Nyhed

TRYLLEBINDENDE POP: LP tilbage med ny Danmarkskoncert

Fans kan glæde sig, når LP endnu engang lægger vejen forbi Dannmark

Til sommerens NorthSide Festival leverede den Los Angeles-baserede artist LP en, ifølge GAFFA, storslået opvisning af velskårne popperler

Nu annoncerer LP, at de vender tilbage til Danmark, når de den 28. februar 2024 indtager Forum Black Box i København som en del af den kommende verdensturné ”Love Lines”.

Turnéen finder sted i forlængelse af LP’s nye album Love Line, der udkommer i morgen den 29. september.  


LP har skabt sig en massiv popularitet over hele verden, siden de i 2017 fløj ind på flere internationale hitlister med nummeret ”Lost On You”.

Opskriften er en stærk vokal, en genre-eksperimenterende stil samt velskrevne sangtekster. I en pressemeddelelse sammenligner LP det at skrive sange med comedy som kunstform:

”Det er at berolige nogen, hjælpe deres sind med at give slip og gøre dem klar til at modtage disse følelser. Så kan de lade sangen tale til deres sjæl på den måde, de ønsker,” forklarer LP.


Når LP kommer til Danmark i det nye år, vil det være anden gang, at den 42-årige sanger kan opleves i Forum Black Box.

Sidste år spillede de en udsolgt koncert på netop den scene – en koncert som GAFFAs Espen Strunk anmeldte til fem stjerner under titlen Vokalt vidunder med kolossal karisma:

”Det er ikke alle LP’s sange, som er lige så uforglemmelige som ”Lost on You”. Men det er gennemgåede solidt sangskrivningshåndværk, hvor det mærkes, at LP har gjort det til et livsprojekt at perfektionere popsangens simple skabelon,” lød det blandt andet i anmeldelsen.


Billetsalget til LP-koncerten i 2024 starter fredag den 6. oktober klokken 10 via Livenation og Ticketmaster.

LP-INTERVIEW: En realistisk drømmer

ANNONCE