Nyhed

Copenhell åbner en dag tidligere med warm-up fest

GAFFA.dk - Alt om musik

Som et helt nyt tiltag afholder den københavnske metalfest Copenhell i år en warm-up fest dagen før festivalen, hvor de har bands på Pandæmonium-scenen og fest for fulde omdrejninger i Biergarten-teltet.

Onsdag den 20. juni åbner Pandæmonium-scenen, Biergarten-festteltet og en del af festivalpladsen til en warm-up fest, hvor publikum får mulighed for at komme i den helt rigtige stemning dagen før selve festivalen. Som led i en generel udvidelse af festivalpladsen bliver Pandæmonium-scenen og området omkring den opgraderet, så der er de rigtige rammer for warm-up festen. På denne dag kan man opleve Neurosis (billedet), Mustasch, L7, Turnstile og Red Warszawa.

NEUROSIS


Avantgarde metalbandet Neurosis har siden midten af firserne revet publikum rundt med deres unikke metal, der rummer elementer af crust, hardcore, punk og doom. De har siden udgivet 11 studiealbums, senest albummet Fires within Fires fra 2016. Se dem optræde med ”A Shadow Memory” fra den plade på Roskilde Festival herunder.

MUSTASCH


Den svenske hardrockgruppe Mustasch spillede på Copenhell Metal Cruise sidste år, og i år vil de så forsøge at få Pandæmonium-scenen til at gynge lige så meget som Oslo-båden, når de kommer og leverer deres fængende, underholdende musik. Herunder kan du høre deres seneste single ”Lawbreaker” fra oktober sidste år.

L7


Donita Sparks og de andre hårde kvinder fra amerikanske L7 var med til at definere punk-musikken i de tidlige halvfemsere. Deres efterhånden ikoniske tunge og catchy punkrock skal nok give en stor nostalgisk oplevelse for mange fans. Varm op med deres klassiske ”Pretend We’re Dead” herunder.

TURNSTILE

Det nyere amerikanske band Turnstile spiller groovy, hardcore punkrock med motorsavsagtige riffs og barberbladsskarp vokal. Regler er til for at blive brudt, og koncerter skal først og fremmest være en fest for alle deltagere. Du kan høre deres kun to uger gamle single ”I Don’t Wanna be Blind” herunder.

RED WARSZAWA

Lækre Jens, Heavy Henning og resten af de danske metalstjerner fra Red Warszawa kommer til at stå for festen i Biergarten-teltet, hvor de vil fortolke udødelige klassikere på helt nye måder. Med Red Warszawa er det altid umuligt at forudse hvad publikum bliver udsat for, men det bliver med garanti en uforglemmelig oplevelse. Lyt til ”Tror du det er for sjov jeg drikker” herunder.

En billet til warm-up-dagen koster 100 kroner oven i den almindelige tredagsbillet til festivalen. En endagsbillet til warm-up-dagen koster 380 kroner. Billetter kan købes gennem ticketmaster.

ANNONCE