Nyhed

Reggae-legenden Lee "Scratch" Perry er død

GAFFA.dk – alt om musik

Den legendariske reggaemusiker blev 85 år gammel

Den Grammy-vindende jamaicanske dub- og reggae-producer, -sanger og -sangskriver Lee "Scratch" Perry er død, rapporterer flere medier inklusive Dancehallmag.com. Perry blev 85 år gammel.

Ifølge rapporter døde Perry søndag morgen den 29. august på Noel Holmes Hospital i det vestlige Jamaica efter at have kæmpet med en endnu ukendt sygdom.


Jamaicas premierminister Andrew Holness har bekræftet hans død. "Min dybeste medfølelse til familien, venner og fans af den legendariske pladeproducer og sanger, Rainford Hugh Perry OD, kendt som" Lee "Scratch" Perry ", skriver Holness i et tweet og fortsætter: “Uden tvivl vil Lee Scratch Perry altid blive husket for sit fremragende bidrag til det musikalske broderskab. Lad hans sjæl hvile i fred."

Lee Perry blev født den 20. marts 1936 i Kendal, Hanover Parish, Jamaica. Han begyndte sin musikkarriere som 16-årig, da han fik job hos musikproduceren Clement "Coxsone" Dodd og fik ansvaret for et af dennes mobile diskoteker, et såkaldt "sound system". Perry avancerede hurtigt til "record scout" med ansvaret for at organisere indspilnings-sessionerne hos Dodd i årene 1963-1966.

Utilfreds med den hyre, han modtog, begyndte Perry herefter at arbejde for musikproducerne J.J. Johnson og Clancy Eccles. Eccles hjalp ham med at stifte pladeselskabet Upsetter i 1968. I 1968 indledte Perry et samarbejde med ska- og rocksteady-produceren Joe Gibbs. Samarbejdet resulterede i, at Perry kunne udgive mange succesrige sange på Upsetter. Men det, Perry ønskede og sparede alle sine penge op til, var sit eget indspilningsstudie. I en periode løb han og de kunstnere, han ville indspille, rundt mellem Kingstons forskellige studier – hovedsageligt Randy's Studio 17, Dynamics og Harry J's på Roosevelt Avenue, som havde det nyeste tekniske udstyr.


Det var også disse tre studier, Perry brugte i de velkendte optagelser med The Wailers (Bob Marley, Peter Tosh og Bunny Livingston/Wailer) – et givende samarbejde, der kun varede seks måneder, fra efteråret 1970 til foråret 1971. Efter denne kickstart kom Lee Perry til at indspille kunstnere som Max Romeo, Junior Murvin, Gregory Isaacs og The Congos i midten af ​​1970'erne, hvor de fleste optagelser af The Wailers fandt sted med vokalisterne Bob Marley, Peter Tosh og Bunny Livingston / Wailer.

De musikere, der tilhørte Lee Perrys studie omkring 1970 – The Black Ark, som han byggede med penge, han vandt i en dansekonkurrence – blev kaldt The Upsetters, og Perry selv var The Upsetter. Perry anses sammen med King Tubby og en håndfuld andre jamaicanske musikproducere og eksperimenterende musikere for at have forvandlet rocksteady og den første, primitive reggae fra slutningen af ​​1960'erne til den typiske 1970'er-reggae og rockers-reggae fra slutningen af ​​1970'erne. Perry og King Tubby ses også som skaberne af dub-musikken.

Lee "Scratch" Perry udgav desuden en lang række soloplader og samarbejdsplader med blandt andre Mad Professor, Adrian Sherwood og Bill Laswell og  blev tildelt en Grammy i 2003 for albummet Jamaican E.T. Han er blevet udnævnt af Rolling Stone Magazine som en af ​​de 100 bedste artister inden for populærmusik, uanset kategori.


Perry har givet koncert i Danmark adskillige gange, blandt andet på VoxHall i 2016. Ved samme lejlighed gav han et interview med GAFFA, som fik overskriften "Jeg har lovet mine fans, at jeg aldrig dør". Læs interviewet her.

Hør det Grammy-vindende album Jamaican E.T.

ANNONCE