Nyhed

VIDEOPREMIERE: Lucy Love kan stadig spytte "9 Bars" – og annoncerer nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

Nyt album ude 2. oktober

Det er hele syv år siden, at Lucy Love sidst var aktuel med et nyt studiealbum, men nu kommer der snart et, og Lucy Love varmer op til det med en ny sang og video, "9 Bars". Lucy Love har i samarbejde med Benjamin Joh selv lavet videoen til sangen, som er klassisk grime-rap i bedste, hurtige Lucy Love-stil. Se videoen nedenfor.

Lucy Love er indspillet sangen med sin faste samarbejdspartner, produceren Yo-A-Kim, og den er første singleforløber for albummet Hammerhead, der udkommer 2. oktober og bliver hendes fjerde studiealbum. Siden forgængeren Desperate Days of Dynamite har Lucy Love udgivet fire singler i årene 2016-2019 – sange, som dog ikke medvirker på det kommende album.


Om den nye single udtaler Lucy Love:

"Jeg ville ind til kernen af, hvad jeg har at sige om mig i dag og min position i forhold til musik, og så kom '9 Bars'. Jeg er her stadig, jeg er ikke blevet blød. og jeg kan stadig spytte 9 bars."

Det kommende album er inspireret af Lucy Love og Yo-A-Kims fælles interesse for horrorfilm, sci-fi-film og comic books, og om albummet udtaler Lucy Love:


“Jeg har brug for spidse og kantede universer for at kunne udtrykke mig frit, måske fordi det hele tiden også har været et mål for os, at vi skulle skille os ud fra mængden, og dér kan koncepter noget helt særligt i forhold til at idé-udvikle og tænke i meta-lag. På Hammerhead har jeg haft lyst til både at frigøre mig fra mig selv, blandt andet ved at skrive sange om at være "Zombieslayer" og navigere i "Catacombs", men også snakke højt om for eksempel min "OCD" og konfrontere mørket inden i mig.”

GAFFAs anmelder var godt tilfreds med Lucy Loves seneste studiealbum, den som sagt knap syv år gamle Desperate Days of Dynamite.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Stadig eksplosiv


Se videoen til "9 Bars":

9 Bars from Lucy Love on Vimeo.

 

ANNONCE