Nyhed

Ny metalfestival i Esbjerg til sommer

GAFFA.dk – alt om musik

Den nye metalfestival Death Coast Festival er en tilbagevendende todagesfestival, der afholdes for første gang den 10.-11. juni 2022 på Tobakken i Esbjerg. Amerikanske Vltimas og svenske Dark Funeral er hovednavnene, og de komplementeres af blandt andre Maceration, der gør comeback efter 30 års pause. 

PR-chef og medarrangør Morten Nissen samt talsmand og medarrangør René Blavnsfeldt udtaler i en pressemeddelelse: ”Placeringen er ikke tilfældig, for tilbage i 1990’erne lå hovedstaden for den ekstreme metalmusik i Esbjerg – og det var her, de tre bagmænd bag Death Coast Festival mødtes for første gang. Michael H. Andersen fra Næstved tog ofte toget til Esbjerg for at se sine favorit death metal-bands i Esbjerg, og her mødte han esbjergenserne René Blavnsfeldt og Morten Nissen.

Siden 90’erne har de tre arrangører haft fingrene godt nede i den metalliske undergrund. Dengang udgav de undergrundsblade, havde undergrundspladeselskaber og distribution. Sidenhen har de fortsat deres virke i musikbranchen på forskellige områder. Fælles for alle tre er, at de stadig brænder for den ekstreme metal og for udbredelsen af den. Idéen til festivalen er opstået over længere tid – fordi at lige meget, hvor man færdes i metalmiljøet, bliver der stadig talt om ”Esbjerg dengang i 90’erne, hvor alle de store bands besøgte byen”.


Nu vækker de tre metallen til live igen i Esbjerg med Death Coast Festival

– Vores ambition er at bringe Esbjerg tilbage på det ekstreme metal-landkort, og vi kan forsikre, at denne festival ikke bliver et engangsforetagende, men i stedet en festival, der år efter år vil præsentere legenderne, de gendannede og de bedste, nye talenter indenfor old-school metal. Allerede det første år byder på nogle store overraskelser, fortæller René Blavnsfeldt, som er arrangør og talsmand for festivalen.

Eksklusive koncerter med Vltimas og Dark Funeral


Hovednavnene, de to store metalnavne Vltimas og Dark Funeral, vidner om, at arrangørernes ambitioner bliver indfriet. Amerikanske Vltimas består af David Vincent (ex-Morbid Angel, ex-Terrorizer, m.fl), Rune ”Blasphemer” Eriksen (ex-Mayhem) og Flo Mournier (Cryptopsy), der udgav albummet Something Wicked Marches In i 2019 og efterfølgende leverede én af de bedste koncerter på Copenhell samme år.

Svenske Dark Funeral har eksisteret siden 1993 og har vundet både svensk P3 Guld samt Metal Hammer Awards i 2016 for deres album Where Shadows Forever Reign fra samme år. Begge bands spiller eksklusivt på Death Coast Festival og kan dermed ikke opleves live andre steder i Danmark i 2022.


Maceration gør comeback efter 30 års dvale

Danske Maceration har for længst opnået kultstatus med deres album A Serenade of Agony fra 1992. Efter flere koncerter i Danmark og i udlandet indstillede bandet sine aktiviteter, men er nu blevet gendannet med de to originale medlemmer Jakob Schultz og Lars Bangsholt. Bandet spiller deres første koncert i snart 30 år på Death Coast Festival.

Fra samme periode kommer Denial of God, der har været aktive siden 1991 og har opnået kultstatus i hele verden med deres black horror metal.

Death Coast Festival gæstes af bands fra USA, Sverige, Slovenien, Holland og naturligvis Danmark, og ud over de nævnte bands kan man opleve Cor Vacante, Detest, Helge, Thorium, Chronicle, Toxaemia (SE), Hellsword (SLO), Inquisitor (NL), Bloodphemy (NL) og Ensanguinate (SLO), og der vil være metal-talks med centrale personer fra lokalmiljøet fra dengang.

Covid-19-pandemien som indirekte årsag til festival

Ideen til festivalen opstod faktisk med Covid-19-pandemien som indirekte årsag. Covid-19 gjorde det meget besværligt at rejse på sommerferie i udlandet, og i stedet besluttede Michael H. Andersen at tage sin familie med rundt for at besøge danske byer.

Esbjerg var et af rejsemålene, på grund af Andersens gode oplevelser dengang tilbage i starten af halvfemserne, gennem årene som optrædende musiker på Tobakken og som pladeselskabsmand, der har arbejdet med Esbjergbands som Kellermensch, The Floor Is Made Of Lava, Chiro og Black Oak County.

Gensynet med Esbjerg vækkede de gode minder og idéen om at genskabe Esbjerg som en by for metalmusikken opstod. Kort tid efter kontaktede han René Blavnsfeldt og Morten Nissen for at høre, om de var med på idéen.

Køb billetter via www.deathcoast.dk

Fakta:

Hvad: Death Coast Festival

Hvornår: 10. og 11. juni 2022

Hvor: Tobakken, Esbjerg

Bands

Vltimas (US) (eneste koncert i DK i 2022)

Dark Funeral (SE) (Eneste koncert i DK i 2022)

Maceration (DK) (Første koncert i 30 år)

Denial Of God (DK)

Thorium (DK)

Toxaemia (SE)

Hellsword (SLO)

Inquisitor (NL)

Detest (DK)

Bloodphemy (NL)

Ensanguinate (SLO)

Cor Vacante (DK)

Chronicle (DK)

Helge (DK)

 

ANNONCE