Nyhed

NorthSide-aktuelle LP klar med ny video

Mød karismatiske LP live og se den nyeste musikvideo til singlen ”Golden”

Den NorthSide-aktuelle karismatiske amerikaner LP er tilbage med sin første single i to år. Den nye single ”Golden” udkom i går, og de har netop holdt premiere på musikvideoen til den nye single.

LPs poprockede univers bød senest på albumudgivelsen Churches i 2021, der modtog fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder:


”Hovedvægten ligger på patosfulde, dramatiske ballader, som brænder igennem takket være lige dele habilt sangskriverhåndværk og – måske især – LP's eminent ekspressive stemme. I alt 14 sange og en afsluttende digtrecitation får vi, og selvom albummet måske ikke gemmer på en ny ”Lost on You”, er her ikke desto mindre tale om en samling inderlige og vedkommende sange, som står og sitrer midt mellem smerte og styrke,” lød det dengang fra GAFFAs anmelder.

LP har udgivet musik siden starten af 00’erne, men det var særligt med udgivelsen af singlen ”Lost on You” fra 2015, at sangeren for alvor brød igennem. Siden gennembruddet har de både leveret materiale til kunstnere som Rihanna og Christina Aguilera.

I 2022 stillede LP op til et interview med GAFFA, da de var aktuel med albummet Churches og en femstjernet dansk koncert i Forum Black Box. I interviewet fortalte dengang 41-årige LP blandt andet om sin opvækst og rejsen gennem musikbranchen:


- For mig er nøglen til et godt liv at være i stand til at kigge på mit liv og vide, hvor heldig jeg er, fordi jeg er klar over alternativerne. Dén indsigt er guld værd. Jeg forstår, hvor stort det er at få lov at leve af at skrive og spille musik – og jeg forstår det i real time. Jeg har oplevet visse kolleger, som oplevede tidlig succes og først forstod i tilbageblik, hvor heldige de havde været. Det var forbi, før de vidste af det. Sådan er det ikke for mig. Alle prøvelserne, modgangen, selve rejsen gav mig så meget, fortalte de dengang.

LÆS OGSÅ: LP-INTERVIEW: En realistisk drømmer

 


ANNONCE