Sean Lennon har netop delt en sang, som han har skrevet i samarbejde med den nyligt afdøde Star Wars-skuespillerinde.
Det er blot 10 uger siden, at skuespillerinden Carrie Fisher gik bort i en alder af kun 60 år. Efter hendes død greb kendisser og offentlige personer verden over til tasterne for at kondolere for tabet af den tidligere Star Wars-skuespillerinde, hvis mor døde blot 24 timer efter sin datter.
En af personerne, der udtrykte sin sorg på de sociale medier, var Sean Lennon, der blandt andet skrev på Instagram, at ”Carrie var en af de bedste og tætteste venner [han] nogensinde har haft.” Nu deler musikeren, der er søn af Yoko Ono og den afdøde beatle John Lennon, en sang, som han har skrevet i samarbejde med Fisher. Ved delingen af sangen på Soundcloud skriver han:
”Carrie og jeg skrev denne sang for år tilbage. Da hun døde, følte jeg, at jeg bare var nødt til at indspille den. Dette er kun en umixet demo, eftersom vi kun havde et par timer til at indspille den, men den tekst, som hun skrev med mig, synes jeg er vidunderlig.”
Sangen, der er blevet givet titlen ”Bird Song”, handler om at blive oppe sent, indtil fuglene begynder at synge, som beatle-sønnen fortæller, at han og Fischer plejede at gøre sammen.
På nummeret medvirker også Will Smiths datter Willow Smith, som Lennon kalder ”en fortabt engel, som var gavmild nok til at låne sin gyldne stemme til dette lille nummer.”
Du kan lytte til nummeret nedenfor.