Dave Evans har tilbudt at træde ind for Brian Johnson
Det kom i tirsdags frem, at AC/DC-forsanger, den 68-årige Brian Johnson (billedet), er blevet rådet af læger til at stoppe med turnélivet, da han risikerer at miste hørelsen, og den amerikanske del af bandets planlagte verdensturné, som efter planen vil føre dem forbi Aarhus til sommer, er sat på standby.
Du kan her blive opdateret om sagen. Bandet fortalte, at de ville gennemføre koncerterne senere, men med en gæstevokalist.
Nu har den tidligere AC/DC-sanger Dave Evans (ikke på billedet) tilbudt at genforenes med bandet og træde ind for Johnson, hvis han stopper med at turnere.
Evans sang kortvarigt for bandet tilbage i 1974 og indspillede kun et enkelt nummer, 1974-singlen-"Can I Sit Next To You, Girl". Ikke desto mindre fortæller Evans til The Sydney Morning Herald at:
"Det ville være rart at optræde som gæstevokal på en [AC/DC] optræden. [Tidligere medlemmer] var alle del af bandet, lige gyldigt hvilken periode de var fra".
Evans udtrykker endvidere sin sympati for Johnson og erklærer, at det "kommer til at blive hårdt for ham. Optrædener er højdepunktet i vores liv". Musikeren tilføjede desuden: "Mange laver sjov med, at man kan blive døv af at lytte til høj musik" og fremhævede derfor den tragiske ironi ved Johnsons situation.
Selv har Evans dannet bandet Rabbit og desuden startet en karriere som solist.
Tilbage i 1980 døde AC/DCs oprindelige forsanger, Bon Scott, af alkoholforgiftning. Johnson tog tjansen derfra og er derfor stemmen bag kæmpesuccesen "Black in Black".
Se her AC/DC med Dave Evans med "Can I Sit Next to You, Girl":