Siamese inviterer til metalfest med nyt album under armen
Det danske band Siamese har taget den internationale metalcore-scene med storm siden udgivelsen af albummet We Are The Sound i 2011 under navnet Siamese Fighting Fish. Siden da har gruppen skiftet navn og udgivet yderligere hele fem album, heriblandt det seneste og spritnye Elements, og det er med alle disse i bagagen, at de til næste år besøger spillestedet Poolen i København den 6. december 2025.
Gruppen oplevede enorm succes efter udgivelsen af det anmelderroste coronaalbum Home fra 2021, der da også skovlede hele fem stjerner hjem fra GAFFAs anmelder, som roste albummet med ordene: "En gennemført plade på mange fronter, og Siamese burde, for anmelderen at se, for alvor komme på banen både på det hjemlige og ikke mindst på det udenlandske marked med dette mindeværdige album i ryggen."
Her tre år efter har Siamese udgivet det seneste album Elements, der, ifølge udtalelser fra forsanger Mirza Radonjica, skulle markere en æra, hvor bandet dykker yderligere ned i genreblandinger, og "lyder af både 2004 og 2023 på samme tid."
Elements formår, ifølge GAFFAs anmelder, ikke helt at overgå coronasuccesen, men fik dog trods alt sneget sig op på hele fire stjerner medfulgt af ordene: "Guitarist Andreas Krüger er en hæderkronet komponist, og også Elements er virkelig gennemført på mange måder. Dog sidder undertegnende tilbage med en fornemmelse af, at man ville for meget. Less is nogle gange more. Siamese giver os et super bredt spektrum af metalcore, men også meget af for eksempel P3-pop(-pis) eller endda dubstep."
Siamese har netop spillet deres sidste show i 2024 i Store Vega i København. Et show, der markerer starten på deres Europaturné, som for alvor løber af stablen i det nye år, når bandet besøger yderligere 22 europæiske byer heriblandt London, Prag, Budapest og Wien. Bandet tog for nyligt til Instagram, hvor de kunne meddele, at de allerede nu kan melde udsolgt på flere af koncerterne. Det tyder derfor på, at man skal være hurtig, eftersom billetsalget allerede er godt i gang. Billetterne til det kommende show i Poolen kan findes her.