Vi har talt med den album- og koncertaktuelle blues-sangerinde, sangskriver og slide-guitarist
Den amerikanske sangerinde, sangskriver, slide-guitarist og 10-dobbelte Grammy-vinder Bonnie Raitt er aktuel med sit 20. album, "Dig in Deep", som netop er udkommet. Til sommer kan hun opleves på Godset i Kolding 10. juni (find billetter her – der er kun få tilbage) og Amager Bio 11. juni – sidstnævnte koncert er udsolgt. Vi har talt med Bonnie Raitt om det nye album og de kommende koncerter.
Med på turneen har hun sit gammelkendte backingband, som man også hører på pladen. Det er "Hutch" Hutchinson (bas), Ricky Fataar (trommer) og George Marinelli (guitar), samt Mike Finnigan (keyboards) som kom med på den succesfulde "Slipstream Tour" i 2012-2013, der også ramte Amager Bio og Musikhuset Aarhus i 2013.
Hvad har været de primære inspirationer til dit nye album?
– Jeg har gerne villet lave nogle funk- og blues- og shuffle-grooves. Min mangeårige guitarist Jon Cleary, som også er en glimrende soloartist, gav mig titlen "Unintended Consequence of Love". Det er en fed titel, og det gav mig straks inspiration til at skrive en groovy sang med den titel. "What You're Doing to Me" er en gospel-shuffle-sang, noget som jeg aldrig har spillet live før, så det vil jeg glæde mig til, og teksten er yderst selvbiografisk. Og jeg spiller også klaver på den, og det plejer jeg heller ikke at gøre.
– Jeg har også et meget politisk nummer, "The Going Round is Coming Round", som er en vred, uptempo rocksang om, hvor pissesur jeg er over, at demokratiet er blevet kapret af de store penge og store selskaber, at det er de rigeste 1 procent, der får den største del af kagen. Den glæder jeg mig også til at spille live. Den sidste sang på pladen, "The Ones We Couldn't Be" er ret trist, og den har jeg brygget på et stykke tid. En meget personlig sang, hvor jeg kigger tilbage på alle de tab, jeg har haft i mit liv, både i parforhold og familiemedlemmer, der er døde.
Du har fortolket INXS-hittet "Need You Tonight" på det nye album. Hvorfor lige det nummer, som jo er meget kendt i forvejen?
– Jeg har altid elsket den sang, siden den kom ud i 1987. Jeg synes, den er så funky og sexy. Jeg har altid haft lyst til at synge den og lave en lille pause før linjen "You're one of my kind". Jeg har sat den lidt ned i tempo, og min guitarist har fundet på et nyt, rigtigt dræber-riff til den. Jeg har jo lavet coverversioner gennem hele min karriere. Jeg fik mit første amerikanske top 20-hit i 1977 med en fortolkning af Del Shannons "Runaway" – en sang, jeg hørte som barn – inspireret af Al Greens "Love and Happiness", som var et hit dengang i 1977. Der er et akkordskift, der er ens i de to sange, og da jeg hørte "Love and Happiness", begyndte jeg bare at synge "Runaway".
– Et andet covernummer var, da jeg for fem-seks år siden hørte Gerry Raffertys hit "Right Down the Line", som faktisk er fra samme år, som da jeg udgav "Runaway". Den mindede om et guitarstykke, jeg havde fundet på noget tid forinden, og det gav mig lyst til at indspille den til mit forrige album, "Slipstream".
Tre vigtige ballader
Som nævnt spiller Bonnie Raitt i både Kolding og København til sommer, og hun lover at spille sange fra hele karrieren.
– Vi spiller dels en række nye sange, som er skrevet for at blive spillet live, og som jeg virkelig glæder mig til at spille. Dels nogle af mine kendte numre fra perioden omkring pladerne "Nick of Time" og "Luck of the Draw" (storhittende album fra henholdsvis 1989 og 1991, red.) og så nogle af mine helt gamle sange fra 70'erne og 80'erne. Jeg sørger altid for at bygge mine sæt op omkring to-tre vigtige ballader, der kommer med jævne mellemrum i koncerterne, og det gør vi også denne gang.
Er du begyndt at øve til turen?
– Ja, det går rigtig godt. Vores keyboardspiller er ret ny, han kom med på den sidste turné, men ellers har jeg spillet med nogle af musikerne i 30 år. Vi har øvet mellem 60 og 70 sange, også nogle som vi ikke har spillet siden 70'erne, og skal snart sammensætte den endelige sætliste. Vi spiller med en nogenlunde fast sætliste hver aften, men har plads til at skifte enkelte sange ud undervejs, alt efter humøret. Og så kan vi også finde på at bytte rundt på rækkefølgen af numre.
Har du nogle særlige minder fra dine koncerter i Danmark?
– Jeg bliver altid godt modtaget i Danmark, blandt andet fra en bluesfestival, og så da jeg spillede på Plænen i Tivoli for mange år (2003, red.) siden for tusindvis af mennesker. Jeg er så privilegeret at have loyale fans, men Tivoli var absolut et højdepunkt.
Hvad gør du, lige inden du går på scenen?
– Jeg strækker ud og laver stemmeøvelser, som mine bandmedlemmer synes er sjove, så de forsøger at efterligne dem. Jeg har min cykel med, som jeg cykler rundt på i de byer, vi spiller i, og laver også stemmeøvelser, når jeg er kommet lidt afsides fra folk, for eksempel på en parkeringsplads eller en sidegade, så jeg ikke generer folk med mine mærkelige lyde. Jeg forsøger at undgå at være på sociale medier lige op til en koncert, men jeg kan godt svare på mails indtil lige før, jeg går ind på scenen.
Hvad står der på din forplejningsliste?
– Ikke noget særligt. Vi er så heldige, at vores turnébus er velforsynet, så dér har vi det meste, og ellers sørger koncertarrangørerne altid for god mad hver aften. Jeg drikker ikke, men mine bandmedlemmer vil gerne have noget god vin (Bonnie Raitt gik på alkoholafvænning og blev tørlagt i slutningen af 1980'erne, red.) og ellers frugt og te. Ikke noget eksotisk.
Hvad hører du i turbussen?
– Vi kører meget om natten, så egentlig hører vi ikke så meget i bussen. Hvis jeg selv hører noget, er det enten, når jeg cykler eller er på hotelværelser, gerne klassisk, jazz, verdensmusik og reggae. Min yndlingsreggaekunstner er Toots Hibbert fra Toots and the Maytals, som også er en af mine gode venner. Jeg hører altid ham eller den sydafrikanske opsamling "Indestructible Beat of Soweto", når jeg skal have et skud energi, for eksempel når jeg dyrker yoga på hotelværelset. Ellers dygtige sangerinder som Aretha Franklin, Ella Fitzgerald, Melody Gardot og Madeleine Peyroux og en masse akustisk musik, musik fra Hawaii og Afrika. Som regel alt andet end amerikansk musik, for jeg hører amerikansk musik, når jeg er derhjemme, blandt andet fordi jeg leder efter gode sangskrivere, hvis sange jeg kan bruge til mine egne plader. Så når jeg turnerer, vil jeg gerne høre noget andet musik. Jeg skriver ikke så meget eller så hurtigt selv, så jeg er afhængig af andres sange til at supplere mine egne.
Fair pay for fair play
Bonnie Raitt stiftede sit eget pladeselskab, Redwing, før hun udgav sit forrige album, "Slipstream", efter at have været mange år på to multinationale selskaber, Capitol og før det Warner. Det var en velovervejet beslutning, fortæller hun.
– Min kontrakt med Capitol var løbet ud, og de ville egentlig gerne forny den, men jeg har haft syv-otte chefer i de lidt over 20 år, jeg var på Capitol, så jeg havde ikke det helt nære forhold til dem. Jeg havde længe gerne villet udkomme på mit eget selskab, og det er ganske let, hvis man er en etableret kunstner. Det var bare et spørgsmål om, at prisen på fabrikation af plader blev tilstrækkeligt lav. Vi havde arbejdet på det i fire-fem år. Fordelen ved at være på sit eget selskab er, at man kan tjene mere per solgt cd – og de sælger jo mindre nu – du har mere kontrol, og man ved, hvem man arbejder med. Og hvis man for eksempel ikke er tilfreds med de pr-folk, der arbejder for én, kan man bare ansætte nogle nye.
– Desuden er det meget lettere at gennemskue, hvor meget man bliver streamet på streamingtjenesterne, fordi man som pladeselskabschef kommunikerer direkte med streamingtjenesterne. Kunstnere, der skal gennem et pladeselskab, har meget sværere ved at gennemskue det. Men streamingtjenesterne betaler dog stadig for lidt, og jeg arbejder hårdt gennem forskellige organisationer på, at kunstnerne selv skal få større indflydelse på, hvor meget streamingtjenesterne betaler. Fair pay for fair play.
Du har gennem årene vundet i alt 10 Grammyer, men da du vandt én i 2013 for albummet "Slipstream", var det din første Grammy i 16 år. Hvad var din reaktion, da du fandt ud af, at du havde vundet prisen?
– Jeg blev meget glad og overrasket, men musik er ikke en konkurrence. Jeg var bare glad for at være nomineret, og showet havde en masse fede unge navne, som kom og fortalte, at de var dybt inspireret af mig, og det ville jeg aldrig have fået at vide, hvis jeg ikke var blevet nomineret. Pladen var heldigvis gået godt, den gik top 10 i USA og fik vildt gode anmeldelser. Jeg har heldigvis bevaret en pæn fanbase i USA gennem alle årene. Når vi spiller på indendørs steder, spiller vi steder med plads til 2500-3000 personer, og når vi spiller udendørs og sommeren med folk som John Hiatt, Lyle Lovett eller Mavis Staples, er det steder med plads til 5-6000 personer i USA.
– Jeg har fans, der har set mig siden mine universitetskoncerter 70'erne og nu har deres børn og børnebørn med. Der er folk, der siger til mig: "Jeg har set dig siden 1971, hvor du kørte gennem snestormen for at spille for folk i New England, hvor alle andre havde givet op, og blev ved med at komme tilbage, og derfor bliver vi ved med at komme, og du er stadig en god liveperformer." Jeg vandt Grammyen i Americana-kategorien, og det format er rigtig godt for kunstnere som mig, det giver mig en masse muligheder for at blive spillet på radioer og spille på en masse festivaler, som måske ellers ikke synes, jeg var cool nok.
En af dine mest kendte sange er "I Can't Make You Love Me" (1991), som er blevet fortolket af navne som George Michael, Adele og ofte er blevet sunget i talentshows som "American Idol" og "The Voice". Hvordan har du det med alle disse fortolkninger?
– Det er jo ikke mig, der har skrevet sangen (det har Mike Reid og Allen Shamblin, red.), men jeg var så heldig, at jeg var den første, der fik lov til at indspille den. At så mange har sunget den sang er jeg meget stolt af. Jeg har faktisk ikke hørt den sunget i talentshows, men jeg har hørt, at den er blevet sunget i talentshows. Det er en klassisk sang, der betyder så meget for så meget. Jeg har fået masser af breve fra kvinder, der fortæller, at de aldrig har set deres mænd græde, før de har hørte den sang, og at sangen har hjulpet både manden og kvinden gennem kriser. Den sang har stor resonans for alle, der både har prøvet at bryde et forhold og være den, der blev brudt med.
Donald Trump er en fornærmelse mod demokratiet
Det er ikke pænt at spørge en dame om hendes alder, og det kræver da også kun nogle få klik på nettet at finde ud af, at Bonnie Raitt er 66 år. Hvor længe har hun tænkt sig at blive ved?
– Min far sang, til han var 87, B.B. King optrådte, til han var 88, Tony Bennett er 89, og han spiller stadig, så hvorfor ikke? Hvis jeg bliver ved med at passe godt på mig selv, dyrke yoga og ikke mister stemmen, evnen til at spille guitar eller mine åndsevner? Måske vil jeg gå lidt ned i tempo med årene, men jeg kan slet ikke forestille mig at stoppe lige nu. Jeg synes, jeg er i mit livs form. Jeg bliver ved med at turnere i to år, efter at jeg har udgivet et nyt album. Når man har turneret i to år, har man efterhånden spillet alle de steder, hvor folk gider se én spille de samme sange.
– Det holder mig også i gang, at der er så mange gode, unge bands derude, der holder rhythm'n'blues og bluesmusikken levende, for eksempel California Honeydrops, en New Orleans-inspireret, funky soulgruppe, der turnerer med mig i USA. Der er også fede navne som Tedeschi Trucks, Lake Street Dive, St. Paul and the Broken Bones, og JD McPherson. Jeg får meget inspiration ved at læse musikmagasiner som No Depression og Mojo.
Hvad med andre genrer?
– Ja, jeg hører for eksempel hiphop som J. Cole og Kendrick Lamar, det er nogle gode, socialt bevidste rappere. Hiphoppen har virkelig udviklet sig.
Du er kendt for at engagere dig dybt i politik. Hvordan synes du, det går med at få valgt præsidentkandidater i USA?
– Det er svært at forstå, hvordan en mand som Donald Trump kan have så meget succes. Det er de store penge, der bestemmer over politikerne og medierne. Det er en fornærmelse mod folk, der har skabt og er døde for dette demokrati. Det er blevet et cirkus, og jeg har aldrig været så desillusioneret omkring politik som netop nu. Når det er sagt, er jeg glad for, at Bernie Sanders har så meget medvind, som han har lige nu. Jeg er enig med alt, hvad han siger – det er alle de vigtige emner, han taler om: ulighed, klimaforandringer, rettigheder for minoriteter. Og selvom jeg ikke er enige med Demokraterne i alt, er de markant bedre end det cirkus, som er Republikanerne.
Varm op med Bonnie Raitts seneste musikvideo, "The Gypsy in Me":
