GAFFA.dk – alt om musik
Vi bragte i går nyheden om, at den elektroniske duo Daft Punk skulle skabe soundtracket til Dario Argentos kommende film Occhiali Neri (Sorte Briller). Samarbejdet er dog en misforståelse samt ren og skær ønsketænkning fra Argentos side, lyder det nu fra instruktørens producere.
"De er mine beundrere, de kender alle mine film. Nogle franske venner fortalte dem, at jeg skulle optage en ny film, og de ringede for at sige: 'Vi vil gerne arbejde sammen med dig,'," citerede Moovy.dk i går instruktør Dario Argento for at sige om den franske duo Daft Punk. Udtalelsen var oprindeligt bragt af den italienske nyhedsavis La Republicca.
Nu udtaler to af Dario Argentos producerne, Conchita Airoldi og Brahim Chioua, at et samarbejde med Daft Punk hverken er aftalt eller diskuteret:
“Urania Pictures og Getaway Films, producere for Dario Argentos Occhiali Neri, ønsker at besvare vildtløbende rygter, efter Argento udtalte i et interview med La Repubblica, at Daft Punk skulle skabe soundtracket til hans nye film. Denne udtalelse reflekterer Argentos ønske om at arbejde med Daft Punk, selvom der ikke har været nogen aftale eller drøftelse om det blandt de to parter,” udtaler de ifølge ScreenDaily.
”Filmen er lige nu i præproduktion, og Darios ønske er ikke blandt dagens gøremål,” tilføjer de.
Det tyder altså ikke umiddelbart på, at Daft Punks futuristiske kompositioner vil præge krimien, der foregår i Roms natteliv og landområderne ved Lazio.
Occhiali Neri kunne ellers have været den anden film, som Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bangalter havde lagt musik til, efter de i 2010 skabte soundtracket til Disney-filmen Tron:Legacy.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Robotterne genopstår med symfoniorkester på fantastisk filmisk sci-fi-score