Nyhed

Kylie Minogue klar med ny musik og stor turné

Popikonet annoncerer sin største turné i et årti sammen med sit 17. album

Den australske sanger, sangskriver og skuespiller Kylie Minogue er en af verdens bedst sælgende kvindelige kunstnere med over 80 millioner solgte plader globalt. Nu er ikonet bag "Can't Get You Out of My Head" klar med sit 17. album Tension II, der følger op på sidste års Tension (2023). Albummet udkommer den 18. oktober og kommer til at indeholde hendes seneste dansehit og single "Edge of Saturday Night", som er et samarbejde med The Blessed Madonna.

Tension II består, ifølge en pressemeddelelse, af 13 sange, hvor den globale superstjerne dykker ned i det elektroniske univers og fylder albummet med såkaldte "dansegulvshits." Albummet indeholder ni helt nye sange, der præsenterer flere samarbejder. Udover The Blessed Madonna medvirker kunstnere som Orville Peck, Diplo, Bebe Rexha, Tove Lo og Sia

Udover det kommende album annoncerer popikonet turnéen Tension Tour, som bliver Minogues største siden 2011. Turnéen starter i Australien og fortsætter gennem Asien og afsluttes i Storbritannien. Dog lyder det i pressemeddelelsen at, der i de kommende uger annonceres flere lande og datoer i Europa samt Nord- og Sydamerika. 


Det er efterhånden seks år siden, Minogue sidst kunne opleves herhjemme. Det var i efteråret 2018, hvor hun gav koncert i Operaen i København, men som det ser ud nu, er der stadig en chance for, at hun lægger vejen forbi Danmark i forbindelse med sin kommende turné. 

"Jeg er helt vildt begejstret for at kunne annoncere Tension Tour 2025. Jeg kan ikke vente med at dele smukke og vilde øjeblikke med fans over hele verden, mens vi fejrer Tension-æraen og meget mere!", fortæller Kylie Minogue om den kommende turné i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Det har været en spændende rejse indtil nu, og nu gør jer klar til at være i centrum, for jeg vil råbe: lys, kamera, action ... og der vil være masser af padaming!"


Den nu 56-årige sanger har efterhånden en karriere, der strækker fra 80'erne og frem til i dag. Bag den lange karriere gemmer sig en række hits og hele 16 albums. Hendes seneste udgivelse Tension (2023) beviste, at hun har fundet en opskrift, der virker, og at hun stadigvæk følger den. GAFFAs anmelder gav albummet tre stjerner og skrev: "[Hvis der er] en kunstner, der excellerer i og gør en dyd ud af at holde sig til samme stil, så er det Kylie. Alle sangene på Tension kunne snildt have passet ind på hendes to dance-pop-album Light Years og Fever fra omkring årtusindskiftet."

Genkendelighed kan være en positiv ting, og singlen "Padam Padam" fra hendes seneste album har vist, at hun stadigvæk er en stærk figur i musikbranchen. På nuværende tidspunkt har sangen over 100 millioner afspilninger på Spotify.


LÆS OGSÅ: NYT STUDIE: Derfor får du sange på hjernen

ANNONCE