Nyhed

Rage Against the Machine i topform ved første koncert i 11 år

De politisk bevidste 90'er-legender rammer Europa i august og meldes i storform

Lørdag aften gav Zack De La Rocha, Tom Morello og resten af Rage Against the Machine deres første koncert i 11 år. Det foregik i Wisconsin, USA, og ifølge blandt andre Rolling Stone var der tale om en triumf af et comeback.

Koncerten bød på klassikere som "Bombtrack", "Killing in the Name" og "Bullet in the Head" i eksplosivt veloplagt levering, referencer til de aktuelle stramninger i den amerikanske abortlovgivning og den globale flygtningekrise - og et enkelt Bruce Springsteen-cover.

Den aktuelle Public Service Announcement Tour skulle oprindeligt have været sparket i gang tilbage i 2020, men er blevet udskudt på grund af COVID19-pandemien. I næste måned lander Rage Against the Machine i Europa, hvor de giver koncert i blandt andet Skotland, England, Tyskland, Frankrig og Spanien.


Og det lader til, at de europæiske fans har noget at glæde sig til. "Rage beviste, at de ikke behøver nye sange for at tale til netop dette øjeblik i amerikansk historie," skriver Rolling Stone i deres anmeldelse under overskriften "Rage Against the Machine kom til live igen med et brøl ved eksplosiv start på genforeningsturné."

Koncerten blev indledt med "Bombtrack" og afsluttet med "Killing in the Name," begge fra bandets selvbetitlede debutalbum fra 1992.


Bandet, som er kendt for sin skarpe, samfundskritiske dagsorden, sagde ingenting fra scenen, men lod i stedet sangene tale - suppleret af storskærme med fotos, tekst og videooptagelser. "Abort the Supreme Court," stod der blandt andet - med henvisning til den amerikanske højesterets nylige beslutning om at lade det være op til de enkelte delstater, om aborten skal være fri.

LÆS OGSÅ: Rage Against the Machine bliver gendannet

Beslutningen har vakt ramaskrig blandt progressive kræfter i USA - også i musikbranchen - da den de facto vil betyde afskaffelse af kvinders ret til abort i en række amerikanske delstater.


Et andet opslag opregnede de økonomiske omkostninger ved at forbyde abort, ligesom en række billeder tematiserede politivold og flygtningekrisen. På storskærmen sås således blandt andet en anholdt omgivet af bevæbnede politifolk og en helikopter over en gruppe flygtninge.

Rage Against the Machine besøgte senest Danmark, da de gav koncert på Roskilde Festivals Orange Scene i sommeren 1996. 

ANNONCE