Nyhed

Smukfest-talsmand er tilfreds – og begejstret for Sia

Poul Martin Bonde er en glad mand dagen derpå

Årets 37. Smukfest er forbi, og dagen derpå har vi taget en snak med talsmand Poul Martin Bonde om, hvordan han synes, festivalen er gået, og hvad der kan gøres bedre næste år.

Hvordan synes du selv, festivalen er gået?

– Vi er rigtig glade, den har klappet på alle fronter, helt fra åbningen af Live Camp sidste søndag til i afslutningskoncerten med TV-2. Vi har haft mange nye tiltag i år, og de har virket. Både den nye Stjernescene og hele området omkring den, hvor vi har fået bedre plads efter trængselsproblemerne med Kim Larsen-koncerten sidste år, og så det, at vores beredskab til at gelejde folk rundt på pladsen har været mere synligt i år. Og så vil jeg gerne takke vores 13.000 frivillige, der har ydet en kæmpestor indsats, og vores publikum, som har sørget for en virkelig god stemning. Der har stort set ikke været nogen uheldige episoder med publikum.


Apropos Stjernescenen var lydtårnet lidt højt, og det har vel kostet lidt på udsynet til scenen?

– Måske, det er noget, vi skal evaluere på. Hele området er jo nyt, så der kan være ting, der skal justeres.

Hvordan ser økonomien ud, I havde jo udsolgt – får I overskud?


– Det er for tidligt at sige noget om endnu, men vi håber da. Vi har endnu ikke overblik over den samlede omsætning, men efter lørdag var den lidt højere end sidste år. Til gengæld havde vi nogle ekstraudgifter i forbindelse med regnvejret, hvor vi blandt andet kørte 2500 jernplader ud, som folk kunne køre på. Men når den slags opgaver opstår vi, rykker vi med det samme, og så ser vi på økonomien bagefter.

Hvor mange billetter har I solgt?

– Sammenlagt af partout- og endagsbilletter har der været 32.-34.000 personer på pladsen per dag, og i alt har vi været cirka 52.000 i skoven, når man lægger frivillige, pressefolk og inviterede gæster med.


 

Fantastisk at få udfordret sanserne

En af de koncerter, folk har talt meget om, var Sia (billedet), der leverede noget, som var mere en danseperformance end en traditionel koncert. Var det noget, I vidste, da I bookede hende?

– Nej, vi bookede hende på baggrund af de sange, hun har haft gennem årene. Vi har jagtet hende i syv-otte år. Men da vi så anmeldelserne fra hendes koncert på Coachella-festivalen i Californien i april, da hun var booket, vidste vi godt, hvad hun ville komme med. Det er fantastisk at få et show, der udfordrer sanserne, og jeg har hørt mange sige, at de blev rørt over hende. Hun har udløst stærke reaktioner.

Er det noget, man vil kunne se mere af fremover på Smukfest?

– Måske, hvis der er nogen, der kan lave noget lignende, men det er der nok ikke mange, der kan. Men måske kan hun være med til at rykke nogle grænser. Jeg synes også, der er mange af dj’sene, der har lavet rykket på det visuelle. Vi havde i øvrigt også en del street art i år.

Så var der også Paul Young, en mand, der ikke har haft et stort hit siden starten af 90’erne, og som også fik lunkne anmeldelser. Hvad lavede han på festivalen?

– Vi har haft en del koncerter gennem årene med navne, der måske har haft deres største kommercielle hits. Jeg husker selv en fin Uriah Heep-koncert for et par år siden og Simple Minds sidste år, og Sting har måske også haft sin kommercielle storhedstid, men derfor kan han stadig levere et vitalt show. Jeg har hørt om mange, der havde en god oplevelse med Paul Young, måske mest af nostalgiske årsager, men det skal der også være plads til.

Og kopibands, det havde I også i år?

– Ja, vi havde to, Almost AC/DC og Best of Bowie. Det er jo en meget lille del af festivalprogrammet, og det skal der være plads til.

I år offentliggjorde I hele programmet på én gang. Er det noget, I vil gøre igen næste år?

– Det har vi ikke taget stilling til endnu. Nu skal vi lige have evalueret på årets festival, men der er altid noget, der skal raffineres.

 

 

 

ANNONCE