Nyhed

Nyt projekt skal udklække fremtidens musikbranchetalenter

Projektet skal bygge bro mellem spirende lokale og internationale talenter i musikbranchen

Den aarhusianske showcasefestival Spot Festival og spillestedet Fermaten i Herning indgår i et nyt samarbejde om projektet Live Incubator, der skal være med til at forme fremtidens brancheaktører og skabe bro mellem lokale og internationale ildsjæle.

10 unge fra Midtjylland mellem 20 og 30 år og 10 udenlandske jævnaldrende skal sammen skabe fremtidige løsninger og idéer til nogle af de aktuelle udfordringer, som musikbranchen står overfor lige nu. Projektleder Esben Aarup fra Fermaten fortæller, at projektet opstod som en idé på en europæisk konference, hvor han mødte branchekollegaen Maria Kaimaklioti fra Cypern, som står bag musikagenturet Scala, der også er med i samarbejdet om Live Incubator:

“Det er faktisk kun et halvt år siden, at Maria Kaimaklioti og jeg fik ideen om at samle den nye musikbranche om at udvikle nye projekter og skabe mere samarbejde tværs af Europa, da vi sammen var på en konference i Budapest. At projektet allerede nu bliver til virkelighed er derfor virkelig stort for os, og vi glæder os helt vildt til at komme i gang,” fortæller Esben Aarup i en pressemeddelelse, og som til daglig er projektmedarbejder på Fermaten. 

Udvælgelsen af de unge deltagere startede i december 2023, hvor et nomineringsudvalg bestående af personer fra både Spot Festival og Fermaten skulle undersøge potentielle midtjyske kandidater til forløbet. Deltagerne vil blive udvalgt i løbet af de kommende uger, og skal derefter deltage i nogle onlineworkshops i løbet af foråret, som kulminerer i en Incubator-bootcamp under dette års Spot Festival i maj. Har man selv en oplagt kandidat i tankerne, kan man sende en mail med forslaget til leder Spot Festival Rikke Andersen på rikke@spotfestival.dk. 


Projektet støttes af Tuborgfondet og Europæisk Kulturregion. 

LÆS OGSÅ: VIBORG: Holdet bag Northside og Tinderbox vil skabe en ny musikfestival med 25.000 besøgende per dag

ANNONCE