Nyhed

Northern Winter Beat klar med det samlede program

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Sidste weekend i januar præsenterer den aalborgensiske festival ny musik for syvende år i træk, og programmet for 2019 bliver ifølge festivalen selv det mest udfordrende til dato.

Vintermånederne er ikke ligefrem rige på festivaler, men det har Aalborg i nu syv år gjort sit for at lave om på. Northern Winter Beat bliver som sædvanlig til i et samarbejde mellem byens fire store spillesteder Studenterhuset, 1000Fryd, Skråen og Huset og foregår ud over de steder på mindre traditionelle scener rundt om i byen.

Programmet indeholder normalt en god portion alternativ og mindre kendt musik fra ind- og udland, og i 2019 bliver der skruet op for især de udenlandske bidrag.


Festivalen i januar har således tre internationale hovednavne. Heriblandt den amerikanske støjrock-stilskaber Thurston Moore (billedet), tidligere frontmand i Sonic Youth, der kommer til Northern Winter Beat med Thurston Moore Group. Hans forholdsvis nye band består af erfarne og anerkendte musikere som Debbie Googe fra My Bloody Valentine (bas, kor), James Sedwards fra This Is Not This Heat (guitar) og Moores gamle ven og kollega Steve Shelley fra Sonic Youth (trommer, slagtøj). Gruppen udgav senest det anmelderroste album Rock N Roll Consciousness i 2017.

Den svenske sangerinde, sangskriver og organist Anna von Hausswolff har markeret sig med sin kraftfulde vokal og sin særegne blanding af krautrock, indie og dronerock. Hun er aktuel med sit fjerde album, Dead Magic, der fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder tidligere på året.


LÆS OGSÅ: Nordisk dommedag har aldrig været så smukt

Det sidste hovednavn er den legendariske tyske vokalist og musiker Blixa Bargeld. Han har været med til at definere industrial-genren som frontmand i Einstürzende Neubauten, som han stadig er medlem af, han var i årene 1984-2003 guitarist i Nick Cave and the Bad Seeds og arbejdet sammen med den tyske elektronikamusiker Alva Noto i ANBB og med den italienske komponist Teho Teardo. Han optræder på Northern Winter Beat alene med sine effektpedaler og sin ikoniske, dybe og velartikulerede stemme.

Ud over de tre hovednavne når Northern Winter Beat 2019 vidt omkring både geografisk og musikalsk. Man kan fremhæve den ukrainske klaverfornyer Lubomyr Melnyk, franske J.C.Satàn, Matthew E. White-samarbejdspartneren Andy Jenkins, svenske Sista Bossen, irske Brigid Mae Power, Khana Bierboods thailandske psych-rock, tyske Häxxan og Blind Butcher fra Schweiz.


Festivalen byder også på en række danske navne: The Entrepreneurs fra Thy lægger vejen forbi, lige før deres debutalbum udkommer den 1. februar. Albumaktuel er ligeledes lokale Hjalte Ross, hvis debutalbum Embody netop er udkommet til lutter rosende anmeldelser.

Man kan videre se frem til aktuelle danske navne som Orcas, FYR, We Like We, Collider og TAN.

Som noget nyt er arrangørgruppen Danish Vaishyas i år med til at kuratere programmet. De har hentet stærkt eksperimenterende musik til Aalborg i en årrække og præsenterer til Northern Winter Beat fire navne: Daniel Blumberg, der blander klassiske kærlighedssange med atonal freejazz, Shortparis, der spiller højdramatisk post-punk på fransk, russisk og engelsk, den canadiske doom-duo Nadja og endelig KPTTM , der udspringer af det eksperimenterende miljø omkring spillestedet Mayhem i København.

Som supplement til koncerterne er der artist talk med Thurston Moore, en specialvisning af filmen FRANK i Biffen onsdag den 23. januar, Arctic Street Food på Gammeltorv og udstilling af plakatkunst.

Northern Winter Beat 2019 løber af stablen torsdag, fredag og lørdag den 24.-26. januar. Billetter kan købes via winterbeat.dk

 

ANNONCE