Nyhed

Musiker og jurist: "Folk vil jo egentlig bare gerne kunne forstå, hvad der står i deres kontrakt"

En ny platform vil oversætte komplicerede kontrakter i musikbranchen til hverdagssprog, så begge parter ved, hvad de skriver under på

Musiker og jurist Jakob Johansen vil gøre det uforståelige forstårligt for sine musikbranchekollegaer. Gennem sit nyopstartede firma Fair Play Music Contracts vil han gøre det nemmere at lave kontrakter i musikbranchen, så alle forstår, hvad de skriver under på. Jakob Johansen fortæller til GAFFA, at han selv har siddet på begge sider af forhandlingsbordet, hvor hans viden om jura og musik kan komme til gavn for andre i branchen.

- Jeg er selv musiker og er uddannet fra konservatoriet. Men på et tidspunk gik min hjerne lidt i stå, så jeg begyndte at læse erhvervsøkonomi og erhvervsjura på CBS, bare for at prøve det stik modsatte af at spille musik, og det var faktisk overraskende sjovt. Da jeg blev færdiguddannet, skrev direktøren for Warner til mig, fordi han manglede en klaverlærer, og vi havde lavet musik sammen i gamle dage. Jeg sagde, at jeg ikke er en god nok pianist til det, men at jeg manglede et job som jurist. Og sådan startede jeg som jurist hos Warner, siger Jakob Johansen, som fortæller, at han hurtigt opdagede, at der var et behov for hjælp med kontrakter i musikbranchen.

- Det var ligesom at blive kastet for løverne. Efter to år hos Warner lavede jeg derfor mit eget firma, som hedder Musikkens Juridiske Rådgivning.


Undervejs opdagede Jakob Johansen, at det var en stor hjælp, hvis processerne kunne blive automatiseret og sat i system. Idéen til Fair Play Music Contracts opstod blandt andet, fordi det ofte var de samme spørgsmål, som blev stillet til ham. 

- Jeg brugte meget tid på at svare på de samme spørgsmål og forklare det i menneskesprog. Det var nok hovedårsagen til, at jeg tænkte, at i stedet for at jeg sidder og tager en dyr timeløn mellem mig og andre advokater, så kunne jeg jo systematisere det. Jeg kunne lave en løsning, hvor man får tingene forklaret. Folk vil jo egentlig bare gerne kunne forstå, hvad der står i den der 30-sider lange kontrakt, de skriver under på. 

Jakob Johansen fortæller, at den nye platform fungerer således, at brugeren svarer på et par simple spørgsmål om den situation, de befinder sig i, og om den aftale de gerne vil indgå. Fair Play Music Contracts præsenterer derefter et bud på en kontrakt, som kan sendes til modparten inde på platformen. Herefter kan begge parter forhandle med hinanden, og afslutningsvis underskrive den endelige kontrakt. Jakob Johansen beskriver platformen som et møde mellem pædagogik og jura, og sproget er derfor skrevet således, at alle forstår, hvad de skriver under på.


- Du kan customize alt, og hvis der er noget, som du ikke forstår, er der en hjælpefunktion, der forklarer det på et endnu mere forståeligt hverdagssprog. Modparten kan skrive kommentarer til kontrakten, som bliver fremhævet, og på den måde kan man indgå forhandlinger og kontrakter med hinanden, uden man behøver en advokat. Næste gang du skal bruge en kontrakt, kan du gå ind på din profil og nemt kopiere gamle kontrakter, så du ikke skal starte forfra hver gang. 

Ifølge Jakob Johansen kan platformen også være med til at virke konfliktnedtrappende i netop forhandlingssituationer. 

- Hvis man fokuserer på, hvad man ønsker at aftale med hinanden, i stedet for juridiske formuleringer i en kontrakt, vil forhandlingerne også virke mindre konfronterende. Artisterne vil føle sig tryggere og forstå, hvad der står i aftalen. Når jeg har snakket med forskellige artister, er der flere af dem, som ikke engang har læst deres kontrakter. Man ved godt, at der er en masse ord, der kan have stor betydning, men når de går i gang med at læse kontrakten igennem, så står de helt af, og det er jo forståeligt.


International rækkevidde 
Fair Play Music Contracts dækker i øjeblikket kun dansk lovgivning, men Jakob Johansen fortæller, at platformen har en løsning for dette.

- Alle lande har deres egen lovgivning, og jeg er kun ekspert i danske love og regler. Derfor at vi valgt, at alle kontrakter er underlagt dansk lovgivning. Så hvis der opstår problemer med en aftale, du har lavet med USA, så skal konflikten behandles af en dansk domstol, hvilket sjældent er et problem, fortæller Jakob Johansen og tilføjer, at han ikke forventer, at de store pladeselskaber hopper på med det samme, men at platformen kan bidrage med tryghedsskabende fordel overfor deres artister:

- Jeg tror, de store major labels har deres egne kontrakter udarbejdet af dyre advokathuse, så de vil nok ikke gøre det til at starte med. Men jeg arbejder på at få dem med, da det vil være en fordel for dem at bruge platformen. For når man kommer med en kontrakt til en artist, så er den jo enormt lang og kompliceret, og artisten forstår den ikke, hvilket gør dem utrygge ved samarbejdet. Hos Fair Play Music Contracts er indholdet det samme, men jeg har oversat det, så alle taler det samme sprog. 

Fair Play Music Contracts går i luften i dag, og man kan læse mere om platformen her.

 

LÆS OGSÅ: Fra gatekeeper til døråbner: Spillested afprøver ny bookingstrategi

 

 

ANNONCE