Nyhed

Danske queer-kunstnere giver fælleskoncerter i København og Aarhus

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev O/RIOH, Mizz Privileze, girlcrush og Reveal Party i København og Aarhus

Kunstnerne O/RIOH (billedet) og Mizz Privileze kan den 28. august opleves live i Amager Bio i København og 3. september på Train i Aarhus. I Amager Bio får de desuden selskab af girlcrush og på Train af Reveal Party de respektive dage, og i begge byer kan man desuden opleve foreningen Erhvervsuddannelseselever imod Fordomme (EiF).

Alle de optrædende er queer-kunstnere, og koncerten er arrangeret af webmediet OXY Magazine under overskiften OXY QUEER FESTIVAL. Koncerterne finder sted umiddelbart efter World Pride, men er ellers uafhængigt af dette arrangement. Både O/RIOH, girlcrush og Reveal Party er i øvrigt tilknyttet musikselskabet W.A.S. Entertainment, som lægger vægt på repræsentation af seksuelle minoriteter og kønsminoriteter.


Chefredaktør Katrine Blauenfeldt udtaler: ”Til QUEER FESTIVAL er det queer mennesker, vi sætter på programmet, og som er med til at skabe det. For queer kunstnere er det svært at blive booket og spillet i radioen, og år efter år er det ciskønnede og heteroseksuelle mænd, som ligger i top ti over afspillede kunstnere. OXY vil være med til at ændre det billede. Og det gør vi ved at præsentere nogle af de bedste live-acts, der samtidig er queer.”

O/RIOH er sanger, rapper og elektronikamusiker Rikke Østergaard. I 2017 udgav hun debut-ep'en This Is O/RIOH Speaking, som GAFFAs anmelder tog pænt imod. I 2019 udkom ep'en i en deluxe-version, og hun har mere ny musik på vej inden længe. 

Trioen Girlcrush er et selverklæret pop-punk-queer-feministband. I 2020 udgav de en selvbetitlet debut-ep, som GAFFAs anmelder roste med blandt andet ordene: "Forestil dig, at Robert Smith fra The Cure tog tylskørt på, inviterede Avril Lavigne anno 2004 med på scenen og kastede kondomer ud til publikum, imens tekster om antikapitalisme, ligestilling og at leve som queer stormede ud af højttalerne. Det er den energi, Girlcrush inviterer ind til på deres selvbetitlede debut-ep."


Indierockbandet Reveal Party udgav deres debut-ep You Stole A Year of My Life sidste sommer, og udgivelsen fik blandt andet fire stjerner af GAFFA. Sanger og sangskriver Reveal Party ‒ med det borgelige navn Emily Nyhuus ‒ præsenterer et sårbart tekstunivers, hvor hun blandt andet deler selvbiografiske fortællinger om at være transkønnet kvinde. 

Mizz Privileze er med egne ord Danmarks normkritiske drag queen og kendt fra TV2's Danmark Har Talent. Mizz Privilege er kendt for at være en af stifterne af bevægelsen "Lev og Lad Leve", der arbejder for at stoppe hadforbrydelser mod LGBTQI+personer. Mizz Privilege vil styre slagets gang sammen med OXYs chefredaktør Katrine Blauenfeldt. 

Personen bag
dragtivisten Mizz Privileze, Michael Bjerring er også frivilligkoordinator for Erhvervsuddannelseselever imod Fordomme (EiF). EiF består af en række elever, der har organiseret sig på erhvervsskoler rundt i landet for at kæmpe mod fordomme mod personer med LGBTQ+-identitet og mod diskrimination på deres studie. Ud over musik- og performanceprogrammet kan man møde EiF til festivalen og høre mere om, hvordan man kan være med til at skabe de bedste rammevilkår for, at alle kan udvikle sig fagligt på deres uddannelse.

Køb billetter via Ticketmaster:

Billetter til Amager Bio

Billetter til Train

GAFFA er i øvrigt på gaden med et temanummer om queer-kunstnere. Du kan læse forsideartiklen nedenfor.


LÆS OGSÅ: THE QUEER ISSUE – SAMTALE MELLEM ASBJØRN, BRIMHEIM, RAYMOND GAUNOUX, FREJA KIRK OG BRYAN RICE: Hvordan er man repræsentant for en hel befolkningsgruppe?

Varm op med O/RIOHs "Shake Pussy":

ANNONCE