Nyhed

AC/DC-arrangør svarer på kritik

Direktør Jesper Christensen beklager og lover, at kritikken bliver taget til efterretning

I aftes holdt AC/DC-koncert på Ceres Park i Aarhus for 46.000 publikummer – ifølge Aarhus Stiftstidende den næststørste koncert i Aarhus' historie, kun overgået af Metallica på Vestereng i 2007, hvor 50.000 var samlet.

Koncerten får generelt gode anmeldelser, også af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, der uddelte fem stjerner, mens der er voldsom kritik af logistikken omkring arrangementet. På arrangøren Live Nations Facebook-side kritiserer folk timelange køer for at komme ind til  arrangmentet, for få vagter og manglende kontrol med pladser, hvor folk uden problemer kunne gå frem og tilbage mellem plænen og siddepladserne, hvilket man normalt ikke kan til store koncerter, og som gav flaskehalse, manglende udsyn og manglende mulighed for publikum for at komme frem til de pladser, de havde betalt for.

Live Nations administrerende direktør Jesper Christensen har udsendt et generelt svar på den megen kritik, og vi bringer her hans svar i sin helhed:


Gik alt som forventet?

– Vi erkender, at der var nogle flaskehalse ved indlukningen til selve stadion og beklager meget, at der har været kø til indlukning til folks pladser på stadion.

Der var kun var én indgang, hvilket skabte flaskehals og en lang kø for at komme ind. Hvad var baggrunden til kun at operere med én indgang?


– Det er stadions udformning, der er kun én vej ind mellem arenaen og stadion, hvor en smal korridor skabte flaskehals. Hvordan det skal angribes til fremtidige koncerter af den størrelse på Ceres Park er klart noget, der skal arbejdes videre på.

– Derudover havde vi det problem, at publikum ned til plænen stoppede på de to hovedtrapper, og vores vagter kunne ikke få dem til at fortsætte trods anvisninger. Vi havde på et tidspunkt 60 vagter til denne opgave, og det bremsede indlukningen til Plænen. Det er ikke noget, vi tidligere har oplevet, men det er klart noget, vi bliver nødt til at finde en løsning på fremadrettet, vi kan igen kun beklage den ekstra ventetid, det har givet til dem, der stod og ventede udenfor. Når alt det er sagt, havde vi heldigvis alle inde til koncertens start.

Flere skriver, at billetter slet ikke blev tjekket. Hvad er jeres kommentar til det?


– Området omkring stadion var afspærret, så billetter og kropsvisitering foregik altså væk fra stadion og ikke inde på stadion. Vi har scanningsrapporter på folk der er kommet ind.

Inde på stadion lyder kritikken på manglende skiltning, som gjorde det svært at finde rundt? Og der var ingen kontrol, der hjalp til, at man rent faktisk fik den plads, man havde billet til. Hvad er jeres kommentarer til det?

– Der var skiltning på stadion. Vi har i vores praktiske info anbefalet, at folk downloadede Ceres Parks app hvori der også var kort over selve stadion. Vi beklager dybt, hvis folk ikke har følt sig informeret ordentligt, men vi må også erkende, at vores 450 vagter havde ekstra travlt med at hjælpe, guide og håndtere publikum henvendelser.

Mange koncertgæster skriver, at de helt generelt følte sig utrygge og havde en oplevelse af, at der ikke var styr på sikkerheden. Hvad er jeres svar til dem?

– Vi er kede af, at man har følt sig utrygge, og tager kritikken meget alvorligt, og det vil vi bestemt tage med i vores evaluering. For folk skal ikke føle sig utrygge, når de er til koncert.

Skal man forvente at stå i kø i to timer for at komme ind til en koncert?

– Nej det skal man ikke forvente, det beklager vi.

Der var jo også en del kritik af afviklingen af AC/DC i Roskilde sidste år. Er det uundgåeligt, når man afvikler så store arrangementer?

– Ja, kritik generelt er uundgåeligt, når der er 45.000 samlet samme sted, der allesammen kommer samme tid og forlader stedet igen på samme tid.

– Der er ingen steder i Danmark, som er indrettet til at kunne modtage 45.000 på under to timer. Trafikmønstret er anderledes til en enkeltstående koncert end til for eksempel en festival. 

– Generelt set er vi kede af, hvis folk har haft dårlige oplevelser og tager deres kritik meget alvorligt. Lige nu er vi i gang med oprydning og nedtagning og tager det med i vores evaluering, der foregår i løbet af den næste uges tid.

ANNONCE