Duoen lader anarkiet tage styringen i videoen til You Let the Looseness In – og anbefaler sange med bl.a. Julia Holter, Nick Cave og Mazzy Star
Duoen Jørck alias sangerinde og tangentspiller Trine Jørck og guitarist, bassist og tangentspiller Torben Guldager er aktuelle med en smuk og stemningsfuld video til sangen "You Let the Looseness In" fra albummet "Black Sun". Se videoen nedenfor.
Om sangen fortæller Jørck:
– Nummeret "You Let The LoosenessIn" handler om eksistentiel sult og oplevelsen af at miste kontrollen i jagten på de store følelser. Den handler om at have en brændende lyst til at søge ud over grænserne, forbi rutinerne og samfundets hamsterhjul, men også, hvor destruktivt og ødelæggende det kan være, når man giver afkald på alle de rammer, som også er med til at binde hverdagen og livet sammen. Det handler om at søge de stærkeste følelser, de stærkeste farver, de stærkeste sanser, men samtidig også opleve, at man hele tiden misser essensen.
– Man gør alt, hvad man kan for at mærke livet og udslette følelsen af tomrum. Man går i ekstremer ved eksempelvis at spise for meget, spise for lidt, drikke for meget, tage stoffer, have et overdrevent fysisk behov for nærkontakt med andre mennesker eller lignende. Sangen og videoen handler om hedonisme, sult og længsel, og det handler om en verden, som bryder sammen omkring en, fordi man lader det frislupne, det anarkistiske, det regelløse tage styringen. Sangens handling er fortolket i en symboltung musikvideo af videokunstner Baijie Curdt-Christiansen.
GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen tildelte albummet "Black Sun" fire stjerner og skrev blandt andet følgende:
"Et cigarettilrøget mørkt rum, en barstol på en lille scene i hjørnet, en klagende guitar og en rocket, vibratofyldt vokal. Sådan kunne man forestille sig duoen Jørck, bestående af Trine Jørck på vokal og Torben Guldager på guitar, indtage virkeligheden eller rettere: Tage virkeligheden ind. For teksterne svæver et hævet sted imellem iagttagelse af eksistenser og pointer om livet, og hendes fantastiske stemme er betagende. Sådan lidt Mazzy Star-inspireret." Læs hele anmeldelsen her.
GAFFA har fået Jørck til at lave en playliste med 10 sange, de lytter til netop nu. Hør playlisten nedenfor – Robert Plant & Alison Krauss-nummeret kommer som video, da det ikke er på Spotify – og læs deres egne ord om sangene:
10 sange, Jørck lytter til lige nu:
Julia Holter: Sea Calls Me Home (Have You In My Wilderness, 2015):
Det er melodiøst og ambitiøst, nyskabende og velkendt. Og saxofonsoloen er genial. Den sang trykker på alle de rigtige knapper.
Angelo Badalamenti: Pink Room (Fire Walk With Me Soundtrack, 1992):
Vi er tossede med soundtracket til Twin Peaks samt den efterfølgende film Fire Walk With Me, som dette nummer er fra. Det er urofremkaldende, mareridtsagtigt, drømmende og dragende på én gang.
Nick Cave and The Bad Seeds: Higgs Bosom Blues (Push The Sky Away, 2013):
Efter igen-igen at have genset filmen 20.000 Days On Earth med Nick Cave kører pladen atter på repeat. Især nummeret Higgs Bosom Blues, da dette nummers dronende og cirkulære arrangement har været en stor inspirationskilde. Hele pladen er fantastisk, og instrumenteringen er skøn, men lige netop dette nummer har en endnu større underspillethed end de øvrige.
Tame Impala: Let It Happen (Currents, 2015):
Et helt igennem fedt og blødt nummer fra de skønne australiere. De stramme elektroniske beats og de lækre synth-temaer gør bare én blød i knæene og tænksom. Derudover er phaser på guitaren altid et hit. Vi har været store fans af Tame Impala fra begyndelsen, men dette album er helt uovertruffent. Vi ser frem til koncerten på Roskilde til sommer.
David Bowie: Lazarus (Blackstar, 2016):
Det giver vist sig selv. Det er ikke super originalt at skrive, men det var en afskedssalut, som ikke kunne være mere veludført. Nummeret har jo ikke været til at komme uden om den seneste måned, men det er et nummer, som vi også vil sætte på, når Bowiemania løjer af.
Portishead: Roads (Dummy, 1994):
Portishead og særligt albummet Dummy har været en stor inspirationskilde for vores nye album Black Sun. Det er især de tunge tilbagelænede triphop-beats kombineret med det melodiøse, stemningsfyldte og intense i vokalen, som vi har ladet os inspirere af. Disse karakteristika kommer særligt til udtryk på et nummer som Roads.
Savages: Marshal Dear (Silence Yourself, 2013):
Det er mørkt, dystert, skarpt og komplekst. Nummeret lever, ånder og drager én ind. Det er et af deres mere underspillede numre, men i vores øjne deres absolut bedste på deres første album. Det nye album er desværre ikke rigtigt blevet tjekket ud endnu, så vi har sikkert noget til gode.
Mazzy Star: Fade Into You (So Tonight That I Might See, 1993):
Vi kan næsten ikke komme uden om Mazzy Star, som bliver ved med at være en tilbagevendende inspirationskilde for os. Hope Sandovals fløjlsbløde stemme og de drømmende og stemningsfulde arrangementer sætter vi på igen og igen. Det er måske ikke så kreativt at nævne deres største hit som favoritten, men det er bare et nummer, som vi aldrig bliver trætte af, og så er teksten uendeligt smuk.
Robert Plant & Alison Krauss' version af Led Zeppelins Black Dog:
Det er svært at udpege ét enkelt nummer fra pladen Raising Sand med den tidligere Let Zeppelin-frontfigur og countrystjernen Alison Krauss, da hele pladen er fuldstændig fænomenal. Så derfor vil vi i stedet fremhæve deres liveudgave af Led Zeppelins Black Dog, hvor T-Bone Burnett (som blandt andet har lavet soundtracket til første sæson af True Detective) styrer orkestret med underspillet, men hård hånd.
John Lurie: Chaucer Street:
Dette nummer er simpelthen et af de mest listige og cool numre, som vi har hørt. Du rives fra første anslag ind i et sydstats-Memphis-bluesunivers. Sangen er en del af soundtracket til Jim Jarmuschs film Mystery Train, og både filmen og soundtracket i sin helhed kan varmt anbefales.
