To danske spillesteder har lige annonceret en tidlig julegave.
Det kan godt være, at du ikke sidder i solskinnet og længes mod jul, men nu er der måske en grund til at starte forventningsglæden allerede. Vega har nemlig netop annonceret, at Thomas Dybdahl traditionen tro spiller koncert i december. Dagen inden spiller han på Train i Aarhus.
Læs også: Musik og magt: "Det bliver så ensrettet og fordummende"
Den norske musiker har beriget Vegas julestemning siden 2004, og i år vender han altså tilbage for 20. gang. Med sig har han sit alsidige bagkatalog af hjertevarme sange og melodiske bagtæpper af syngende guitar og svævende strygere – og mon ikke der også sniger sig en enkelt julesang eller to med i puljen også.
Thomas Dybdahl debuterede i 2002 med albummet The Great October Sound, som han vandt den norske Spillemansprisen (Norges svar på en Grammy) for. Siden har udgivelserne været mangfoldige og spænder i alt fra nordisk melankolsk americana på debuten til soul- og funk på albummet Fever fra 2020. Her skiftede sangskriveren den akustiske guitar ud med den elektroniske, og GAFFAs anmelder krediterede med hele fem stjerner.
Efterfølgeren Teenage Atronauts gik heller ikke ubemærket hen. Det fik fire stjerner og følgende ord med på vejen fra GAFFAs anmelder: “Teenage Astronauts er en rumrejse mod tiden, der sender os ind i en ungdommelig tidsboble, hvor udødelighed og sorg går hånd i hånd(...) Albummet er derfor et tilbud om en lille tidsrejse, der også byder på umanerligt meget vellyd fra de nøje afstemte kompositioner og på mange måder smertelindring på efterbevilling.”
Den 17. december samler Thomas Dybdahl det bedste fra sit kartotek, når han indtager Train og dagen efter bliver det Store Vegas tur. Du kan allerede nu få fingre i billetter til koncerten på Train her og Vega her.
Ellers kan du blot lade ham være soundtracket til din eftermiddag og lytte med her.
LÆS OGSÅ: 10 tyske navne, du skal kende til