Nyhed

Danmarks første store EDM-festival lancerer seks kæmpe navne

GAFFA.dk - alt om musik

Aairport Festival i Aalborg offentliggør seks internationale navne til sin line-up den 18. januar 2020

Vi skrev tidligere, at Aalborg næste år bliver hjem for Aairport Festival, Danmarks første large-scale festival udelukkende til EDM (Electronic Dance Music). Festivalen foregår fra den 17. til 18. januar, hvor dørene bliver åbnet for to dage kun dedikeret til elektronisk musik.

Nu har Aairport Festival lanceret seks store internationale navne, der kan opleves på scenen i Gigantium lørdag den 18. januar. Navnene er som følger:


Da Tweekaz

Frequencerz

Noisecontrollers & Bass Modulators


Ran-D

Zatox

– Vi satser stort, hardstyle er ikke set sådan her før i Skandinavien. Vi har satset stort, da det er første gang, men nu leverer vi varen, og vi er slet ikke færdige endnu. Hardstyle-genren er stor i Skandinavien, men folk har måttet rejse ud i Europa, for eksempel til Tyskland, for at opleve den. Men nu kommer hardstylen til Danmark, fortæller Kresten Thomsen, der er grundlægger af EDM-festivalen.


Aairport Festival kan også byde publikum på et imponerende sceneshow, leveret af Q-dance:

– Vi er stolte over at kunne byde på verdens største sceneafviklere inden for hardstyle, Q-dance, der står bag kæmpe hardstyle-events som Tomorrowland, Qlimax, Mysteryland og Defqon.1. Det er det største hardstyle-sceneshow, man kan få, og det er første gang, det kommer til Skandinavien. Det er kæmpestort, forklarer Kresten Thomsen.

Tanken bag festivalen er, at den skal minde om en rejse, hvorfor Gigantium i Aalborg omdannes til en kæmpe lufthavn, hvor gæsterne blandt andet mødes af stewarder, stewardesser, mekanikere, security og kaptajner, som vil byde velkommen i selve terminalen.

– Vi går simpelthen all-in på lyd, lys, LED, laser, konfetti og pyroteknik, så vores deltagere blæses omkring af sanseindtryk. Vi arbejder med de bedste i branchen, som vi ved kan levere noget helt unikt, fortæller Kresten Thomsen om festivalens main stage, der beskrives som en af de største indendørs scener, Danmark endnu har set.

Festivalens rejse begynder allerede ved booking af billet, hvor deltagerne som adgangsbillet kan købe et Boarding Pass til henholdsvis Economy, Economy Plus, Business Class eller First Class.

Aairport Festival indsætter shuttlebusser fra centrum af Aalborg, som hele aftenen og natten vil fragte deltagerne fra centrum de seks kilometer til og fra Gigantium.

Festivalens program vil bestå af udenlandske såvel som danske kunstnere. Aairport Festivals main stage byder desuden på artister som Martin Jensen, KATO, Faustix, Snavs, Zookeepers og TooManyLeftHands.

Billetter til Aairport Festival kan købes her.

Du kan læse mere om EDM-festivalen på dens hjemmeside lige her.

ANNONCE