Nyhed

Festivalen Talk Town debatterer ligestilling i musikbranchen

GAFFA.dk - Alt om musik

Festivalen er, med sine egne ord, “en samtaleby om køn, ligestilling og feminisme”

Debatfestivalen Talk Town 2021 bliver i år afviklet den 20.-22. maj på Union Cph på Nørrebro i København. I år er et af temaerne ligestilling i musikbranchen, og arrangementet vil foruden debatter og workshops også byde på tre showcase-koncerter med nye, danske musiktalenter, nemlig Betty Bass, Sosa (billedet) og Mina Okabe

Torsdag d. 20. maj byder programmet på Future Female Sounds: Dj-fællesskab for kvinder og kønsminoriteter. Her vil Tia Korpe ‒ der er stifter og direktør i NGO’en Future Female Sounds ‒ fortælle om, hvordan organisationen siden 2017 har uddannet over 400 nye dj's, åbnet den første dj-skole for kvinder og kønsminoriteter i Danmark og om, hvorfor safespaces i musikbranchen er vigtige.


Efterfølgende præsenteres Koda ‒ ulighed i kønsbalancen, hvor rettighedsorganisationen vil tale om forskellige problematikker i musikbranchen. Eksempelvis at 19 procent af medlemmerne i Koda er kvinder, men at de 19 procent kun modtager 10 procent af den samlede Koda-udbetaling, og at der ingen kvinder er i top ti blandt de bedst indtjenende medlemmer på hverken tv, radio eller stream og downloads.

Det første på fredagens program, den 21. maj, er Diversitet i dansk musik ‒ hvem har et ansvar?, hvor Lasse Lindholm fra (IFPI), Anna Lidell (DJBFA), Karen Vincent (She Can Play) og Kasper Tøstesen (DR) vil diskutere, hvordan vi får flere kvinder og kønsminoriteter i musikbranchen, i en tid hvor kvinder stadig er underrepræsenterede på i radioen, på festivalerne og på streaminglisterne. Efterfølgende vil Betty Bass, Sosa og Mina Okabe spille koncerter. 

På tredjedagen, lørdag den 22. maj, vil der være en DJ Workshop, arrangeret af Future Female Founds, hvor begyndere og dem, der ønsker at møde andre kvinder, nonbinære og kønsminoriteter kan lære de basale ting om mixing, BPM og meget mere. Workshoppen foregår på engelsk og kræver mundbind og coronapas.


LÆS OGSÅ: Ny dansk, feministisk festival vil gøre op med kønsfordeling i musik 

Læs mere om Talk Town og se det fulde program lige her

Læs også: KOMMENTAR: Hvor træt er du af at høre om ligestilling? 


Varm op til festivalen med Sosas "Sosa's Drøm":

ANNONCE