GAFFA – alt om musik
Nyt dobbeltalbum på vej
Vampire Weekend er nu omsider på vej med et nyt album. Gruppens forsanger Ezra Koenig fortæller på Instagram, at albummet bliver et dobbeltalbum med 18 sange og en spilletid på 59 minutter, og dets titel får initialerne "FOTB", idet gruppen er gået væk fra arbejdstitlen Mitsubishi Macchiato. Allerede i næste uge vil de to første singler fra albummet udkomme, og herefter vil bandet udsende tre gange to singler hver måned, indtil pladen er ude.
Det er snart seks år siden, Vampire Weekend udgav deres tredje og hidtil seneste album, Modern Vampires of the City. Det synes Koenig dog ikke er lang tid, skriver han på Instagram:
"Jeg ved, at fem-seks år bliver betragtet som lang tid mellem plader. Personligt synes jeg, det er et værdigt tempo for et band, der allerede har udgivet tre plader, men alle har deres egen tidsfornemmelse. (...) Dette album tog ikke længere tid at skrive og indspille end "Modern Vampires..." Vi brugte bare mere tid på at slappe af," skriver Koenig, der dog vil indrømme, at han muligvis har strakt mix- og masteringsprocessen lidt ud, fordi han foretrækker at bruge halvdelen af sin dag i studiet og den anden halvdel med sin familie.
Artiklen fortsætter under opslaget:
Det bliver gruppens første udspil som trio, efter at Rostam Batmanglij forlod gruppen i 2016 for at fokusere på sin solokarriere, en karriere, der blandt andet bragte ham til NorthSide sidste år.
LÆS OGSÅ: Vederkvægende weekendkoncert med eks-vampyr
Vampire Weekend har selv ikke givet dansk koncert siden Roskilde Festival 2010, idet deres planlagte optræden i Falconer Salen i 2013 blev aflyst med kort frist grundet uforudsete omstændigheder. Vi må håbe, de kommer forbi i forbindelse med deres nye album.