Nyhed

Hugo Helmig er gået bort

Han blev blot 24 år gammel

Den danske sanger og sangskriver Hugo Helmig er død. Det skriver hans far Thomas Helmig på sin Instagram-profil.

”På dit alt for korte livs sidste aften, sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så “Notting Hill”, og vi snakkede og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten, og mens du sov, gav dit lille hjerte op,” skriver Helmig og fortsætter:

”Og nu er du så pludselig ikke “her” længere men lever videre et sted “Dybt inde i mit hjerte”, hvor jeg vil bære dig med ømhed, stolthed og betingelsesløs kærlighed resten af mit liv. Jeg er så uendeligt taknemmelig for hvert eneste sekund jeg fik sammen med dig. For evigt – Far.”

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Thomas Helmig (@tomhelmig)


Hugo Helmig debuterede i 2017 med singlen ”Please Don’t Lie”, der på kort tid blev et massivt hit. Nummeret blev fulgt op i 2018 med den fem numre lange ep, Promise, der fik fem stjerner af GAFFA. I 2019 udkom Helmigs første studiealbum Juvenile, som blev efterfulgt af ep’erne Lulu Vol.1 og Lulu Vol.2 fra henholdsvis 2020 og 2021.

Hvil i fred, Hugo Helmig.


ANNONCE