Nyhed

Den amerikanske pop- og TikTok-stjerne, Jason Derulo, kommer til København på sin ’Decade Of Derulo World Tour’

Så er der hitparade!

"Man følte sig til tider hensat til et diskotek i provinsen", skrev vores anmelder, da Jason Derulo gav koncert til dette års Smukfest. Han konstaterede ligeledes "at det var man jo nærmest også" - altså hensat til et diskotek i provinsen. 

Om man bliver hensat til endnu et diskotek, tør ikke siges, men det bliver ihvertfald ikke i provinsen. For i dag offentliggøres nyheden om, at Jason Derulo gæster Royal Arena i København den 25. februar 2024. Til Jason Derulos Smukfest-koncert kunne vores anmelder berette om, at popstjernen diskede op med den helt store hitparade. 

"Hele pladsen synger med på sange fra Derulos 14 år lange karriere, lige fra debutsinglen ”Whatcha Say”, der åbner showet, over den, ja, dansevenlige ”Take You Dancing”, selv-kærlighedshyldesten ”Ridin’ Solo” (en af Derulos mere inciterende melodier), den romantiske ”Marry Me”, den utilsløret erotiske ”Swalla” med rapperne Nicki Minaj og Ty Dolla Sign på storskærm og linjer som ”All you girls in here, if you're feeling thirsty / Come on take a sip 'cause you know what I'm servin'” og mange flere." 

Siden starten af ​​sin solokarriere i 2009 har Derulo opnået over 18,2 milliarder streams på verdensplan og opbygget en stor fanbase på sociale medier med over 117 millioner følgere på tværs af alle platforme. Han arbejder i øjeblikket på sit længe ventede femte fuldlængde album og er aktuel med en række singler såsom "Acapulco" og Savage Love". 

Det officielle billetsalg starter fredag den 22. september kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

ANNONCE