Det evige blomsterbarn fylder rundt – læs GAFFAs portræt af den legendariske sangskriver
Han sagde det egentlig selv, da jeg for et par år siden havde fornøjelsen af at tilbringe et par timer i selskab med dagens fødselar Donovan i – af alle steder – Randers: ”De store sangskriveres succes – Beatles, Stones, Donovan, Dylan, Joni Mitchell – skyldes, at hver eneste sang kan handle om alles liv, og ikke bare sangskriverens eget.”
Donovan Leitch omfavner sin fortid, og man kan ikke fortænke ham i det. For i nogle år, sidst i 1960’erne, var han vitterligt en del af populærmusikkens absolutte, udflippede aristokrati - som bannerfører udi blødt psykedeliske toner på ikke mindst ”Sunshine Superman” (1966) og videre over flere fine album frem mod halvfjerdsernes midte.
Alt sammen, vel at mærke, efter de tidlige år som folk(e)sanger, hvor han indspillede perler som ”Ballad of Geraldine,” ”Little Tin Soldier,” ”Colours,” ”The War Drags On” – fortsæt selv rækken af titler. Og hvor medier italesatte ham som en slags britisk rival til den jævnaldrende amerikaner Bob Dylan:
Der er en klassisk scene i D.A. Pennebakers Dylan-dokumentar ”Don’t Look Back,” hvor de to unge sangere mødes i en hotelsuite. Samme år – i 1965 – blev Dylan ved en pressekonference spurgt, om han syntes, Donovan var en god sangskriver. ”Eh…. men han er en flink fyr,” replicerede Dylan.
Spirituel dimension
I dag fylder Donovan så halvfjerds, og det forekommer på sin plads at ønske tillykke til den legendariske fødselar. Som ikke var nogen ny Dylan, men til gengæld alt mulig andet, i egen ret – herunder først og fremmest en fin og følsom singer/songwriter (før den floskel var indstiftet), som har holdt stædigt fast i hippieromantikken gennem snart seks årtier.
Donovan blev om nogen inkarnationen af netop sentressernes scene, og også her i Danmark blev der lyttet til den følsomme troubadour, som i 1970 mødte den afdøde rullesten Brian Jones enke Linda – de to danner stadig par. Skarpe tunger ville måske sige, at tiden siden løb fra Donovan – som for sin del holdt fast i formen og ikke mindst i den østlige filosofi, der var blevet et vigtigt aspekt i hans univers.
I ’68 havde Donovan været i Indien sammen med blandt andre The Beatles, for at tilegne sig guruen Maharishi Mahesh Yogis lære, Transcendental meditation ™. Den sti har Donovan ikke forladt siden, og netop den spirituelle dimension fyldte da også en del i det lange rendezvous i Randers dengang i 2014.
Fang vinden
At Donovan ikke skyr nostalgien - men til gengæld formår at levere den troværdigt og sympatisk – blev senest demonstreret herhjemme i forbindelsen med besøget i Randers i 2014.
Året efter – i 2015 – kunne Donovan fejre 50 års jubilæum for debut- og gennembrudssinglen ”Catch the Wind” fra 1965. Den udkom på det lille Nashville-selskab Hickory, blev indspillet af flere countrynavne – ikke mindst Dottie West – og resten er historie.
Det var et særdeles glædeligt genhør med Donovan den aften på Værket i Randers, og en anmelder fra britiske The Telegraph ramte plet, da han dækkede Donovans koncert i London Palladium for få dage siden.
”Koncerten som skulle fejre hans 70-års fødselsdag i næste uge, beviste i al fald, at det for evigt er 1966 i Donovans hoved. ’De her sange føles stadig unge, for mig,’ sagde han drømmende på et tidspunkt.
Men at sidde fast i fortiden er ikke nødvendigvis en dårlig ting – dette var ikke en kynisk udnyttelse af nostalgimarkedet, men en sødmefuld refleksion over flower power-eraen.” Det er en præcis karakteristik af dagens 70-års fødselar, som gerne må vise sig i Danmark igen inden for længe.
Donovan udgav i 2014 albummet Shadows of Blue, som delvist bestod af glemte sange fra starten af halvfjerdserne. Han giver koncerter i England og i Paris til sommer, inden han tager på amerikansk turné i september og oktober.
