Nyhed

Legendarisk band hyrer dansk bassist til USA-turné

GAFFA:dk – Alt om musik

Søren Koch fra danske The Beatophonics bytter guitaren ud med bassen og drager på en måneds USA-turné med den legendariske britiske rockgruppe The Zombies, der – dog med flere lange pauser undervejs – har været aktiv siden 1958.

Anledningen til Søren Kochs nye visit i The Zombies samt skiftet fra guitar til bas skyldes det tragiske faktum, at gruppens bassist siden 2004, den tidligere Argent- og Kinks-bassist Jim Rodford, desværre døde efter et fald den 20. januar, 76 år gammel. Få dage forinden havde han spillet med The Zombies, som har tænkt sig at turnere videre allerede fra 27. februar.

Søren Koch har også spillet med blandt andre Tim Christensen, Michael Falch, Marie Frank og Boat Man Love.


Da nyhederne om Jim Rodfords pludselige død ramte medierne, tænkte Søren Kochs bestemt ikke på, at han kunne blive nyt medlem i bandet. Da en god ven af Søren og bekendt af relationer til bandets sangskriver og keyboardmand, Rod Argent, blev spurgt, om han kendte en bassist, der i løbet af kort tid ville kunne hoppe ind og ikke kun spille bassen, men også bidrage til de avancerede vokalharmonier som også er The Zombies' varemærke, nævnte vennen hurtigt sin danske ven og kollega.

LÆS OGSÅ: The Zombies-anmeldelse: Horsens Ny Teater, 2012

Diverse links til YouTube-klip og lydfiler, hvor Søren Koch medvirker, blev samlet i en mail til bandets amerikanske management og derfra sendt videre til Rod Argent og bandets forsanger Colin Blunstone, som især faldt for The Beatophonics' seneste udgivelse – julesangen "A Very Merry Christmas". I løbet af kort tid var der etableret kontakt mellem Rod Argent og Søren Koch, og en audition blev sat op i London.


"Som mangeårig fan af bandet var det en surrealistisk og nærmest uvirkelig oplevelse at træde indenfor i entreen hos en af mine store musikalske helte, sangeren Colin Blunstone og blive budt på te i stuen. Da Rod Argent kort tid efter dukkede op, faldt vi alle tre lynhurtigt i en god snak, og det hele virkede, trods de triste omstændigheder, meget naturligt og meant-to-be. Efter en tre-fire timers tur i øvelokalet med de to legendariske Zombies og deres lidt yngre guitarist Tom Toomey og trommeslager Steve Rodford – søn af Jim Rodford – stod det relativt hurtigt klart at det ikke bare fungerede, men oven i købet ret godt," fortæller Søren Koch.

The Zombies regnes for et vigtigt engelsk band fra 1960'erne og står bag hits som "She’s Not There" fra 1964, "Tell Her No" fra 1965 og "Time of the Season" fra 1968. I 1967 påbegyndte den engelske gruppe The Zombies arbejdet på pladen "Odessey and Oracle" i Abbey Road-studierne, hvor The Beatles samme år havde indspillet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" og Pink Floyd indspillede "The Piper at the Gates of Dawn". Efterfølgende er "Odessey and Oracle" blev udråbt til et af 60'ernes bedste pop-albums, og sange fra albummet er blevet genindspillet af folk som Elliott Smith og Scott Weiland. Albummet ligger nummer 100 på Rolling Stone Magazines liste over de vigtigste albums nogensinde, og i år er gruppen nomineret til Rock & Roll Hall of Fame.

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Rock & Roll Hall of Fame


Artiklen fortsætter under videoen.

Se musikvideoen til "Time of the Season" fra 1968:

Den pludselig tjans som Zombies-bassist har desværre betydet at The Beatophonics har måttet flytte to planlagte koncerter, henholdsvis Juviklubben i Kalundborg den 14. marts og H9, Halmtorvet i København den 15. marts. De nye datoer er henholdsvis 4. april (Kalundborg) og 30. august. Allerede købte billetter kan benyttes til de nye datoer eller refunderes.

ANNONCE