Nyhed

Nyt dansk pladeselskab vil udelukkende repræsentere queer-artister

GAFFA.dk – alt om musik

Det første tiltag er allerede på plads og er en koncertrække i december

Queer Music Agency er navnet på et nyt dansk pladeselskab. Det et initiativ, som ved udelukkende at repræsentere queer-musikere gerne vil have fokus på at udbrede mere diversitet i den danske musikbranche.

Første tiltag er allerede stablet på benene. Den 18. december finder Queer Concerts sted på Rust i København. Her er det muligt at opleve nogle af de artister, der er repræsenteret af QMA. Indtil videre er fire navne offentliggjort til at give koncert. 


Sander Sanchez (ham/han) er en 25-årig sanger og sangskriver. Han er bosat i København, men han har originalt sit ophav i Jylland og South Dakota i USA. Sanchez' musik har sin rod i pop, men bevæger sig mellem genrer som rock, funk og r&b. Han har optrådt i forskellige sammenhænge, både med sin egen musik, i musicals og i tv-sammenhænge. Han har blandt andet stået på scenen til World Pride, på Smukfest og til Dansk Melodi Grand Prix.

Artist og producer Taralillah (hun/hende) eksperimenterer med det maskuline og feminine i sine produktioner og leger med det abstrakte og modige i sit visuelle univers med et fodfæste i sine islandske rødder. Sidste år udgav Taralillah sin debut-ep Radar of My Heart. En samling af fem numre, som handler om følsomhed, sex og om at være en oprørsk queer.

Ella Costellos (hun/hende) interesse for musik har boet i hende, siden hun var helt lille. Da hun var 16 år, købte hun sin første guitar og har siden da skrevet, sunget og komponeret sange. Med interesse for genrer som indie, folk og alternativ pop er Ellas musik lyrisk, og budskabet skal gerne gå rent igennem.


Nova (hun/de) er en queer-dj, som lige er startet på sin dj-rejse. Med et forelsket hjerte for musik og især house, techno, hiphop og pop spreder hun kærligheden og de gode queer-vibes videre til dansegulvet.

Billetsalget er skudt i gang, og du kan sikre dig en billet lige her.

ANNONCE