Nyhed

DANSKSPROGET ALBUM I SIGTE: Nyt kapitel starter for Soleima på ny single

Soleima udgiver ny single og annoncerer sit første dansksprogede album

Stilstand kan for mange være en skræmmende tilstand at være i. Men stilstand kan være nøglen til en port, hvor et nyt kapitel venter bag. Stilstanden kan hjælpe med at finde tilbage til kernen. Uden stilstand er der ingen forandring.

Sådan beskriver Soleima optakten til udgivelsen af sit nye danske debutalbum, der udkommer den 3. februar. Allerede nu får vi dog en forsmag på hendes nye musik, med singlen "Næste side" der udkommer i dag. I en pressemeddelelse fortæller Soleima, at hun glæder sig til at invitere sine lyttere med på rejsen:

– Stilstanden gav plads til transformation i alle dets afskygninger, og jeg glæder mig til at invitere publikum med til et helt nyt kapitel i min musikalske rejse. Folk kan forvente en mere organisk, håndspillet og levende vej, hvor vi tør blande temaer fra musikkens verden med noget ”stramt”, koreograferet og teatralsk, lyder det. 


Den tidligere P3 Talent-vinder, Soleima, har fundet tilbage til sig selv, men også en i ny version. Hun gjorde sig særligt bemærket i slut-10’erne på engelsk med blandt andet "Cheers for the Tears" og "Low Life", men har for nyligt bevæget sig ud på danske farvande.

Sidste februar udkom hendes første danske single "Livet begynder", som er blevet taget godt imod – faktisk er det nu hendes mest afspillede nummer på DR’s kanaler. Det er tydeligt, at Soleima har taget hul på et nyt, dansk kapitel og det lader til, at lytterne står klar med åbne arme.

Soleima fortæller, at skiftet er vokset ud fra en periode i hendes liv, hvor hun har måtte erkende, at man indimellem er nødt til at komme ned og mærke underlaget:


– Med mine danske sange har jeg fundet ind til en ny version af mig selv – men jeg har også fundet hjem igen. De er skrevet i en tid, hvor mit liv blev sat på pause, og hvor jeg måttet erkende at pauser er en del af rejsen.

Hun har desuden annonceret, at hun tilføjer 13 ekstrakoncerter til sin igangværende tour – som blev skudt i gang den 24. november i Store Vega sidste år – i foråret 2023. Med sig har hun to musikere fra bandet Liss, Villads Tyrrestrup og Tobias Laust Hansen samt Barbro Kuypers. For at fejre det dansksprogede debutalbum, giver Soleima  koncert på Rust i København i anledning af deres 33 års fødselsdag, som finder sted den 3. februar.

ANNONCE