Nyhed

Fem kvindelige musikere giver mini-solokoncerter én aften i Vega

Hun Solos solister Ida Gard, Emma Acs, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Ida Wenøe og Nana Jacobi udfordrer koncertoplevelsen med performativt benspænd.

Den 13. september på Lille Vega går fem kvindelige musikere på scenen én for én og spiller 25 minutters solokoncert. Formatet er skabt af projektgruppen Hun Solo for at undersøge, hvordan solokoncerten som benspænd ændrer ved den performative oplevelse og sætter fokus på en række kvindelige musikere. De fem musikere er Ida Gard, Emma Acs, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Ida Wenøe og Nana Jacobi.  

Ida Gard:
Gard er klar aktuel med albummet "Womb", der har hentet inspiration fra Mikael Niemis’ kultroman ”Populærmusik fra Vittula”. Albummet har modtaget rosende ord for sine ”stærke melodier, stærke vokal og stærke budskaber”. Gard har er vant til at stå på scenen efter megen tour i det tyske. Hun varmede desuden op for Bob Dylan på Amfiscenen i Aarhus i 2014.


 

Emma Acs:
Acs debutede i 2011 som 19-årig med albummet "Champagne". Det blev en injektion af syre, der forfriskende sprøjtede 60’er-nostalgi og ungt gåpåmod ud på den danske musikscene. Sidste år var hun klar med opfølgeren til debutalbummet, "Give In To Whatever", som af anmelderene blev kaldt ”smukt, flosset downer pop af den glimrende slags fra en yderst talentfuld musiker”.



 

Ida Wenøe:
Tidligere medlem af Boho Dancer, Ida Wenøe, har nu markeret sig med det stemningsfulde neofolk-inspirerede soloalbum, "Time of Ghosts". Wenøe er en moderne troubadour, der med indlevelse i hver tone og hvert ord indfanger sine lyttere kompromisløst og ærligt.



 

Kirstine Stubbe Teglbjærg:
Sammen med Blue Foundation har Kirstine Stubbe Teglbjærg nydt den internationale bevågenhed. Nu har hun kastet sig ud i en dansksproget solokarriere. Med solodebutalbummet "Hamskifte" fra 2013 trådte hun frem som anmeldderrost dansksproget sanger og lydmager.

 

Nana Jacobi:
Jacobi har ry for at levere intense live-oplevelser. Hendes album "Expander" fra 2015 fik ros for sin filmiske og sensuelle pop. Nana Jacobi har også markeret sig som en nuanceret debattør i debatten om kvinder i musikbranchen.


 

Hun Solo er grundlagt af Kirstine Stubbe Teglbjærg, Nana Jacobi og forfatter og musikformidler Anya Mathilde Poulsen. 

Hvis du vil opleve de fem talentfulde musikere den 13. september, kan billetter købes på billetlugen.dk eller via Vega’s egen hjemmeside vega.dk

ANNONCE