Nyhed

I ULVENS TEGN: Peter Belli hyldes med koncert og foredrag

Den afdøde rocklegende mindes ved eksklusivt arrangement i næste måned

I juni landede den triste nyhed om, at den danske rockveteran Peter Belli var gået bort i en alder af 79 år. I de følgende dage strømmede mindeordene ind på de sociale medier - og DR overraskende med et gribende afskedsinterview, optaget inden Bellis død til Michael Bertelsens portrætserie Det sidste ord.

Den 13. september er der så yderligere en mulighed for at mindes den store stemme, som gennem en lange karriere nåede at brede sig over såvel rock og dansktop som skuespil, ligesom han lagde stemme til en række tegnefilm. Blandt de mere mindeværdige er således Bellis "rolle" som blæksprutten i den animerede klassiker Bennys badekar fra 1971.

Det er Roskilde Bibliotek, som byder velkommen til en særlig aften i Bellis tegn. "Kom og vær med til en helt særlig begivenhed, hvor vi fejrer Peter Bellis enorme bidrag til den danske musikverden," lyder det fra Roskilde Bibliotek, som uddyber:


"Rockjournalist Espen Strunk vil dykke ned i Peter Bellis livshistorie, hans succeser og den markante indflydelse, han har haft på dansk musik gennem hele sin 50-årige karriere. Peter Bellis søn. Michel Belli og hans band Den Syvende Søn bringer udvalgte Ulven-numre til live og spiller også sange fra hans egen albumaktuelle plade, Alt på spil."

Få dage efter arrangementet i Roskilde, vil Michel Belli gå på scenen og hylde sin far ved uddelingen af Det Danske Rockakademis hæderspriser i Amager Bio den 17. september. Peter Belli nåede at modtage nyheden om, at han havde modtaget hædersprisen, men kommer altså ikke selv til at opleve den store aften, hvor en række kolleger vil fortolke sange fra både hans og aftenens anden prismodtagers -  Annisette Koppel - respektiver bagkataloger.

GAFFAs Espen Strunk, som vil udfolde historien om Bellis liv og karriere i Roskilde, er en af landets største Belli-eksperter og nåede at interviewe aftenens hovedperson ved flere lejligheder. Der er et begrænset antal billetter i salg til hyldestaftenen. De koster 50 kroner og kan erhverves lige her.


NEKROLOG: Han var her for at synge – Peter Belli er død, 79 år

ANNONCE