Nyhed

Nu kan du abonnere på livemusik

Kulturværftet i Helsingør lancerer ny abonnementsordning

Det Helsingør-baserede kulturhus, Kulturværftet, har netop annonceret et nyt tiltag. Liveforbundet, som er titlen, er en abonnementsordning, hvor man for 135 kroner om måneden kan få lov til at opleve koncerter i forskellige kulturhuse året rundt, oplyser kulturhuset i en pressemeddelelse.

Tiltaget henter inspiration fra streamingtjenester som Netflix og Mofibo, hvor brugerne kan få adgang til film og lydbøger ad libitum, hedder det i en artikel på Kulturværftets hjemmeside, hvor det nye tiltag præsenteres.

I stedet for en skærm får brugerne af Liveforbundet mulighed for at gå på musikalsk opdagelse i det koncertprogram, som Kulturværftet har at tilbyde, 


Med ordningen følger nemlig adgang til minimum 52 årlige koncerter inden for en bred række genrer som for eksempel jazz, pop, rock eller folk. Initiativtagerne bag Liveforbundet mener derfor også, at tiltaget er en ny måde ”at udrulle Danmarks massive musikalske talentmasse til Helsingørs koncertgængere og kulturhusenes gæster”.

Som en start rulles ordningen ud på Kulturværftet, Toldkammeret og Elværket. På længere sigt ønsker man dog at inddrage flere aktører, herunder eksempelvis kirker og musikskoler.

Forperson for Helsingør Kommunes Kultur- og Turismeudvalg, Michael Mathiesen, ytrer i en pressemeddelelse sin begejstring for lanceringen af det nye tiltag og mener blandt andet, at det skaber en mere lige adgang til kulturen:


”Vi ved, at inflationen rammer borgerne med stigende udgifter i husholdningen og samfundet generelt. Men med adgang til 52 årlige koncerter til blot 135 kroner om måneden er der måske stadig luft i privatøkonomien til at opretholde muligheden for at nyde kulturelle oplevelser," udtaler Mathiesen og fortsætter:

”Kulturhusene er for alle, og Liveforbundet gør musikoplevelserne i Helsingør Kommune mere tilgængelige. Der er rigtig godt, og jeg glæder mig til at følge udviklingen af musiklivet med Liveforbundet i Toldkammeret og Kulturværftet og på Elværket.”

Efter nogle mindre end optimale år med ufrivillig coronanedlukning ser leder af Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe, det nye tiltag som noget, der kan bidrage til den fællesskabsfølelse, mange har savnet:


”Den sociale dimension er vigtig, og Liveforbundet skal også ses som en fællesskabende platform, der ansporer til at møde hinanden og dermed dele musikoplevelsen med hinanden”, udtaler Vikkelsøe i en pressemeddelelse.

Kulturhusene byder på et bredt program, hvor du kan opleve alt fra Zar Paulo til Shooter Gang. Hvis det er noget for dig, så kan du købe adgang til abonnementsordningen lige her.

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Publikum er ikke vendt tilbage til spillestederne efter coronakrisen

 

ANNONCE