Nyhed

Nelly indtager Royal Arena med gæstestjerner

Nelly tager et stjernespækket hold med sig på sin største turné til dato

Trænger man til at skyde næste sommer i gang med et brag af en fest, tyder meget på at Nellys netop annoncerede turné, Where The Party At Tour, er et godt sted at starte. Her indtager den ikoniske sanger, der storhittede med blandt andet "Dilemma", "Ride Wit Me" og "Hot In Here" op gennem 00'erne, nemlig Royal Arena den 29. maj 2025 med helt særlige gæster på scenen.

Med hele tre Grammys, multi-platin og multi-diamant sælgende albums i bagagen, må Nelly siges at være et sandt 00'er ikon. Siden sin debut i 2000 med debutalbummet Country Grammar og den efterfølgende succes med opfølgeren Nellyville fra 2002, har Nelly for alvor cementeret sig som en stærk spiller på den internationale musikscene. 

Country Grammar kan i 2025 fejre 25-års jubilæum, og i den anledning har Nelly annonceret en fødselsdagsfest, der byder et brag af en fest med gæsteoptrædener fra Nellys samarbejdspartnere og venner som Ja Rule, Eve, St. Lunatics, Fabolous, Jermaine Dupri og Chingy. Gæsterne varierer afhængigt af byen, og yderligere gæster mangler stadig at blive annonceret. I Danmark tager stjernen Eve, St. Lunatics, Fabolous og Jermaine Dupri med sig.


Jubilæumsturnéen bliver Nellys største til dato med 50 koncerter fordelt på fire kontinenter. For Nelly bliver det et gensyn med Danmark, som han sidst besøgte i 2017, da han medbragte sit hitkatalog i Store Vega. En koncert, der dog kun kunne få GAFFAs anmelder til at hoste op med to stjerner og ordene:

"De betalende gæster var formentlig tilfredse nok med at få de hits, de kom efter, men tager man de kritiske briller på var lyspunkterne for aftenen i selskab med Nelly lidt nostalgisk mandags-r&b og absolut ikke mere end det."

Den amerikanske kunstner skulle have været tilbage i 2020, men måtte aflyse grundet coronaepidemien. Nu kan de r&b- og hiphop-hungrende danskere dog se frem til en nostalgisk aften, når Nelly vender tilbage i 2025. 


Billetsalget starter fredag den 13. december klokken 10.00. Billetterne kan findes her.

Brug for en reminder om, hvem Nelly nu liiiige er? Få den her:


Jay-Z anklages for voldtægt af mindreårig sammen med Diddy

ANNONCE