Nyhed

DMF's hovedbestyrelse uddyber holdning til sexisme efter shitstorm

GAFFA.dk – alt om musik

I mandags skrev vi nyheden om, at Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund, var kommet ud i lidt af en shitstorm efter han i et interview i Politiken udtalte sig om sexisme-problematikken på DMF’s vegne. Nu kommer hovedbestyrelsen til orde.

DMF’s hovedbestyrelse kommer nu til orde på Facebook med en uddybende forklaring om deres holdning og ambition for arbejdet mod sexisme.

“Hvad kunstnerne udtrykker på scenen eller i musikken som en del af deres kunst, skal aldrig blandes sammen med eller forveksles med forholdene bag scenen, mellem kollegaer, og imellem arbejdsgivere og ansatte”, lyder det blandt andet på Facebook. 

Det var nemlig især en udtalelse om, at sexisme ikke kan reduceres til et problem i musikbranchen, som fik mange (blandt andet en lang række musikere) til at reagere kraftigt på de sociale medier. Anders Laursen bedyrede, at det bliver et kulturproblem, når musikere som Rihanna, Beyoncé og Cardi B står “letpåklædte på en scene og snor sig op og ned ad hinanden”, fordi de sælger deres musik på noget andet end musikken.

Et andet kritikpunkt, som Facebook-debattørerne også rasede over, var formandens udtalelse om, at DMF har kendt til problemet længe, men ikke har kunnet stille noget op, hvis ikke der blev råbt højt fra kvinderne selv.

LÆS OGSÅ: Musikere: DMF-formand skyder helt ved siden af i sexisme-debat

De mange udsagn fra vores medlemmer viser, at de kan befinde sig i situationer, hvor de ikke har mulighed for at gå til for eksempel en arbejdsmiljørepræsentant eller leder, når de føler sig krænkede,” skriver DMF’s hovedbestyrelse og fortsætter:

“En krænkelse er naturligvis altid krænkerens ansvar, aldrig offerets, og det hersker der slet ingen tvivl om i DMFs ledelse eller sekretariat. Vi har behandlet hver enkelt sag med stor alvor, men det samlede omfang er først blevet tydeligt for os nu. Fremover vil vi sætte sagerne ind i en større sammenhæng og vil intensivere arbejdet med at spore problemerne i deres opstart og ikke, når de er eskaleret”.

Anders Laursen har ad flere omgange forsøgt at rette op på kritikken gennem opslag på Facebook. I mandags endte det med, at han undskyldte og beklagede og trak sin henvisning tilbage. Men det var imidlertid ikke noget Facebook-brugerne gav særligt meget for. 

GAFFA har kontaktet Anders Laursen med henblik på en uddybende kommentar, men har endnu ikke kunnet få fat på ham.


ANNONCE