mennesker, der er smyger sig ind og ud mellem hinanden i forsøg på ikke at spilde plasticbægernes dyrebare dråber. Vi bevæger os op for at høre det selverklærede "anti-band", KXP. Der er næsten sataniske tilstande, da den finske kvartet toner frem af scenens mørke. Med sorte kutter trukket langt ned foran ansigterne begynder de to trommeslager at brolægge musikkens groovetunge bund, der fortsætter ind i et dystert lydunivers, hvor mørke og udbrud er grundstenene. 

Den dansk-tyske violinist og sanger Nils Gröndahl udfordrer og tryllebinder sine tilskuere med vibrerende støjflader, hvor hvert strøg bliver forvrænget og forstørret gennem en bunke loop-pedaler. Det er bemærkelsesværdigt, at det lille, sarte instrument kan fylde så meget. Lyden gjalder mellem hallens kolde vægge for derefter at fordufte under loftshvælvingen. Gröndahl har tidligere spillet med Under Byen og Broken Twin, men når han er på egen hånd, synger han på sit tyske modersmål. Det ellers så brutale sprog lyder næsten som elversang mellem det stort klingende lydtapet af avantgardistisk støjrock. 


Aftenens sidste koncert er postpunk-orkestret The Membranes. Orkestret blev dannet i senhalvfjerdserne og har flere studiealbum under bæltet. De optræder i anledningen med det estiske kor, Chamber Choir Sireen. En meget særlig konstellation, der desværre ikke udnytter sit potentiale til fulde. Det omfangsrige kor buldrer ud i få, sporadiske fraser og det passer selvfølgelig som fod i hose til punkæstetikken, men man kunne godt have ønsket sig, at der blev eksperimenteret mere med formatet. 

Fucking fantastiske sange og farverige kontraster

Fredagen begynder med en paneldiskussion mellem sangskrivere, der forsøger at udpensle, hvordan man tager skridtet fra en god sang til en fucking fantastisk sang. Det udmunder i spekulationer om, hvor inspirationen er størst, hvilket ikke nødvendigvis er, når hjertesorgen hærger i kroppen. Desuden får panelet aflivet myten om, at sangskrivere skal være på druk og stoffer, selvom det blev indrømmet, at tømmermænd er en god, sensitiv tilstand. Et udsagn flere tog til sig, da de senere på aftenen forsøgte at erhverve sig den meditative tilstand til morgendagen. 


Senere på eftermiddagen går turen til majestætiske Theatre No99, hvor lyset spejler sig i lysekronernes glimtende krystaller under loftsmalerier. Der bliver drukket vin, øl og berygtet æblesnaps, inden den estiske præsident, Toomas Hendrik Ilves spiller sit opsamlingsalbum med sange fra rockens guldalder. Lidt som en begejstret onkel, der stolt viser vinylsamlingen frem. Havde man stukket de delegerede et estisk statsborgerskab, er der ingen tvivl om, at stemmerne ville vælte ned i hans urne. 

Aftenens første koncert bliver Revolutionary Army Of The Infant Jesus, der spiller på Mustpeade Maja. Et venue, der ved første øjekast ligner et dyrt hotel, men indvendigt minder om en kirke. Musikken er svalende, og publikum har derfor sat sig i skrædderstilling på de bonede gulve. Selv guitaristen har sat sig med guitaren på skødet og ansigtet vendt mod orkestrets stemningsmættede visuals. De dvælende dronetoner strømmer mellem rummets mure og med billedet af et krakeleret Jesus-maleri er de religiøse referencer til at føle på. I spillestedets kælder driller teknikken hos den estiske duo, der ironisk nok, kalder sig Machineries Of Joy. Det bliver i stedet til en langtrukken trommesolo og en masse frustration. Man kan spore deres ærgelse i ansigterne på publikum, der til gengæld forsøger at nikke hovederne i takt til de vildfarne trommeslag. 

Liima har indtaget biografsalen på Kino Sóprus. Orkestret er dannet af Efterklang-medlemmerne og den finske percussionist Tatu Rönkkö, og den nye konstellation har tiltrukket en stor skare af mennesker, der enten sidder dybt sunket ned i de røde biografsale eller står henslængt bag sæderækkerne. De bliver hurtigt fængslet af legesyge synths og percussive rytmer. Liima minder til tider om Dirty Projectors med omdrejningspunkt i skarpe synthfigurer og flerstemmige vokaleffekter. Det er klart én af festivalens bedre koncerter, der vinder points ved deres engagement og variationsrige repertoire. 

Von Krahl byder på mareridtslignende tilstande, da estiske Rebel Angel træder ind på scenegulvet. Deres skærebrændende firsersynth bølger støjende ud i rummet med et mørkt og dæmonisk udtryk. Sangerinden valser rundt med en champagneflaske i hånden, og scenariet udvikler sig til en forfærdelig karaoke-oplevelse, hvor støj er backtracket, og sangen mest af alt minder om pinagtige hvæs. Bedre står det til på spillestedets førstesal, hvor folk står som sild i en tønde til Trad. Attack. Med sækkepibe, jødeharpe og højt humør får trioen charmeret sig ind på den overvældende menneskemængde, der gnubber sig op ad hinandens skuldre i et forkrampet forsøg på at danse. Pulsen er galoperende og små ostinater udvikler sig langsomt til energisk folkrock. 

Sidste stop på ruten er rockhøjborgen, Woodstock. Under gadens brosten, dybt nede i en kælder, står Faun Racket. Den estiske duo kombinerer elektroniske beats med mørk rockvokal i et spændingsfelt mellem folkrock og rave. Der er ikke mange mennesker i kælderdybet, men de lytter interesseret, og det lykkes duoen at bygge bro mellem musikalske modpoler. En fin afslutning på en fortravlet dag, der bød på både mareridt, oprejsning og folkefest.

ANNONCE