Nyhed

Dansk-amerikanske Lucky Moon: Derfor udgiver vi vores ep i mono

Vi har talt med ep-aktuelle Christian Hjelm og Sarah Hepburn

Den dansk/amerikanske duo Lucky Moon, bestående af danske Christian Hjelm og amerikanske Sarah Hepburn, er aktuelle med deres debut-ep "Feed on the Night”. I den forbindelse har vi stillet duoen en stribe spørgsmål om ep’en og fået dem til at gennemgå den sang for sang.

Hvordan mødte I hinanden?

– Vi mødte hinanden under indspilningerne til en plade, vi begge to medvirkede på i sommeren 2005 (”Music from W at Mungo Park”). Lidt ved et tilfælde endte vi med at synge nogle gamle amerikanske traditionals sammen på den plade, og der kunne vi mærke, at vores stemmer klingede naturligt sammen.

– Den oplevelse satte noget i gang indeni os, og vi vidste, at vi en dag ville lave en plade. Der skulle så bare gå 11 år, før det skete!

– I 2005 og frem til 2011 brugte jeg (Christian Hjelm, red.) al min tid på Figurines og derefter mine solo-album. Sarah havde sin egen solokarriere dengang, og efterfølgende var hun indvolveret i blandt andet Kloster, Hymns From Nineveh, Mechanical Bird og hendes nyere band Blood On A Feather. Med andre ord havde vi svært ved at finde tiden til Lucky Moon i forholdt alt det andet, vi begge havde gang i. 

– Igennem årene mødtes vi dog af og til og nedfældede idéer på papir, og hvad end vi kunne optage på, såsom iPhones og diktafoner. Til sidst fandt vi heldigvis tiden og kunne gå de sidste mil i dybden med vores vibe, gik i studiet og indspillede intenst live i to dage, og alt endte lykkeligt.


Hvor kommer bandnavnet fra?

– En septembernat i 2015, hvor vi sad og gennemgik nogle indspilninger, var vi vidne til et meget sjældent himmelfænomen, hvor der både var blodmåne og supermåne. Vi gik op på en tagterrasse, vi havde adgang til, og overværede det her mystiske syn af en rødlig måne, som hang uvirkeligt tæt på. Synet var et trip i sig selv, og ud af den oplevelse opstod navnet Lucky Moon.

Kan vi forvente en tour?


– Ja! Vi vil gerne ud at spille en masse koncerter, og vi er i øjeblikket ved at få det hele til at falde på plads.

Er jeres fokus nu udelukkende på Lucky Moon?

– Fokus er selvfølgelig Lucky Moon lige nu, fordi vi udgiver et mini-album, men det betyder ikke, at vi lukker andre ting ned og vice versa. Christian er så småt i gang med at skrive nyt til sin næste soloplade, og Sarah arbejder sideløbende videre med de øvrige bands, hun er involveret i (Kloster, Blood on a Feather m.fl., red.).


Hvordan vil I selv beskrive mini-albummet for en, der ikke har hørt det?

– Det er altid svært at sætte ord på sin egen musik – det lader vi helst andre om. Men ”Feed On The Night” er en samling sange optaget live over to dage i et studie, og det synes vi kan fornemmes i viben, når man lytter. Det er et råt og spartansk udtryk, men samtidig også noget, som klinger smukt og nærværende.

I har valgt at udgive i mono, hvorfor? 

– Det var et kunstnerisk valg at udgive ”Feed On The Night” i mono. Vi følte, at sangene fik en tyngde og samling, som understøttede den stemning, der lå i råoptagelserne. Et lille gimmick er i øvrigt, at singleudgaven af ”Love We Shared” faktisk er mixet i stereo, men er på pladen selvfølgelig monofonisk som de andre sange.

Kan vi forvente andet og mere fra Lucky Moon?

– Planen er helt klart at udgive flere sange, og det ser vi frem til!

 

"Feed on the Night" sang for sang:

Love We Shared
– ”Love We Shared” var vores første single. Sangen beskriver to menneskers fortid sammen. En erindring om intense eventyr, vilde mysterier, rå kærlighed og håbefulde drømme. Længslen efter en tid som aldrig vil komme igen.

Where Do We Go
”Where Do We Go” består af øjebliksbilleder fra barndommen, hvor verden var et mysterium. Det er den stadig, og man klarer sig igennem dag for dag, altid søgende efter hvor man skal hen, og hvor man ender.

Echoing In Time
”Echoing In Time” er baseret på et helt enkelt løfte: Ligegyldigt om alt brænder ned, vil vi altid have hinanden.

Heart
”Heart” er glimt fra en rejse gennem ukendt land. De forelsker sig, de ændrer sig, og de dummer sig. Og livet bliver aldrig som før.

Happening

Fulde af vin fra en altan i København så vi en sommeraften H.C. Andersens spøgelse spankulere rundt på gaden tæt ved Assistens Kirkegård. Vi forsøgte at finde ham, men uden held. Derefter skrev vi ”Happening”.

The End Is Near

Den repetitive, vuggende rytme i ”The End Is Near” er ramme om en dobbeltsidet fortælling. Der er en konstant følelse af, at noget lurer i mørket, og enden er nær, men det gør os stærkere og klogere.

ANNONCE