Nyhed

SKYGGERIGET: Bob Dylan udgiver gamle sange i nye versioner

Den turnéaktuelle legende udsender musikken fra mystisk film som album

Det er efterhånden tre år siden, at den nu 81-årige mestersangskriver Bob Dylan udgav sit seneste studiealbum - den stærkt kritikerroste Rough & Rowdy Ways, som også fyldte godt på sætlisten, da Dylan gav koncert i København tilbage i september 2022.

Nu er der imidlertid godt nyt fra Dylan, som tidligere på måneden indledte næste etape af sin verdensturné i Japan, hvor han forleden overraskede fans i Tokyo med en coverversion af The Grateful Deads "Truckin".

Vi andre må "nøjes" med nyheden om, at Sony Music den 2. juni udgiver musikken fra den gådefulde s/h-film Shadow Kingdom, som udkom under Covid19-pandemien i sommeren 2021 og viser Dylan i front for et maskeret hold af ukendte musikere genfortolke en lang række klassikere fra bagkataloget.


Albummet indeholder i alt 13 sange (foruden en instrumental epilog), fra favoritter som "Forever Young" og "It's All Over Now, Baby Blue" til mere obskure tracks som “Queen Jane Approximately,” "Tombstone Blues" og “The Wicked Messenger” 

Fire dage efter udgivelsen af soundtrack-albummet på cd, lp og streaming bliver det desuden muligt at købe eller leje selve filmen online. Da Shadow Kingdom havde premiere i juli 2021, kvitterede GAFFA med de maksimale seks stjerner og følgende ord:

"Det er nogle andre sange, end Dylan sædvanligvis har på repertoiret og fremførelsen er ualmindeligt stærk – ikke mindst vokalt. Dylan har sjældent sunget bedre, og i sin helhed står Shadow Kingdom tilbage som mere end blot en streamet koncert: Den er et lægende lydomslag for en foruroligende tid, og et værk i egen ret fra en mester, som stadig er i sin helt egen liga."


Efter den aktuelle koncertrække i Japan vender Bob Dylan tilbage til Europa til sommer, hvor han giver koncerter i Frankrig, Schweiz, Spanien og Italien i juni og juli.  

Bob Dylan i autografskandale - og klar med stort bokssæt

ANNONCE