The Wheels er første nye sang fra indie-ikonet i fem år
http://www.bbc.co.uk/programmes/b06vp9rcEngelske PJ Harvey er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival, og hun har netop offentliggjort første single fra sit første album i fem år. Singlens titel er "The Wheels", og den fik her til aften premiere på BBC Radio 6 hos værten Steve Lamacq. Du kan høre singlen her, hvor den kommer 51 minutter inde i programmet med en intro et minut tidligere.
Singlen ventes tilgængelig på streamingtjenesterne i allernærmeste fremtid.
"The Wheels" er første forsmag på PJ Harveys niende album, "The Hope Six Demolition Project", der udkommer 15. april og bliver efterfølgeren til det massivt anmelderroste "Let England Shake" (2011), der også modtog den prestigefyldte engelske Mercury Prize. Albummet er inspireret af Harveys rejser gennem fire år til Kosovo, Afghanistan og Washington, D.C. Om albummet udtaler Harvey i en pressemeddelelse:
"Når jeg skriver en sang, forestiller jeg mig hele scenen. Jeg kan se farverne, jeg kender tidspunktet på dagen, jeg kan føle stemningen, jeg kan se lyset ændre sig, skyggerne bevæge sig, alt i billedet. At skulle hente inspiration fra andenhåndskilder føltes for langt fra det, jeg ville skrive om. Jeg ville lugte luften, føle jorden og møde folk i de lande, jeg var fascineret af."
Albummet blev indspillet sidste år i Londons kulturcenter Somerset House som en slags udstilling, "Recording in Progress". Her kunne se publikum se Harvey, hendes band og producerne, de mangeårige samarbejdspartnere Flood og John Parish, indspille albummet i et studie, hvor publikum kunne kigge ind, men Harvey & Co. ikke kunne se ud, så de ikke blev forstyrret.
Albummet udkommer som cd, på vinyl og som digital download, oplyser Harveys pladeselskab Island Records, der imidlertid ikke nævner noget om streamning. Tracklisten er som følger:
1. The Community of Hope
2. The Ministry of Defence
3. A Line in the Sand
4. Chain of Keys
5. River Anacostia
6. Near the Memorials to Vietnam and Lincoln
7. The Orange Monkey
8. Medicinals
9. The Ministry of Social Affairs
10. The Wheel
11. Dollar, Dollar
PJ Harvey tager til sommer på europæisk festivalturné med et nyt, nipersoners orkester og gæster som nævnt blandt andet Roskilde Festival.
Se en trailer til albummet her: