GAFFA.dk – alt om musik
Extremely Rotten Death Metal 5 præsenterer tre markante danske dødsmetalbands og et græsk lørdag den 11. januar
Når man kigger på danske udgivelser fra de sidste par år, er det slående, hvor stærke vi står inden for techno og metal. Og hvis man er nysgerrig på det sidstnævnte, så kan man kaste et blik indenfor i Pumpehuset lørdag den 11. januar, hvor tre danske bands – og et enkelt græsk – går på scenen til Extremely Rotten Death Metal nummer 5.
Når danske medier skriver om metal, er det næsten altid black metal, der får opmærksomheden. Det er til en vis grad forståeligt; der er udkommet vildt stærke black metal-plader den seneste håndfuld år, og det er en stolt skandinavisk tradition, der er nem at sætte i et narrativ. Men vores dødsmetal er i den grad også værd at holde øje med. Både de spotlight-belyste Baest og de mere ubehagelige bands i den vildtvoksende undergrund. Og på lørdag kan man så opleve tre bud fra den rådne danske undergrund.
Det formelle hovednavn er Dead Congregation fra Grækenland. De udgiver ret sjældent plader, men deres koncerter er brutale og modbydelige, og de har et sjældent højt bundniveau for genren. Igennem 15 år har de konstant leveret varen og haft en klar indflydelse på at få den gamle dødsmetal på banen igen. Det er uvenlig dødsmetal fra øverste skuffe, og der er noget befriende over, at de fokuserer så meget på at finpudse deres liveshow, i stedet for at lave plader hele tiden. Der behøver dog ikke gå seks år imellem hver plade, for at dømme efter springet imellem den forrige fra 2008 og den sidste fra 2014, kan man roligt have temmelig store forventninger til den næste.
Jeg kender ikke rækkefølgen for aftenen, men mit egentlige hovednavn er Deiquisitor. En trio, der tager old-school død og trækker det i en grumset og hurtig retning. Råddent, fjendtligt og helt igennem renhjertet død. Deres seneste udgivelse Towards Our Impending Doom er i min optik et af de bedste danske album, der kom sidste år. En action-knytter lige i fjæset fra først til sidst, der i smadret ondskab gør op for, hvad de måske savner i tydelig sangskrivning. Tre mand, der skærer helt ind til benet af, hvad det kræver at få døden til at leve.
Taphos er til gengæld en tak mere effektivt, men knap så råddent. Debut-albummet Come Ethereal Somberness fra forrige år står knivskarpt i produktion og formål, og man skal have et hjerte af sten for ikke at kunne bange til de riffs og den rene hyldest til oprindelig død. Der er ikke så meget, der skiller dem ud fra mængden, men de gør det hele så forbistret godt, at det slet ikke generer mig.
Og en tak længere nede i den rådne kælder finder vi Undergang (billedet). Med den helt dybe growl og en ægte foragt for vellyd står bandet mere som et ækelt manifest end egentlig musik. Vi er langt fra succes-drengene i Baest. Her er der ikke rart eller sjovt, men for Satan hvor det virker.
Fire bands, der alle samler op på den old-school død, som alle raske drenge og piger elsker. Det bliver den perfekte start på året, hvis det skal indeholde festligt had og smadder nok til alle.
LÆS OGSÅ: Ny forskning: Dødsmetal medfører ikke aggressiv adfærd
