Nyhed

Portræt af Eagles: Hedonistiske ørne på himmelflugt

Vi mindes den afdøde guitarist og sanger Glenn Frey med en stor portrætartikel

Mandag den 18. januar døde Glenn Frey, guitarist og sanger i Eagles, af komplikationer efter blandt andet lungebetændelse, 67 år gammel. Vi mindes ham med denne portrætartikel, som oprindeligt blev bragt i GAFFAs Klub-tillæg i maj 2009 i forbindelse med gruppens koncert i NRGI Park i Aarhus. På billedet ses Don Henley til venstre og Glenn Frey til højre.

Året er 1972, og vi er røvforkælede. I forstaden Lyngby synes der ingen smalle steder. Vi bor klos op af det, der siden kommer til at hedde DTU, et campus med rigtigt mange mænd, som jo skal have tiden til at gå. Det udmønter sig i scenen Polyjoint, hvor der er koncerter, og ikke mindst i den mere konstante scene, Kælderbaren. Ankermand her er Fister, der er fynbo i eksil og altid sidder i døren, og jeg kommer der rigtigt meget i årene mellem den først vækkelse via Led Zeppelin og Deep Purple, og til jeg finder min klike af flippere og stoffer og vejen går ind mod København. Mod Staden og scener som Huset og Saltlageret.

På Kælderbaren regerer vestkystrock big time – vel at mærke fra den amerikanske vestkyst - og centrale er Eagles, som rammer scenen og for alvor får os med på vognen, da de skipper den engelske producer Glyn Johns og lancerer den banebrydende stil med hamrende flotte vokalharmonier og guitarer, der flytter noget. Det er på albummet On The Border, som med åbneren Already Gone og sangen om filmhelten James Dean tager fra. De er for alvor ved at blive selve identiteten, selve den solflimrende drøm om Los Angeles, som et 1970'er-ekko af Beach Boys' glade surferdrenge på en endeløs solbeskinnet strand. Med producer Bill Szymzyk ved roret og god støtte fra sangskrivere som vennerne Jackson Browne og Jack Tempchin og sågar en sang af Tom Waits skaber de et album, der er en vestkystklassiker.


Det er som om, det hele falder i hak.

Måske er vi bare så privilegerede i vores forstads-middelklassevirkelighed. Ved det ikke. Men i hvert fald har vennerne alle pladerne, der er gået forud, og nede på musikbiblioteket kan Gustav vejlede os, hvis der mangler noget. Her samler jeg op på informationerne fra musikbladet Rolling Stone, og her er Eagles supergruppen, der på det første foto, jeg ser, er skudt bagfra stormende ind mod et totalt udsolgt stadion et sted i Californien.

Der er selvfølgelig direkte forbindelse tilbage til tressernes store band på de kanter, The Byrds, samt ikke mindst til forbilleder som Crosby, Stills & Nash, Neil Young, Buffalo Springfield og Flying Burrito Brothers, hvis hovedkraft Gram Parsons tager sin fatale overdosis i 1973, som ørnene for alvor er ved at lette med hitalbummet Desperado. Alle synes at høre og lære af de bands, som alle har folkemusikken med sig i lyden, ikke bare på vestkysten, men også i Sydstaterne og hele lyden fra studier i staten Alabamas Muscle Shoals – et lille samfund på landet nær Memphis og Nashville – og Macon i Georgia. Jeg taler om orkestre som Allman Brothers Band og Marshall Tucker Band.


Jeg er megafan af Poco, som er mere ren country end Eagles, men de mangler det sidste i kommerciel henseende. Det er som om, Eagles skal være dem, der for alvor løfter arven fra The Byrds og sætter turbo til countrymusikken, samtidig med at det falmede billede af tryllesommeren i 1967 stadig blafrer på nethinden. Fælles for alle disse bands er, at de består af hvide drenge med hippiefrisuren i orden, der leverer ufejlbarligt rene korharmonier og alle er flasket op med The Beatles.

I den forkælede forstad bliver vores lokale input bandet Buffalo, som udkommer på enmandspladeselskabet Hookfarm i 1975, i øvrigt året efter at Michael Krogsgaards (oversæt efternavnet til engelsk) plademærke debuterer med en mærkelig plade med en sær personage ligeledes fra Lyngby, nemlig C. V. Jørgensen og En Stynet Strejfer. I Buffalo spiller blandt andre Peter Viskinde (Big Fat Snake), og de er som taget ud af den drøm, der fostrer Eagles.

Minus al den kokain og millionerne, der følger i kølvandet på vestkystbandets vilde tur gennem 1970'erne.


 

Hvidt vestkyst-wonder

Det er synd at sige, at Eagles nogensinde har haft kritikertække. Tværtimod var de regnet som et af de typiske orkestre fra start- og midthalvfjerdserne, som mest af alt symboliserede det nedsættende udtryk Corporate Rock. Altså bands, der var blevet markedsført af jakkesæt, og hvor forretning kom før smag. Hvor succes var resultatet af en særdeles kreativ manager, som i Eagles' tilfælde var en fysisk undermåler ved navn Irving Azoff, samt en pladeselskabsboss i form af den legendariske David Geffen. To særdeles skarptslebne hjerner, som blev afgørende for Eagles' erobring af verdenspublikummet. I første omgang Geffen. Og siden med Azoff i den altoverskyggende hovedrolle.

Men kritikertække havde bandet altså ikke. Og specielt lå de mere eller mindre i krig med det indflydelsesrige blad fra San Francisco længere oppe ad kysten, Rolling Stone. Og skal jeg tage kritikerkasketten på, så kan de virkeligt gode og originale sange fra orkestret også tælles på meget få hænder. Mens kun én sang for alvor ramte toppen og fortjener sin klassikerstatus, nemlig titelsangen fra det femte album med originalt materiale, Hotel California.

Eagles kunne dog grine hele vejen til banken. For pladen inden, opsamlingsskiven Their Greatest Hits (1971-1975), har i skrivende stund for længst sat national rekord i USA for flest solgte album. Hele 29 millioner er blevet langet over disken, og på verdensplan er den på tredjepladsen på en liste, som selvfølgelig toppes af Michael Jacksons Thriller. Der er altså mange millioner andre grunde end lige kritikernes meninger til, at det langt hen ad vejen er en supergruppe, som kommer forbi Skandinavien på, hvad der måske kan blive en sidste turné. Men lad os lige skrue tiden tilbage til de lyse år i kølvandet på den psykedeliske sommer i 1967.

De to centrale personer i Eagles er Don Henley og Glenn Frey. Sådan har det været, siden de i sin tid mødtes i Linda Ronstadts backingband. To personer med et meget forskelligt udgangspunkt, men derfor også et par, som supplerer hinanden formidabelt. Når de altså ikke skændes, så det brager. Og som kom til at skrive en lang række af de store hits for gruppen.

Don Henley kom oprindeligt fra Texas, fra et hjem, der tidligt forstod at bakke ham op. Født i 1947 var der rig adgang for ham til radiostationer som WNOE, der sendte country- og bluegrassmusik sent på natten fra New Orleans. Han begyndte at spille med et lokalt jazzband som 14-årig, og året efter gav forældrene ham et trommesæt. Siden da skulle Henley stå for den usædvanlige kombination af forsanger og trommeslager.

Som 16-årig mødte han Richard Bowden, som han siden skulle møde hos Linda Ronstadt, og sammen ville de optræde med et orkester, som fortrinsvis spillede kopimusik med vægt på forbilleder som soulsangerne Otis Redding og James Brown. Han skulle dog snart finde sin inspiration hos orkestre som The Byrds og især de indflydelsesrige The Dillards, som var nogle af de første til at sætte strøm til bluegrass, og som i øvrigt siden skulle komme til at samarbejde med en anden af grundlæggerne af Eagles, Bernie Leadon.

Henley spillede i kølvandet på den psykedeliske sommer i bandet Shiloh, som havde det held, at de mødte countrysangeren Kenny Rogers, der lige havde hittet med Ruby, Don't Take Your Love To Town, nummeret som i Danmark mange år senere blev lanceret af Sort Sol. Via Rogers kom Shiloh i 1970 til Los Angeles, hvor de fik pladekontrakt med det lille plademærke Amos Records. Hverken deres første single eller det efterfølgende album flyttede særligt meget, men Don Henley fandt vej til den klub, som sammen med Whisky-A-Go-Go var den førende i Englenes by på den tid, nemlig Troubadour, som lå på Santa Monica Boulevard. Det var her, at han en dag i 1971 blev budt på en øl af en langhåret ung mand fra motorbyen Detroit i staten Michigan. Hans navn var Glenn Frey.

Født i 1948 var Glenn Frey altid en knægt, der ville frem. Ustyrlig. Han blev tvunget af moren til at spille klaver fra femårsalderen, men det var for alvor som 16-årig, da han så to koncerter med The Beatles, at han så sin fremtid lysende. Han ville være rockstjerne og tjene kassen. Hans næste musikalske vækkeur blev Bob Seger, som var nogle år ældre, og som også i 1970'erne med sit Silver Bullet Band skulle opnå superstjernestatus i USA. Seger havde allerede debuteret i 1961, og i '67 fik Frey chancen for at spille for Seger i et studie i Detroit. Seger så talentet og blev producer for Frey og dennes backingband, The Mushrooms. De skar en single, men det var med musik og tekst af Seger, og da den floppede, gav den hjælpsomme mentor Frey det gode råd, at han i fremtiden skulle satse på at skrive sit eget materiale.

Det var dog ikke musikken, men en anden af Freys helt store passioner, der fik ham til at lette røven og søge mod vestkysten. Manden, der siden skulle få øgenavnet Teenagekongen for sin totalt hedonistiske adfærd i forholdet til groupier – som vestkystens svar på Led Zeppelins Robert Plant - drog til Californien i kølvandet på en kvinde. Typisk for Frey slog han dog et lille smut sydpå på vejen. Til Mexico, hvor han lige skulle købe noget pot. Derefter søgte han efter kvinden, der var målet for hans lystfølelse, og var heldig igen. For dér i lejligheden mødte han en mand, som skulle få stor betydning som ven, samt især som komponist og musikerkollega. En mand fra Texas ved navn John David Souther, som tilfældigvis havde gang i et forhold til Freys kærestes søster.

Glenn Frey var for længst blevet sanger og guitarist i klassisk stil a la Neil Young. Via Souther lærte han at spille countrymusik, og de dannede bandet Longbranch Pennywhistle, som snart fik jobs på Troubadour-klubben. De endte med at skrive kontrakt med samme pladeselskab som Don Henleys gruppe, ligesom de på deres debutskive fik fornemme studiemusikere ind over, blandt andre guitaristen Ry Cooder. Pladen kom i 1969, men druknede i det massive output, der kom i kølvandet på ungdomsoprøret.

Spildt gerning var det dog ikke. For Souther og Frey mødte en anden kommende superstjerne, nemlig sangeren og sangskriveren Jackson Browne.

 

Musikskole op gennem gulvet

Mødet med Jackson Browne havde nærmest en revolutionær virkning på Glenn Frey. Han havde allerede været med i det delvist kendte orkester The Nitty Gritty Dirt Band, og havde i et par år været en respekteret del af den lokale scene for folkemusik omkring klubben Paradise. Ligesom han havde kontrakt som sangskriver og allerede leverede til blandt andre familieorkestret Jackson 5, som i 1972 var flyttet fra Detroit til Los Angeles sammen med pladeselskabet Motown.

Kvinderne var for længst fortid, og drengene hjemløse, så de fandt en lille lejlighed i LA-bydelen Echo Park, hvor Frey og Souther skiftedes til at sove på sofaen, mens Jackson Browne flyttede ind nedenunder med sit klaver og sin guitar. Og med det flyttede en formidabel skole i kunsten at skrive en popsang ind. Man kan faktisk sige, at lærdommen sivede op gennem gulvbrædderne fra den flittige mand i lejligheden nedenunder.

Glenn Frey havde indtil da troet, at sange var noget, man skrev, når inspirationen kom over én. Når kunstens muse lod sit nådens lys skinne, og et par vers nærmest skrev sig selv. Det var slet ikke Brownes metode. Sangskrivning var slet og ret hårdt arbejde fra tidlig morgen. Freys og Southers band kom aldrig videre, og de blev af kontraktmæssige årsager nødt til helt at droppe samarbejdet, hvorefter den stadigt mere modløse mand fra Michigan ville hænge ud på Troubadour, næsten altid samle en hamrende smuk pige op fra det tilsyneladende uudtømmelige lager og næste morgen vågne til den gentagne hamren i tangenterne på underboens klaver.

Ligesom heldet igen var med ham, da han mødte en af de lysende stjerner i pladebranchen, nemlig David Geffen, som sammen med Neil Youngs mangeårige manager, Elliott Roberts, i 1970 dannede det nye pladeselskab, Asylum. Geffen var taget ud til Echo Park, fordi hans sekretær tændte på et foto af Jackson Browne, og selv om han langtfra var forført af Frey i første omgang, havde denne fået et mål. Han ville efterfølgende rende Geffen på dørene i tide og utide.

Geffen var i gang med at samle en stribe etablerede og kommende stjerner til sit nye plademærke. Ud over Jackson Browne hyrede han blandt andre Linda Ronstadt og Joni Mitchell, samt det helt store scoop i form af Bob Dylan, der forlod Columbia for at udgive et studiealbum og livepladen Before The Flood. Men det var Linda Ronstadt, der for alvor kom til at betyde noget for Glenn Frey, da hendes manager kom og tilbød ham at indgå i hendes turnéband for den fyrstelige sum af $200 om ugen. Kort før turnéstart manglede de en trommeslager, og så var det, at Glenn Frey spottede Don Henley ved baren i Troubadour-klubben.

Da de spillede første koncert i Washington D.C. med Ronstadt, kunne de omgående mærke, at de havde fundet noget helt specielt. Det, der skulle blive til Eagles, lå simpelthen og spøgte i luften omgående. Ikke mindst fordi orkestret var komplet med bassisten og sangeren Randy Meisner, som havde en distinkt og særdeles ren tenor til at lægge ind i koret, samt en solid baggrund i det fine countryrockband Poco, og Bernie Leadon, en allerede særdeles erfaren musiker, med en unik tilgang til country- og bluegrass, en fed sangstemme og et uomtvisteligt mesterskab på banjo.

Bernie Leadon havde allerede spillet med Dillard and Clark, altså duoen bestående af banjospilleren Doug Dillard fra de legendariske The Dillards, og Gene Clark (1944-91), forsanger i The Byrds. Leadon havde også tidligere spillet med Linda Ronstadt i bandet Corvettes, og han havde været inde over i et andet af countryrockens pionerorkestre, The Flying Burrito Brothers, hvor han havde spillet guitar og dobro. Han var en "pro" og aftvang en naturlig respekt.

Den endelige fødsel af det fremtidige orkester kom en aften på en klub i Florida-afdelingen af Disneyland – af alle steder - da Ronstadts manager, John Boylan, satte de fire til at spille sammen uden sangerinden.

Derefter var det kun et spørgsmål om tid.

 

Gunslingers i drugland

I september 1971 gik de fire direkte ind på David Geffens kontor på Sunset Strip i Los Angeles. Han behøvede ingen betænkningstid, og elskede også navnet omgående. Ørnen indgår i USA's nationale symbol, har en symbolsk betydning for indianerne, og så er der mytologien. Alle læste Carlos Castanedas bøger om troldmanden Don Juan i de år, og navnet ramte lige ind i den mystik. Endelig slog det Geffen, at ordet Eagles næsten lød som Beatles.

I første omgang sendte Geffen dem til skibyen Aspen i Colorado, hvor de spillede hver aften. Repertoiret var covernumre af blandt andre Beatles og Neil Young. Hjemme i Los Angeles kunne de forlade henholdsvis slumlejligheden i Echo Park, og i Henleys tilfælde det lige dele berømte og berygtede Tropicana-motel, hvor også en anden Asylum-kunstner, Tom Waits, boede. Nu flyttede de op i bakkerne, og festen kunne begynde.

Glenn Frey bosatte sig med største selvfølgelighed i Laurel Canyon. Og så gik de i gang med at skabe et materiale ud fra devisen, at alle komponerede, og alle var på skift forsangere. Ligesom forskellige venner var inde over, såsom Jack Tempchin, som skrev den typiske Byrds-agtige Peaceful Easy Feeling, Jackson Browne, der dels kom med en selvstændig komposition, og som desuden skrev hovedparten af hitsangen fra pladen, Take It Easy. Det var en sang, som Frey havde samlet op gennem gulvbrædderne i Echo Park og så gjorde færdig. Don Henley skrev kun en enkelt ting, nemlig den atypiske Witchy Woman, der lød som fattigmandsindianerblues, som en hilsen til Buffie St. Marie eller bandet Redbone. Selv om den hittede, var den lysår fra de ting, som ville komme fra Henley, da makkerskabet med Glenn Frey for alvor kom op at køre.

David Geffen vidste, at han havde med en flok unge og særdeles vilde rødder at gøre, hvor distraktionerne stod i kø i form af smukke piger, endeløse fester og stoffer. Svaret kom i form af en rejse til England og produceren Glyn Johns, som tidligere havde arbejdet med blandt andre Rolling Stones. Han blev den faste producer over de næste to plader, og selv om Eagles nødigt skiftede Englenes By ud med det engelske klima og de lokales mentalitet, samt langtfra var enig med produceren, som så dem som et rendyrket countryband, var han særdeles vigtig.

For via Johns' input blev de sammenspillede.

 

Legebarn som manager

I Irving Azoff havde Eagles en manager, som var deres jævnaldrende. Og ikke mindst en mand, der syntes, at rockstjernelivet ligefrem var sjovt. I modsætning til mange kollegaer syntes Azoff om kombinationen af endeløs venten, billig og usund grillmad, soundcheck på soundcheck, koncert, pressekonference, fest hver aften, blondiner frisk fra fad og tømmermænd på grænsen af det ulidelige næste morgen.

Som type kunne han minde meget om Peter Grant, den legendariske og stærkt berygtede manager for Led Zeppelin. Han ligefrem opfordrede sine drenge til at gå amok. Til at smadre hotelværelser og kaste tv ud af vinduet. Og han førte selv an, hvorefter han stod klar med det tykke bundt af dollarsedler, hver gang en hotelmanager skulle betales for endnu et smadret værelse. Det var så grelt, at eksempelvis guitaristen Joe Walsh, som kom med i 1975, rejste rundt med en motorsav, som han notorisk brugte til at skille møblementet overalt, hvor han var blevet indlogeret. Stumperne røg selvfølgelig ud af vinduet.

En gang i Indianapolis var han blevet givet et værelse ved siden af manager Azoff. Walsh havde muligvis behov for at bo i kollektiv. Det skulle man i hvert fald tro, for han benyttede lejligheden til at omdanne de to værelser til et. Kreativ boligindretning. Siden på det nu nedlagte Astor Tower Hotel i Chicago lykkedes det for ham at smadre for $35000, altså små 200.000 kroner.

Et typisk stunt fra dengang var den practical joke, guitaristen kørte af på manageren, som jo var på størrelse med en stor dværg. For at "hjælpe ham" gik Walsh engang amok med saven og forkortede samtlige stole- og bordben. Managerens hævn faldt prompte: Samtlige møbler i guitaristens rum blev hamret fast til loftet!

Legebarn eller ej, så var Azoff først og fremmest en benhård og hamrende dygtig manager for sit band, samt for den stribe af andre bands i rockens superliga, som siden skulle blive kunder i hans butik. De talte blandt andre Guns N' Roses, Morrissey, Steely Dan, Christina Aguilera, Journey, Seal og New Kids On The Block.

David Geffen var i stigende grad ved at forlade skuden efter One Of These Nights. Hans virkelige interesse lå i filmbranchen, for de var jo i Hollywood, og rockmusikken repræsenterede altså peanuts i forhold til film. Han havde allerede solgt dele af sit Asylum-plademærke, og i 1975 trak han sig helt ud. Han ville siden danne et nyt selskab, opkaldt efter ham selv. Men i forbindelse med det nye ejerskab gik Azoff på krigsstien for at sikre Eagles en genforhandling af rettighederne til deres musik, forhandlinger, der kom til at betyde, at gruppen gik fra en relativ normal indtjening til at ryge helt op i rockens superklasse.

Desuden fik man den gode idé at malke koen yderligere med et Greatest Hits-album af sange fra de foregående fire album. Herved skabte man et album, der blev det ultimative album til amerikanere i biler, det fænomen, man kalder car radio. Albummet er uden sammenligning det album, der har solgt flest eksemplarer i USA nogensinde. Foran klassikere som konkurrenterne Fleetwood Macs Rumours, og foran det album, der har solgt mest på verdensplan, nemlig Michael Jacksons Thriller. Også selv om Fleetwood Mac med deres massive succesalbum skulle ende med at være en torn i øjet på vennerne i Eagles. Men derom senere.

Så mens kasseapparatet begyndte at ringe jackpot, og den nye guitarist, Joe Walsh, havde indtaget pladsen ved siden af Don Felder, så der var basis for, at den sidste reminiscens af countrymusik kunne bane sig vej op i den blå luft, gik man i gang med indspilningerne til den mesterlige skive om dekadence og forfald i en verden, hvor Coke ikke mere "forfrisker Dem bedst", men nærmere førte til næseblod og smadrede slimhinder.

Velkommen til Hotel California.

 

Teflonnæse

Vi er nu midt i 1970'erne, og det var tæt på sidste udkald for countryrocken.

I New York var bands som The Ramones i færd med at indvarsle en ny tid omkring klubben CBGB på gaden Bowery. Og i samme område, nærmere bestemt med udgangspunkt i en lille ferieby lidt nede ad kysten, var en gigant ved at overtage det købestærke, hvide publikum, der som tilfældet var med Eagles, mest så på, om de blev godt underholdt. Og som alle ved, så var der få, der leverede lige den vare så godt som Bruce Springsteen, der netop i 1975 efter to album, der viste talentet, endelig fik sammensat den perfekte kombination i det E Street Band, der skulle ud og erobre verden. Midlet var et brag af en plade – Born To Run – og en sceneoptræden, som ofte varede den halve nat, og som der allerede gik massive rygter om blandt de gamle hippier på vestkysten.

Samtidig kan det nok være, at der blev festet igennem. Drengene i Eagles – måske især Glenn Frey – havde siden dagene på Troubadour-klubben forelagt residensen til stadig større villaer i de snørklede sprækkedale i bakkerne ved Hollywood-skiltet, hvor festerne kørte for fulde omdrejninger. Og hvor de i begyndelsen havde gjort, som hippier plejede i det område, nemlig tage på ture sammen ud til Joshua Tree-naturparken og droppe syre eller peyotekaktus, samt til daglig ryge en masse pot, både den mexicanske Acapulco Gold og siden de mere udbredte, såsom navnkundige Panama Red, så var det snart et bestemt sydamerikansk land, der kom i fokus. Et land, hvor narkobaroner syntes i total kontrol, og som leverede det bedste græs på planeten. Samt ikke mindst det nye modestof i rockverdenen. Jeg taler naturligvis om kokain.

Samtidig var der gang i et totalt magtskifte i bandet. Glenn Frey havde fra starten været tæt på David Geffen. I takt med at denne bakkede ud, var det makkeren, der kom ovenpå. For Irving Azoff var Don Henley nærmest som en søn. Og fra da af blev de to et hold, som de andre end ikke kunne drømme om at slå. Ligesom den senere solokarriere viste, at det var Don Henley – om nogen – der var fremtid i. Ligesom det var Azoff, der fik Henley overtalt til at få Joe Walsh ind i bandet på bekostning af Bernie Leadon.

Walsh havde faktisk allerede markeret sig med starten på en solokarriere. Han kom oprindelig fra bandet James Gang, og havde de seneste år lavet et par solide album, ligesom han i makkerskab med trommeslager, Joe Vitale, havde gang i et band, der ofte kunne mønstre Don Felder som andenguitarist. Walsh selv var faktisk en særdeles respekteret guitarist, og han havde med numre som Walk Away, Meadows og især Rocky Mountain Way vist, at han kunne få publikum i tale. Formatet skulle han for alvor vise, da han optrådte live umiddelbart før, han kom med i Eagles. En optræden, der kom med på det glimrende livealbum, You Can't Argue With A Sick Mind, hvor Felder var med hele vejen, og de øvrige nye venner i Eagles kom ind og lagde kor på den meget Eagles-agtige sang Help Me Through The Night.

Oprindelig havde trommeslager Henley ikke ønsket endnu en flamboyant frontmand ind i bandet, men Walsh viste sig at være et godt valg. Ikke mindst fordi Don Henleys mangeårige makker med den festlige tilgang til livet, Glenn Frey, var langt mere optaget af at sniffe det hvide pulver op i næsen, end godt var. Frey var ellers sammen med endnu en kæreste flyttet til kunstnerbyen Santa Fe i New Mexico, men vanen var flyttet med. Da også forholdet til kvinden røg sig en tur, reagerede manden - der ellers levede godt med tilnavnet The Teen King og om nogen havde droppet forhold med frekvens som en seriemorder - som om han nu også var blevet menneskelig og var blevet udstyret med et hjerte, der kunne knuses. Ergo satte han sit forbrug i vejret. Fra at sniffe lines gik han over til de berygtede Eight-Balls. Vi taler en ottendedel gram kokain lagt på et spejl i en lang linje.

Ud over den psykiske afhængighed var prisen rent fysisk, at sangeren - da næseblodet var størknet og stemmerne i hovedet blevet for meget – hele to gange måtte under kniven hos næsespecialisten.

Anden gang blev de sønderbombede slimhinder i Glenn Freys næse erstattet med teflon.

 

Enden i sigte

Hotel California blev højdepunktet for Eagles. Kunstnerisk formåede de at skabe et klassisk album, og på scenen gik de i gang med en verdensomspændende turné, som cementerede deres position i toppen af rockhierarkiet. Ligesom de nye tvillinger, Don Felder og Joe Walsh, sikrede en lyd, som holdt hele vejen.

Der var dog også en stigende utilfredshed i bandet. Kompositorisk stod der Frey og Henley på det meste, og de to tjente klart mere end de andre. Og det var ikke kun Glenn Frey, der var ude i et seriøst misbrug. Også bassist Randy Meisner var ved at stå af, og droppede mere og mere ud, når hans stjernestund kom. Nemlig i sangen Take It To The Limit, som han havde skrevet til albummet One Of These Nights sammen med Frey og Henley. Efter turnéen forlod han bandet og sjovt nok hentede man Timothy B. Schmit, som i sin tid havde overtaget hans plads i Poco. Randy Meisner skulle siden kun spille med de gamle venner, da de blev indlemmet i Rock'n'Roll Hall Of Fame.

Men konkurrencen var til at få øje på. Don Henley havde den oven i købet også i sengen, for han blev kæreste med Stevie Nicks, som tilmed slog ham på flere måder ved den afstemning, som læsere af musikbladet Rolling Stone foretager hvert år. Hun vandt nemlig for singlen Dreams med sit band Fleetwood Mac, som også vandt i kategorien Årets Album med Rumours. Det fik Irving Azoff til at nægte at møde op med sit band til Grammy-uddelingen i januar 1978, hvis han ikke kunne få resultatet at vide på forhånd. Han kunne dog have sparet sig bekymringen, for Hotel California vandt prisen for Årets Plade. Og Azoff havde selvfølgelig føjet en ny fjende til samlingen, da folkene bag Grammy-uddelingen mente, at ved at blive væk havde Eagles udvist mangel på respekt.

Efterfølgende begyndte nedturen. I første omgang trådte man vande kreativt, og først efter tre år kom efterfølgeren, der passende fik titlen The Long Run. Og trods en god hitlisteplacering var bandets medlemmer så grundigt uvenner, at Eagles gik i opløsning. Det var så grelt, at i forbindelse med det livealbum, som de af kontraktmæssige skyldte Warner, der ejede Asylum, var de tidligere perlevenner, Glenn Frey og Don Henley, så lidt på talefod, at de miksede hver deres del af pladen på henholdsvis østkysten og vestkysten.

Der skulle gå mange år, hvor den mest succesfulde klart var Don Henley, som skabte en mere end godkendt solokarriere. Joe Walsh har også fortsat, hvor han slap, da han kom med i Eagles. Men det var for alvor med deres MTV Unplugged-show i 1994, som desuden blev til albummet Hell Freezes Over, at der igen kom gang i samarbejdet. På den efterfølgende turné skabte det indkomstbevidste band yderligere opmærksomhed ved at sætte nye standarder for billetpriser.

Omkring årtusindskiftet blev den farverige guitarist Don Felder smidt på porten. Han har siden ført retssag mod Frey og Henley, ligesom han sidste år udsendte en meget kritisk selvbiografi – i øvrigt den første udleverende bog om Eagles skrevet af noget medlem. Ligesom de endelig kom tilbage med et helt album, da de i 2007 udsendte Long Road Out Of Eden. Her var de tilbage ved en kvartet som i de første år, altså Frey og Henley, samt Joe Walsh og Timothy B. Schmit.

Vi får se, hvad de kan i Malmø og Århus. Begyndelsen til enden. Eller en ny begyndelse. Don Henley truede i forbindelse med pladeudgivelsen med, at bandet nok ikke igen ville udsende et album. Men vi får se.

For man ved aldrig helt med de forfløjne ørne fra Englenes By.

Gruppen har ikke udsendt et nyt album siden 2007, men har turneret frem til sommeren 2015

 

Eagles gennem tiden

1971-1974:

Glenn Frey: sang, guitar, keyboard, synthesizer, mundharpe

Don Henley: sang, trommer, percussion, guitar, synthesizer

Bernie Leadon: sang, guitar, banjo, mandolin

Randy Meisner: sang, bas, guitar

 

1974–1975:  

Glenn Frey: sang, guitar, keyboard, synthesizer, mundharpe

Don Henley: sang, trommer, percussion, guitar, synthesizer

Bernie Leadon: sang, guitar, banjo, mandolin

Randy Meisner: sang, bas, guitar

Don Felder: guitar, mandolin, sang, keyboard, synthesizer

 

1975–1977:

Glenn Frey: sang, guitar, keyboard, synthesizer, mundharpe

Don Henley: sang, trommer, percussion, guitar, synthesizer

Randy Meisner: sang, bas, guitar

Don Felder: guitar, mandolin, sang, keyboard, synthesizer

Joe Walsh: guitar, sang, keyboard, synthesizer

 

1977–1980:  

Glenn Frey: sang, guitar, keyboard, synthesizer, mundharpe

Don Henley: sang, trommer, percussion, guitar, synthesizer

Don Felder: guitar, mandolin, sang, keyboard, synthesizer

Joe Walsh: guitar, sang, keyboard, synthesizer

Timothy B. Schmit: bas, sang

 

1994–2001:  

Glenn Frey: sang, guitar, keyboard, synthesizer, mundharpe

Don Henley: sang, trommer, percussion, guitar, synthesizer

Don Felder: guitar, mandolin, sang, keyboard, synthesizer

Joe Walsh: guitar, sang, keyboard, synthesizer

Timothy B. Schmit: bas, sang

 

2001-:          

Glenn Frey: sang, guitar, keyboard, synthesizer, mundharpe

Don Henley: sang, trommer, percussion, guitar, synthesizer

Joe Walsh: guitar, sang, keyboard, synthesizer

Timothy B. Schmit: bas, sang

(samt Bernie Leadon, sang, guitar, gæstemusiker live 2013-2015)

ANNONCE